Library of Congress

Library of Congress i Washington, D.C. er USA's nationalbibliotek, grundlagt i 1800 som bibliotek for USA's Kongres. Hovedbygningen er fra 1897.

Tilvæksten i samlingen af amerikanske bøger sker ved, at to eksemplarer må deponeres i Library of Congress for at sikre ophavsretten. Systematiske anskaffelser af udenlandsk litteratur har bidraget stærkt til bibliotekets kolossale vækst og gjort det til et af de største i verden; samlingerne fylder 850 hyldekilometer (1996). Det er tillige et bibliografisk center, bl.a. ved udgivelsen af National Union Catalog, en fælleskatalog over materialet i 2500 forskningsbiblioteker i USA og Canada. Automatisering indførtes i 1961 med MARC.

Library of Congress opretholder og styrer et landsomfattende netværk af biblioteker, der betjener blinde og fysisk handicappede brugere. I 1996 ekspederedes 23 mio. udlån af dette materiale, hovedsagelig i form af lydbøger.

Eksterne links

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig