USA - litteratur

New England-koloniernes engelsksprogede litteratur i tiden mellem de første kolonisters ankomst og etablering som selvstændig stat var, både mht. genre og indhold, præget af et religiøst udgangspunkt og nybyggertilværelsens udfordringer til samfundsorganisering og dagligdagens praktiske gøremål. Rapporter, krøniker, biografier og prædikener var således de gængse tidlige genrer. Lyrikken dyrkedes, efter samtidige engelske forbilleder, af Anne Bradstreet og Edward Taylor (ca. 1645-1729), begge fra Massachusetts. Litterære udtryk for strengt religiøse idealer som hos Cotton Mather og Jonathan Edwards veg fra begyndelsen af 1700-tallet for en mere verdsligt orienteret litteratur, der afspejler en begyndende sekularisering af det amerikanske nybyggersamfund, som det ses tydeligt hos Sara Knight (1666-1727) og William Byrd (1674-1744).

Oplysningstidens rationalistiske idealer fik i de amerikanske kolonier en markant politisk drejning, ansporet af den voksende utilfredshed med kolonistatus. Benjamin Franklins flittige virke som publicist gennem det meste af århundredet skabte rammerne for en livfuld litterær mangfoldighed med den politiske debat som central form. Noah Websters ordbogsarbejde med henblik på at beskrive et amerikansk engelsk peger i samme retning. Franklins bidrag til den politiske kolonidebat gødede jorden for Thomas Paines filosofiske og retoriske forsvar for koloniernes løsrivelse og også for de betragtninger, som Thomas Jefferson, Alexander Hamilton, James Madison og John Jay fremkom med i de 85 essays, der blev offentliggjort 1787-1788 som The Federalist Papers for at bane vejen for en forfatning.

1700-tallets forberedelse til og gennemførelse af løsrivelse fra Storbritannien var med til at polere retorikken i det politiske essay, og Den Amerikanske Revolution indvarslede begyndelsen til en egentlig tradition inden for lyrik og fiktion, der ganske vist lænede sig kraftigt op ad britiske forbilleder, men reflekterede specifikt amerikanske anliggender. "Yankee Doodle" blev hurtigt en slagsang med bred appel i Frihedskrigen, og Philip Freneaus digte om krigen fungerede som effektiv propaganda. Hans lyrik havde afsæt i samtidig europæisk nyklassicisme, men med naturromantiske elementer fra de amerikanske omgivelser. Amerikanske figurer begyndte at optræde i dramatik med ganske vist klare europæiske genreforbilleder, og William Hill Brown (1765-1793) indskrev sig i amerikansk litteraturhistorie med den første egentlige amerikanske roman, The Power of Sympathy (1789), der omplantede den fremherskende europæiske sentimentale roman til amerikansk jord. Den pikareske tradition fandt en udøver i H.H. Brackenridge (1748-1816), og det gotiske i Charles Brockden Brown (1771-1810).

Den amerikanske romantik havde et mere heterogent præg, end tilfældet var i Storbritannien og i det øvrige Europa. Naturlyrikken fandt en fornem dyrker i William Cullen Bryant (1794-1878), mens prosaisten Washington Irving efter en tid som satiriker i skarptsleben nyklassicistisk stil udviklede sin egen romantiske vision under påvirkning af de tyske romantikere og Walter Scott. Også påvirket af Scott skrev James Fenimore Cooper sine indianer- og nybyggerromaner, der sikrede ham store læserskarer både i USA og i udlandet.

Med Edgar Allan Poe, der tilførte den gotiske fortælling en troværdig psykologisk dimension, og som kan siges at have opfundet den moderne krimi, blev amerikansk litteratur eksporterbar. Ikke blot fandt den læsere i udlandet, men blev også af afgørende inspiration for navnlig de franske symbolister og derfra videre ind i europæisk litteratur og tilbage til amerikansk modernisme. I perioden begyndte også Syden at gøre sig gældende i litterær henseende med skildringerne af plantagekulturen hos John Pendleton Kennedy (1795-1870) og med William Gilmore Simms' (1806-1870) historiske romaner om nybyggerliv.

Med valget af Andrew Jackson i 1829 havde vælgerne markeret deres ønske om en folkelig og demokratisk sindet præsident, der stod for den ekspansionsdynamik, som blev indbegrebet af den amerikanske identitet, indtil kontinentets vestlige grænse var nået mod slutningen af 1800-tallet. Selvom disse års litterære udtryk var mangeartede, var de fælles om deres grænsebrydende og identitetsprøvende kendetegn. Det gjaldt humoristerne i nordøst omkring James Russell Lowell, der satte det etablerede New England i gabestok, og det gjaldt humoristerne i sydvest, fx Davy Crockett, hvis vid omfattede nybyggerkulturen i al dens farverigdom og lovløshed. Selvom Lowell også var humorist, havde han meget tilfælles med de såkaldte Brahmin writers i New England, Henry Wadsworth Longfellow og Oliver Wendell Holmes, der som professorer ved Harvard University var kulturelle kosmopolitter, men bevidst anvendte deres viden og kunnen på amerikansk natur, kultur og erfaring.

En helt særlig status for både sam- og eftertid fik transcendentalisterne. Transcendensen gælder overskridelsen af den ellers rummelige unitarisme, der var den fremherskende religiøse bekendelse i New England. Ralph Waldo Emerson, Henry David Thoreau og Margaret Fuller ønskede at overskride enhver form for norm og rationalitet i deres forsøg på at nå de dybeste sandheder. Deres udogmatiske åbenbaringsreligion var en slags amerikansk romantik, der støttede sig mindre til filosofiske overvejelser end til en naturrelateret oplevelse af menneskets muligheder. De politiske reformvinde, der blæste over det europæiske kontinent i 1840'erne, påvirkede bl.a. transcendentalisterne og var med til at skabe et behov for en egentlig amerikansk historieskrivning (George Bancroft (1800-1891), John Lothrop Motley (1814-1877), Francis Parkman (1823-1893)). Ellers drejede den amerikanske politiske debat sig nu om enkeltstaternes ret til at bestemme. Bevægelsen for slavefrigørelsen vandt frem og fik støtte i J. Greenleaf Whittiers (1807-1892) lyrik, men størst litterær effekt i ind- og udland i den henseende havde Harriet Beecher Stowes Uncle Tom's Cabin (1852). Den importerede slavearbejdskrafts egne litterære aktiviteter var i sagens natur få (George Moses Horton (ca. 1797-ca. 1883), William Wells Brown (ca. 1814-1884), Frederick Douglass).

Tiåret op til Den Amerikanske Borgerkrig var domineret litterært af tre skikkelser: Nathaniel Hawthorne, Herman Melville og Walt Whitman. Hawthornes foretrukne form var allegorien, i hvilken han diskuterede grundlæggende eksistentielle spørgsmål som ondt og godt, skyld og straf, som i The Scarlet Letter (1850). Disse spørgsmål optog også symbolisten Melville, hvis Moby-Dick (1851) mere end nogen anden er blevet amerikansk romanlitteraturs centrale tekst, mens Walt Whitman i sin formsprængende, selvhævdende og entusiastiske dyrkelse af det almindelige menneske i Leaves of Grass (1855) stødte an mod megen etableret tankegang. Efter Borgerkrigen vandt fiktion med stærkt lokalkoloristisk islæt frem (Francis Bret Harte, Harriet Beecher Stowe, Edward Eggleston (1837-1902)) og fortsatte hermed førkrigshumoristernes forankring i det regionale, idet den stadig stærkt populære humoristiske litteratur i stigende grad fokuserede på mere almentmenneskelige træk. Mark Twain forenede det humoristiske og lokale i sine historier om livet på og omkring Mississippi, der i høj grad har været med til at forme nationens identitetsfølelse.

Interessen for det lokale var i høj grad med til at bane vejen for amerikansk litterær realisme. William Dean Howells var direkte påvirket af Lev Tolstoj i sin prioritering af "det menneskelige over det kunstneriske". Endnu mere radikal hverdagsrealisme ses hos Hamlin Garland og Theodore Dreiser, med en særlig darwinistisk drejning hos Jack London. En tendens i retning af en mere fransk-naturalistisk inspireret tilgang med særlig interesse for det sproglige udtryk dyrkedes af Stephen Crane, Frank Norris og Edith Wharton. Henry James, der valgte at slå sig ned i Storbritannien, skabte en raffineret realisme, der byggede på den iagttagende bevidstheds bearbejdning af sanseindtryk, og Willa Sibert Cather behandlede i en lyrisk præget realisme nybyggernes liv. I området mellem litteratur og journalistik opstod den særlige form for samfundskritik, der meget sigende af Theodore Roosevelt fik navnet the muckrakers, dvs. møgriverne (Ida M. Tarbell (1857-1944), Lincoln Steffens), og som så en opgave i at afdække kritisable forhold i såvel offentlige som private dele af det amerikanske samfund. Upton Sinclair havde samme mål med sine mere traditionelt anlagte romaner, og i lyrisk form angreb Edwin Markham (1852-1940) og William Vaughn Moody (1869-1910) arbejdsforhold og USA's udenrigspolitik.

Ikke mange lyrikere fra tiden mellem Whitman og de amerikanske modernister læses stadig; Emily Dickinsons eneboerliv og hermetisk-symbolske, korte lyriske tekster er først blevet værdsat af et senere, modernismedannet læserpublikum, ligesom det også har været tilfældet med Kate Chopins tidligt-feministiske fortællinger. En søgende og kulturpessimistisk tone spores i Henry Adams' selvbiografiske dannelsesroman The Education of Henry Adams (1907) og foregriber på lignende måde som Dickinson en amerikansk litterær modernisme præget af behovet for nyorientering efter afslutningen af pionertidens konkrete mål og værdier.

Forestillingen om den udtømmende, altfavnende nationale roman har været levende i amerikansk litterær bevidsthed siden Nathaniel Hawthornes The Scarlet Letter (1850) og Herman Melvilles Moby-Dick (1851), dvs. stort anlagte værker med universelt eksistentielle ærinder på en specifik amerikansk baggrund.

Mange titler har kandideret med eller uden deres forfatteres vidende eller ønske. De danner tilsammen en uafsluttet og uafsluttelig kæde af litterære udsagn om et land karakteriseret netop ved det mangeartede og ufastholdelige. Storheden i forestillingen om The Great American Novel ligger måske i de stadige og imponerende ambitiøse forsøg på at fastholde amerikanske idealer og erfaringer midt i den mangfoldighed, der betinges af tid og sted. Eksempler på romanerne er:

Nyorienteringen kommer ikke mindst frem i amerikansk drama, som tidligere i høj grad havde efterlignet europæiske forbilleder eller benyttet sig af meget folkelige, farceagtige former som vaudevillen. The Little Theatre-bevægelsen hentede ganske vist også inspiration fra ny, realistisk dramatik i Europa, men etablerede sig hurtigt både kulturelt og kommercielt. Eugene O'Neills stykker bearbejder en amerikansk virkelighed med en mangfoldighed af teknikker, og mellemkrigsperiodens lyst til publikumspopulær dramaeksperimenteren ses i en rigt varieret stribe af teaterstykker af bl.a. Elmer Rice (1892-1967), Lillian Hellman, Clifford Odets, Thornton Wilder og William Saroyan.

Lyrikerne og litteraturteoretikerne T.S. Eliot og Ezra Pound, der begge valgte at leve i udlandet i lighed med en af den internationale modernismes amerikanske entreprenører, Gertrude Stein, var med til at sætte dagsordenen for den litterære modernisme i Europa og USA. Samtidig opbyggedes en amerikansk modernistisk lyrik med stærke nationale og regionale bindinger (Edwin Arlington Robinson, Robert Frost, Vachel Lindsay, Carl Sandburg, Edgar Lee Masters, Hart Crane, Wallace Stevens, William Carlos Williams). Race- og kønsspecifikke erfaringer blev formuleret af afrikansk-amerikanere (James Weldon Johnson (1871-1938), Langston Hughes, Countee Cullen (1903-1946)) og kønspolitisk bevidste kvinder (Edna St. Vincent Millay, Sara Teasdale), og selve det lyriske medium blev gjort til genstand for eksperimenteren (e. e. cummings, Marianne Moore, Robinson Jeffers). Eliots og Pounds højmodernisme fandt en discipel i Archibald MacLeish, mens Syden formulerede en poetik på én gang traditionel og modernistisk (John Crowe Ransom, Allen Tate), hvis litteraturteoretiske implikationer skulle komme til at få betydelig international indflydelse som New Criticism (nykritik).

Kulturkritikeren Henry Louis Mencken var i høj grad fødselshjælper for moderne amerikansk fiktion, fx Sherwood Anderson, der ligesom F. Scott Fitzgerald og Sinclair Lewis søgte at forklare aspekter af samtidig amerikansk kultur i en psykologisk ramme, der også rummede et betydeligt mål af samfundskritik. Den radikaliseredes af James Thomas Farrell, John Dos Passos, Nathanael West og kom også til at omfatte en stigende kritisk kvindebevidsthed (Tillie Olsen, 1912-2007). Den såkaldte Harlem Renæssance (Nella Larsen (1891-1964), Langston Hughes, Jean Toomer (1894-1967), Richard Wright, Zora Neale Hurston (1903-1960)), der etablerede bevidstheden om en afrikansk-amerikansk dimension i amerikansk litteratur, er en væsentlig facet af det modernistiske opbrud. I disse år skabtes ligeledes en tradition for en jødisk-amerikansk litteratur (Michael Gold (1894-1967), Henry Roth (1906-1995), Anzia Yezierska (ca. 1885-1970)). De tre store skikkelser i amerikansk mellemkrigsfiktion, Ernest Hemingway, William Faulkner og John Steinbeck, var alle optaget af at udforske menneskers situation og finde holdepunkter i et moderne USA, der var rystet af krig og på godt og ondt overladt til en uhæmmet fremskridtstro.

2. Verdenskrig kom til at spille en tematisk rolle i amerikansk fiktion lang tid efter dens afslutning (Norman Mailer, Irwin Shaw, James Jones, Joseph Heller, Kurt Vonnegut). Men det var krigen som indledning til en ny verdensorden med terrorbalance og atombombetrussel og som anledning til revision af livsværdier, der kom til at præge litteraturen i anden halvdel af 1900-tallet. Den højmodernistisk prægede lyrik dyrket af Robert Lowell, der mere end nogen anden kom til at øve indflydelse på efterkrigsgenerationens lyrikere, Theodore Roethke, Richard Wilbur, James Merrill (1926-1995) og W.S. Merwin (1927-2019), afløstes af lyrikere, der så den digteriske proces, ikke det færdige digt, som central. Det gjaldt Beat Generationens digtere (Allen Ginsberg, Lawrence Ferlinghetti, Gregory Corso (1930-2001), Gary Snyder) og Black Mountain-gruppen (Charles Olson (1910-1970), Robert Creeley (1926-2005), Denise Levertov (1923-1997)). Stor personlig åbenhed og intensitet prægede lyrikere som Anne Sexton, Sylvia Plath og John Berryman. De såkaldte New York-lyrikere (Frank O'Hara (1926-1966) og John Ashbery) havde storbyens hurtigt skiftende puls i deres tekster.

Mens hovedparten af fiktionslitteraturen ikke veg fra en velprøvet og kommercielt succesrig realisme, var tendensen i den postmoderne fiktion at besvare en truende meningsløshed med enten absurditet og sort humor eller at se på, hvordan virkeligheden lod sig betragte som en kulturel konstruktion, der kunne spejles i det litterære værks tilsvarende kunstighed. Symptomatisk for denne situation var litteraturens tilbøjelighed til dels at fokusere på outsideren, den utilpassede, der gennemskuer det etablerede system og etablerer sine egne normer, dels at præsentere den litterære tekst som i sig selv en konstruktion. Ofte falder de to sammen som hos den russisk-amerikanske Vladimir Nabokov og Thomas Pynchon, mens outsider-motivet dyrkes af Jack Kerouac, John Updike og J.D. Salinger, og der leges virtuost med bevidstheden om den kulturskabte tekst/virkelighed hos John Barth, Donald Barthelme (1931-1989), Robert Coover (f. 1932), Paul Auster og Don DeLillo. Metafiktionen trivedes side om side med new journalism (Hunter S. Thompson, Michael Herr, Tom Wolfe), der dyrkede en påstået autenticitet i den uredigerede virkelighed.

Som nye litterære erkendelsesredskaber var såvel metafiktion som new journalism udtømte ved indgangen til 1980'erne, og en litterær minimalisme med rødder i navnlig Hemingways nøgterne prosa har vundet indpas (Raymond Carver, Richard Ford). Hos Philip Roth, der sammen med Saul Bellow, Bernard Malamud, Grace Paley (1922-2007), E.L. Doctorow og den jiddisch-skrivende Isaac Bashevis Singer udgør en stærk jødisk-amerikansk efterkrigstradition, er den erkendelsesmæssige tvivlen i eminent grad sammenvævet med temaet om den mere eller mindre assimilerede jøde i USA. Sydens fiktion kom ligeledes til at stå stærkt i efterkrigstiden med Truman Capote og William Styron som ultra-realister, med Eudora Welty, Flannery O'Connor og Carson McCullers som dyrkere af det hverdagsgroteske og med Walker Percy til filosofisk at afsøge eksistensens generelle vilkår i Sydens omgivelser, men med ekkoer af bl.a. Søren Kierkegaard.

Tennessee Williams brugte Syden som symbol for amputeret medmenneskelighed i sin dramatik. Skrøbeligheden i de nære personlige relationer er også centralt tema hos dramatikerne Arthur Miller og Edward Albee.

Den afrikansk-amerikanske fiktion efter krigen havde som generel ambition at favne den sorte erfaring i sin helhed; det kommer til udtryk hos James Baldwin og Ralph Ellison og danner grundlag for prosaister som Toni Morrison, Alice Walker, James Alan McPherson (1943-2016), Charles Johnson (f. 1948) og Randall Kenan (f. 1963). Konsolideringen af det sorte USA skete samtidig i lyrikken med navne som Amiri Baraka (LeRoi Jones), Robert Hayden (1913-1980), Gwendolyn Brooks (1917-2000) og Maya Angelou, og i dramaet trak Amiri Baraka og Ed Bullins (1935-2021) i 1960'erne og August Wilson (1945-2005) i 1980'erne de racemæssige linjer skarpt op.

Mens det afrikansk-amerikanske element allerede havde gjort sig gældende i mellemkrigsårene og blev en del af den etablerede litterære scene op gennem anden halvdel af 1900-tallet, markerede den amerikanske kvindebevægelse sig litterært med stor gennemslagskraft som en del af 1960'ernes kulturomvæltning. Det gælder såvel i prosa (Erica Jong, Marilyn French, Ann Beattie (f. 1947), Gail Godwin (f. 1937), Alison Lurie (1926-2020) og Anne Tyler) som i lyrik, hvor Adrienne Rich (1929-2012) i begyndelsen af 1970'erne satte dagsordenen for en feministisk lyrik. Tendensen i amerikansk litteratur i 1900-tallets sidste par årtier har været en større synlighed af og større opmærksomhed over for amerikansk kulturs mangfoldighed af etniske, geografiske, sociale, kønsmæssige og politiske grupperinger, et udtryk for en multikulturel udvikling i den almindelige nationale bevidsthed.

• USA