George Washington
USA's første præsident, George Washington, her portrætteret i 1794, omkring 62 år gammel. Den tidligere plantageejer bestred præsidentembedet i årene 1789 til 1797. Han døde i 1799.
Af //Public domain, via Wikimedia Commons.
USA's første 23 præsidenter.

USA's første 23 præsidenter og dermed dem, der bestred embedet i årene 1789 til 1893. George Washington og Abraham Lincoln er tydeligt fremhævet.

Af /Public domain via Wikimedia Commons .

Den amerikanske præsident er statsoverhoved i USA.

Den siddende præsident, Joe Biden fra Det Demokratiske Parti, er USA's 46. præsident. Biden er valgt for perioden den 20. januar 2021 til den 20. januar 2025. Den siddende vicepræsident er Kamala Harris.

Præsidentvalget afholdes hvert fjerde år, og præsidenten vælges for en fireårig periode. En amerikansk præsident kan højest sidde i to hele embedsperioder, altså maksimalt otte år.

Den første amerikanske præsident, George Washington, blev indsat i 1789.

USA's præsidenter og vicepræsidenter gennem tiden

Nr. Periode Præsident (parti)
1 1789-1797 George Washington (F)
2 1797-1801 John Adams (F)
3 1801-1809 Thomas Jefferson (A)
4 1809-1817 James Madison (A)
5 1817-1825 James Monroe (A)
6 1825-1829 John Quincy Adams (A)
7 1829-1837 Andrew Jackson (D)
8 1837-1841 Martin Van Buren (D)
9 1841 William Henry Harrison (W)
10 1841-1845 John Tyler (W)
11 1845-1849 James K. Polk (D)
12 1849-1850 Zachary Taylor (W)
13 1850-1853 Millard Fillmore (W)
14 1853-1857 Franklin Pierce (D)
15 1857-1861 James Buchanan (D)
16 1861-1865 Abraham Lincoln (R)
17 1865-1869 Andrew Johnson (R)
18 1869-1877 Ulysses S. Grant (R)
19 1877-1881 Rutherford B. Hayes (R)
20 1881 James A. Garfield (R)
21 1881-1885 Chester A. Arthur (R)
22 1885-1889 Grover Cleveland (D)
23 1889-1893 Benjamin Harrison (R)
24 1893-1897 Grover Cleveland (D)
25 1897-1901 William McKinley (R)
26 1901-1909 Theodore Roosevelt (R)
27 1909-1913 William Howard Taft (R)
28 1913-1921 Woodrow Wilson (D)
29 1921-1923 Warren G. Harding (R)
30 1923-1929 Calvin Coolidge (R)
31 1929-1933 Herbert Hoover (R)
32 1933-1945 Franklin D. Roosevelt (D)
33 1945-1953 Harry S. Truman (D)
34 1953-1961 Dwight D. Eisenhower (R)
35 1961-1963 John F. Kennedy (D)
36 1963-1969 Lyndon B. Johnson (D)
37 1969-1974 Richard M. Nixon (R)
38 1974-1977 Gerald Ford (R)
39 1977-1981 Jimmy Carter (D)
40 1981-1989 Ronald Reagan (R)
41 1989-1993 George Bush (R)
42 1993-2001 Bill Clinton (D)
43 2001-2009 George W. Bush (R)
44 2009-2017 Barack Obama (D)
45 2017-2021 Donald J. Trump (R)
46 2021- Joe Biden (D)

Partier

Vicepræsidenter, der er blevet indsat som præsidenter

Dusørplakat, 1865
Præsident Abraham Lincoln blev den 14. april 1865 skudt af skuespilleren John Wilkes Booth; han døde dagen efter. Få dage senere blev Booth dræbt af soldater. På denne dusørplakat dateret den 9. maj 1865 udlover generalmajor James H. Wilson dusør til oplysninger, der kan føre til anholdelse af Booths medsammensvorne. Flere af dem blev senere fanget og dømt.
Af //Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix.

Det siges, at vicepræsidenten er ”et hjerteslag fra præsidentembedet”. I alt otte vicepræsidenter har overtaget embedet efter en afdød præsident, mens én vicepræsident har overtaget embedet efter en politisk skandale.

Amerikanske præsidenter, der er blevet skudt

Fire amerikanske præsidenter er blevet myrdet, mens de bestred præsidentembedet. I alle tilfælde er den siddende vicepræsident blevet indsat:

  • Abraham Lincoln blev skudt den 14. april 1865. Vicepræsident Andrew Johnson overtog embedet.
  • James A. Garfield blev skudt den 19. september 1881. Vicepræsident Chester A. Arthur overtog embedet.
  • William McKinley blev skudt den 14. september 1901. Vicepræsident Theodore Roosevelt overtog embedet.
  • John F. Kennedy blev skudt den 22. november 1963. Vicepræsident Lyndon B. Johnson overtog embedet.

Amerikanske præsidenter, der er døde af naturlige årsager

Fire amerikanske præsidenter er døde af naturlige årsager, mens de bestred præsidentembedet. Også her er den siddende vicepræsident i alle tilfælde blevet indsat:

  • William Henry Harrison døde den 4. april 1841 af lungebetændelse (muligvis kolera) efter en måned i embedet. Vicepræsident John Tyler overtog embedet.
  • Zachary Taylor døde den 9. juli 1850, formodentlig af kolera. Vicepræsident Millard Fillmore overtog embedet.
  • Warren G. Harding døde af et hjerteslag den 2. august 1923. Vicepræsident Calvin Coolidge overtog embedet
  • Franklin Delano Roosevelt døde af en voldsom hjerneblødning den 12. april 1945. Vicepræsident Harry S. Truman overtog embedet.

Fratrædelse på grund af politisk skandale

Indsættelse af præsident Gerald Ford.
Tidligere vicepræsident Gerald R. Ford aflægger ed og indsættes den 9. august 1974 som USA's 38. præsident. Dagen før havde Richard M. Nixon erklæret, at han ville træde tilbage; dermed undgik han den truende rigsretssag, der var en konsekvens af Watergateskaldalen.

Richard M. Nixon er som den eneste siddende præsident nogensinde fratrådt embedet i utide. Det skete den 8. august 1974 på grund af Watergateskandalen og udsigten til at blive dømt i en kommende rigsretssag. Vicepræsident Gerald R. Ford overtog embedet.

Hvem var præsident under den kolde krig?

Den kolde krig varede fra ca. 1946 til ca. 1990. I de omkring 45 år nåede ni amerikanske præsidenter at bestride embedet:

  • Harry S. Truman (1945-1953)
  • Dwight D. Eisenhower (1953-1961)
  • John F. Kennedy (1961-1963)
  • Lyndon B. Johnson (1963-1969)
  • Richard M. Nixon (1969-1974)
  • Gerald R. Ford (1974-1977)
  • Jimmy Carter (1977-1981)
  • Ronald Reagan (1981-1989)
  • George Herbert Walker Bush (1989-1993)

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig