Jeffersons vigtigste politiske skrift er Uafhængighedserklæringen, hvori kravet om menneskets naturgivne ret til selvbestemmelse var formuleret i forlængelse af bl.a. John Lockes tanker. Allerede i 1774 havde Jefferson argumenteret for, at det britiske Parlament ikke havde nogen myndighed i de nordamerikanske kolonier, og at de kun var forbundet med Storbritannien i en personalunion.
De universelle krav i Uafhængighedserklæringen omfattede dog ikke de oprindelige folk og slaverne. Jefferson talte for at begrænse lovgivningsmagten, der ellers truede med at erstatte monarkens despoti med den lovgivende forsamlings despoti.
Han lagde endvidere grunden til en total adskillelse af kirke og stat og udarbejdede i Virginia planer for en folkeskole, som han – sammen med en fri presse og ytringsfrihed – anså for nødvendig i en oplyst og velfungerende demokratisk republik.
Da forbundsregeringen i 1798 fik vedtaget de såkaldte Alien and Sedition Acts, der bl.a. omfattede strenge censurbestemmelser, tog Jefferson og forbundsfællen James Madison til genmæle med Virginia- og Kentuckyresolutionerne 1798-1799, som hævdede enkeltstaternes rettigheder i forhold til forbundsmagten.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.