Både før og efter slaveriets afskaffelse var hovedparten af de sorte beskæftiget på bomuldsplantagerne. Foto fra ca. 1895.

.
Licens: Brukerspesifisert

Slaveri. Annonce for slavesalg ved Ashley's Ferry, Charleston, South Carolina, inden slaveimport blev forbudt fra 1808. Der var bl.a. tale om slaver fra Riskysten, dvs. området syd for Gambiafloden i Vestafrika. Slaver, som under transporten frygtedes at være smittebærende med kopper, blev myrdet og smidt over bord.

.

Slaveri. Den 15.4.1822 blev det franske slaveskib La Vigilante beslaglagt i Bonny ved Guineabugten. I forbindelse med retssagen i Nantes året efter udarbejdedes en plan over skibet; her ses en kopi fra Edmond Paris' Souvenirs de marine, 1-6 (1886-1910). Slavedækket var delt op i et ca. 11 m langt og knap 7 m bredt rum til de 227 mandlige slaver (th.) og et rum, der var ca. 13 så stort, til de 120 kvindelige; begge rum var under 2 m høje.

.

Slaveri. Brasiliansk slavemarked. Pernambuco var den rigeste af Portugals besiddelser i Amerika; området var et meget vigtigt centrum for sukkerproduktion og følgelig også en af hovedaftagerne af slaver fra Afrika. 1630-54 tilhørte Pernambuco Holland, men hollænderne lod de portugisiske kolonister beholde deres sukkerplantager. Akvarel af Zacharias Wagner, der 1634-37 opholdt sig i Brasilien, bl.a. ved den hollandske generalguvernørs hof i Pernambuco.

.

Slaveri. Slaveeksporten fra Afrika ca. 1500-1870. Der er usikkerhed og uenighed om, hvor mange slaver der blev eksporteret fra Afrika, og hvor stor en del der omkom inden afskibningen og under transporten over Atlanten. Dertil kommer, at mange af slaverne ret hurtigt efter ankomsten blev reeksporteret til andre kolonier, hvilket yderligere øger usikkerheden mht., hvor mange der ankom til de forskellige områder i Amerika og Caribien. De angivne tal skal derfor tages med forbehold. Den arabiske slavehandel var også omfattende, men her er tallene endnu mere usikre.

.

Slaveri er det fænomen, at én person er ejet af en anden. Slaveri har været udbredt til alle tider, kendes fra stort set hele verden og har antaget mange forskellige former. Oftest har slaver været marginaliserede individer i et fremmed samfund uden egen slægt til at forsvare sig, og de er blevet opfattet som både formuegenstande og arbejdsinstrumenter. Ejeren har haft krav på slavens produktion og ofte også kontrol over slavens seksualitet og fysiske reproduktion. Desuden har der i de fleste samfund med slaveri været centrale institutioner, der fx gennem lovgivning har sanktioneret slaveriet.

I reglen er slaver blevet erhvervet mod deres vilje ved krig o.l., og vold eller en konstant trussel om vold har været en del af forholdet mellem slave og slaveejer. Slaver har som regel ikke kunnet holdes ansvarlige over for loven; til gengæld har de sjældent været uden rettigheder, men de har altid haft færre rettigheder end deres ejere.

Det kan diskuteres, om en slaveejers rettigheder over sine slaver har adskilt sig væsentligt fra rettigheder over fx hustruer, børn, tyende, klienter mv., men sædvanligvis anser man slaver for at tilhøre en anden kategori, også i forhold til livegne, gældsfanger, tvangsarbejdere m.m. FN henregner dog mange former for slavelignende arbejde samt tvangsprostitution til slaveri.

Der er udbredt enighed om, at slaveri forudsætter en vis social differentiering i samfundet og mulighed for økonomisk overskud dels fra selve slavearbejdet, dels fra andre aktiviteter, idet slaver ofte har været et forbrugsgode snarere end et produktionsgode. Desuden er knaphed på arbejdskraft og relativt fri adgang til landbrugsjord væsentlige forudsætninger for slaveri.

Typer af slaveri

Slaveri kan opdeles i to typer: Domestisk eller patriarkalsk slaveri omfatter slaver, der tjener ejerne i deres hjem eller er tilknyttet offentlige institutioner; produktionsslaveri blev bl.a. brugt i plantagedriften i Amerika og er måske derfor den bedst kendte slaveriform, selvom den igennem tiderne har været sjælden. Vidt forskellige funktioner, fra embeder som højtstående ministre over soldater og mine-, landbrugs- og bygningsarbejdere til galejroere, har været udfyldt af slaver. Især har de dog været anvendt i husarbejde, og kvindelige slaver har ofte fungeret som konkubiner.

Samfundstyper og udbredelse

Samfund med slaveri kan opdeles i slaveejende samfund og slavesamfund. I de første er slaveri en mere eller mindre væsentlig institution, der ikke er bestemmende for samfundsstrukturen, og slaverne udgør her mindre end 20-30% af befolkningen. I slavesamfund er en større del af befolkningen slaver, og slaveinstitutionen har en væsentlig indflydelse på samfundets øvrige institutioner og indgår i et integreret system af erhvervelse af slaver, slavehandel og slaveproduktion.

Som eksempler på slaveejende samfund i Asien kan nævnes Japan og Korea, der havde store slavebefolkninger indtil nyere tid, Indien, hvor slavebefolkningen i 1800-t. udgjorde 5-15%, samt Kina, hvor fx under Handynastiet (202 f.Kr.- 220 e.Kr.) ca. 5% af befolkningen var slaver. I Mesopotamien vidner Hammurapis Lov om, at slaveri var udbredt ca. 1750 f.Kr., ligesom slaveri omtales flere steder i Det Gamle Testamente.

Også i det meste af Europa var slaveri udbredt, om end det de fleste steder erstattedes af det beslægtede livegenskab, som i Rusland først ophævedes i 1861. Der var et betydeligt antal slaver eller trælle i vikingetidens Skandinavien, og man ved fra Domesday Book, at ca. 10% af befolkningen i England var slaver i 1086. På Den Iberiske Halvø var der slaver til ind i 1500-t.

I alle islamiske samfund i både Asien og Afrika og i en lang række ikke-muslimske riger i Afrika var slaveri en fremtrædende institution. Som eksempler på rene slavesamfund kan nævnes Baghdadkalifatet, hvor slaver udgjorde 50% af befolkningen i 600-900-t., og Krimkhanatet, hvor 75% var slaver i 1600- og 1700-t. Slavesamfund kendes desuden fra det antikke Grækenland og Romerriget og fra Amerika efter koloniseringen.

Slavebefolkningerne

Mens en stor del af slaverne i Afrika rekrutteredes som børn, var de fleste af dem, der blev eksporteret til Amerika, over 15 år. I muslimske og afrikanske slavebefolkninger var de kvindelige slaver i overtal, mens det modsatte var tilfældet i Amerika. Bl.a. derfor var fødselsraten i de fleste slavesamfund lav med Sydstaterne som en markant undtagelse. Sammen med slavefrigivelser gav det behov for stadig nytilførsel af slaver. I reglen var man afhængig af internationale slavehandelsnetværk, fx vikingernes transport af slaver fra Østeuropa til bl.a. Spanien og den transatlantiske slavehandel; ved at bruge slaver fra fjerne steder mindskede man desuden risikoen for flugt.

Det har været diskuteret, om slavebefolkningers kultur skal ses som et produkt af slaveejernes kultur eller, hvilket især gælder for Amerika, som en egen kultur med oprindelseskulturerne og selve slavesituationen som dominerende elementer; i mange tilfælde har modstand i form af skulkeri, passivitet, flugt, oprør osv. været en integreret del af slavernes selvforståelse.

Slaveri i Antikken

Ifølge romerretten er slaveri en institution, hvor en person mod naturens orden er underkastet en andens magt og dermed er dennes ejendom. Ifølge romerretlige jurister skyldes betegnelsen slave (latin servus), at hærførere solgte krigsfangerne i stedet for at slå dem ihjel og dermed reddede deres liv (latin servare 'redde'). Slaven kan således karakteriseres som et socialt set dødt og magtesløst individ, der kun overlever på sin herres nåde i modsætning til gældsslaver, livegne og andre ufrie, som har forskellige grader af personlige rettigheder.

I antikken fik slaveriet først for alvor stor betydning i Athen fra 500-t. f.Kr. og i Rom fra 200-t. f.Kr. Slaverne udgjorde da op mod 30% af befolkningen, og de havde så stor betydning i produktionen, at det klassiske Grækenland (undtagen Sparta) og Italien i perioden 200 f.Kr.-200 e.Kr. kan karakteriseres som slavesamfund. Krig var den vigtigste forsyningskilde til slaveriet, men også avl og handel spillede en vigtig rolle og opvejede det antal slaver, som blev frigivet. Slaver anvendtes overalt; nogle var hustjenere, prostituerede, håndværkere eller administratorer, andre var skuespillere, læger eller lærere. Den største gruppe slaver arbejdede dog i landbruget, men slaver blev også benyttet som arbejdskraft i Athens og Romerrigets miner og stenbrud.

Hierarkiet blandt slaverne afspejler sig i både deres arbejdsopgaver og deres levevilkår, herunder chancen for frigivelse (se frigiven). De betroede slaver og mange byslaver havde ofte egen familie og formue, der kunne omfatte andre slaver.

Der er kun kendskab til tre omfattende slaveoprør i antikken, og de var begrænset til 140-70 f.Kr., fx opstanden under Spartacus. Slavernes modstand kunne derimod give sig udslag i ineffektivitet, sabotage, tyveri eller flugt. Landbrugsslaverne blev efter 200 e.Kr. langsomt erstattet af forpagtere, og dermed forsvandt deres betydning i produktionen, selvom der fortsat eksisterede et stort antal slaver i senantikken.

Se i øvrigt artiklen pater familias og sociale forhold i Romerriget vedrørende slaveri i antikkens Rom.

Slaveri i Afrika

I både oldtidens Egypten og flere andre antikke Middelhavskulturer var der slaver fra Afrika syd for Sahara; sammenholdt med de indre slavehandelssystemer, eksporten af slaver fra kontinentet og slaveriets store udbredelse i senere perioder tyder det på, at slaveri er en meget gammel institution i Afrika.

Afrikansk slaveri skiller sig ud, ved at slægtsslaveri har været en vigtig institution. Slægtsslaveri var blot et blandt mange afhængighedsforhold i samfundet og blev overvejende anvendt til at integrere sociale og kulturelle outsidere, hvorved slægtens magt kunne øges. Slaverne levede i nær tilknytning til og udførte generelt samme type arbejde som slægtens øvrige medlemmer. Nogle forskere har dog fastholdt, at økonomiske motiver også i Afrika var afgørende, og at slægtsslaveri ikke har adskilt sig væsentligt fra andre slaveriformer. Det er imidlertid meget tænkeligt, at slægtsslaveriet har udviklet sig mere og mere i retning af produktionsslaveri pga. påvirkninger udefra, enten fra de slavehandelssystemer, som opstod i 1500-t. i forbindelse med den transatlantiske slavehandel, eller som følge af det overskud af slaver, som ophøret af denne slaveeksport i 1800-t. medførte.

I samfund præget af islam kunne formelt kun vantro gøres til slaver, men næsten alle steder havde slaveejere en præference for kvinder og børn, sikkert fordi de var lettere at kontrollere og integrere, hvilket må formodes at have haft indflydelse på udviklingen af afrikanske kønsrollemønstre, især mht. arbejdsdeling. Der er megen usikkerhed om antallet af slaver i de afrikanske samfund, men man ved, at en række samfund havde produktionsslaver i slutningen af 1800-t., og mange af de samfund, som de europæiske kolonimagter tog kontrollen over, havde store slavebefolkninger; efter al sandsynlighed har en stor del af dem kunnet karakteriseres som slavesamfund med behov for en stadig tilførsel af nye slaver; visse steder, bl.a. på Zanzibar, udgjorde slaver op mod 90% af befolkningen.

Slavehandel

Eksporten af slaver fra Afrika i nyere tid, især den transatlantiske eksport, indtager i kraft af sit omfang og sine økonomiske og demografiske følger en særstilling i slaveriets historie. Man regner med, at ca. 11 mio. afrikanere ankom til Amerika mellem ca. 1500 og ca. 1870. Dertil skal man lægge antallet af dødsfald, op mod 2 mio., under transporten. Begge tal er dog usikre og omdiskuterede; det anslåede tal for, hvor mange slaver der blev indført i Amerika, har således svinget fra 8 mio. til over 13 mio.

I forlængelse af middelalderens slaveeksport fra områderne syd for Sahara til Nordafrika og i begrænset omfang til Sydeuropa bragte portugisiske skibe fra midten af 1400-t. slaver med sig fra Vestafrika til Portugal. Efterspørgslen efter slaver i Europa var imidlertid ikke stor, og det var først med koloniseringen af de atlantiske øer, især Madeira, og Amerika, at slavehandelen fik et større omfang.

Rigtig fart tog slavehandelen dog først i 1600-t. og især i 1700-t., efter at hollandske, engelske, franske og i mindre omfang danske købmænd gik ind i handelen. Efterspørgslen efter slaver var især knyttet til plantageproduktionen af varer til det europæiske marked (se også trekantshandel). Udbuddet organiseredes af afrikanske købmænd og fyrster; det var en sjældenhed, at europæerne selv stod for fangsten, selvom kidnapninger forekom. Europæerne bevægede sig sjældent langt fra deres forter og handelsstationer på den afrikanske kyst, og man ved derfor ikke meget om, hvordan slaverne blev tilvejebragt, men oftest var de formentlig krigsfanger. Man må indirekte drage den slutning, at erhvervelsen af de ufrivillige udvandrere, mere end 70.000 mennesker om året, da slavehandelen var på sit højeste, har krævet et omfattende og velorganiseret produktionsapparat, og at det også langt fra kysten har grebet dybt ind i de afrikanske samfunds liv.

Så at sige ingen i det kristne Europa og Amerika tog afstand fra slavehandelen før i anden halvdel af 1700-t. Blev emnet bragt på bane, knyttedes det som regel til en konstatering af, at slaverne allerede var slaver, når europæerne erhvervede dem, og at de fik bedre vilkår på en amerikansk plantage, end de ville få i Afrika.

Slaveri i Amerika

Der var slaveri i både Syd- og Nordamerika før 1492, men slet ikke i det enorme omfang, det fik med den europæiske kolonisering. De spanske kolonier fra Florida og Californien i nord til Argentina i syd modtog ca. 2,5 mio. slaver fra Afrika, det portugisiske (siden det uafhængige) Brasilien modtog ca. 4 mio. Blandt de øvrige kolonier i Latinamerika og Vestindien modtog de franske ca. 1,6 mio., de britiske ca. 2 mio. og de hollandske ca. 0,5 mio.; Dansk Vestindien modtog ca. 75.000, og den svenske økoloni, det nuværende Saint-Barthélemy, et mindre antal. Flere steder i Vestindien udgjorde slaverne op mod 90% af befolkningen, og i Brasilien var deres andel i 1850 ca. 30%.

Flertallet af afrikanerne blev købt med henblik på arbejde i plantager i de tropiske egne; det gjaldt især dyrkningen af sukkerrør og produktionen af sukker, men slaverne indgik tillige i produktionen af kaffe, kakao, bomuld, indigo m.m. Systemet med slavearbejdssjak gav længe en højere produktivitet, end man kunne opnå ved brug af frie arbejdere, som der ikke var tilstrækkelig mange af, og som man ikke i samme omfang kunne bruge tvang over for. De fleste steder var man således totalt afhængige af slavernes arbejdskraft.

I Bolivia og Peru benyttedes afrikanerne især i sølvminerne, hvor også indianere, der ifølge spansk lovgivning ikke måtte gøres til slaver, arbejdede under lignende forhold (se mita). Et stort antal af afrikanerne og især deres efterkommere var tjenestefolk hos velstående europæere, hvis sociale status bl.a. kom til udtryk ved antallet af slaver i husholdningen. Andre slaver, der var opvokset i kolonierne, oplærtes i håndværk eller arbejdede som havnearbejdere og søfolk.

Lovgivningen, der regulerede slavernes stilling i samfundet og foreskrev straffe for brud på slaveriets snævre rammer, varierede fra kolonimagt til kolonimagt; den engelske lovgivning og retspraksis anses for særlig hård, og den åbnede kun ringe mulighed for opnåelse af frihed selv ved familiære bånd mellem ejer og slave. Det spanske system indeholdt derimod mulighed for frigivelse og frikøb fra slaveriet og anerkendte slavernes ret til at antage den kristne tro. Mod slutningen af 1700-t. var der i mange kolonier opstået en fri befolkning, der var efterkommere af afrikanske slaver og udgjorde en væsentlig andel af plantageejerne og de detailhandlende.

Den skarpe adskillelse mellem slaver og frie og mellem farvede og hvide frie indbyggere i visse kolonier såvel som et højt antal slaver i forhold til antallet af frie indbyggere synes at have spillet en rolle for, hvornår slavesystemet brød sammen. I den franske koloni Saint-Domingue, hvor 0,5 mio. mennesker var slaver, førte et oprør til en årelang konflikt, der endte med slaveriets afskaffelse, Frankrigs nederlag til de tidligere slaver og oprettelsen af republikken Haiti i 1804. Slavernes sejr blev et skrækeksempel for andre kolonimagter og en inspirationskilde for slaver i andre kolonier.

USA

Ca. 600.000 afrikanske slaver blev importeret til det nuværende USA, hvor slaveriet blev en rodfæstet økonomisk, social og politisk institution fra 1670'erne og erstattede import af europæisk arbejdskraft. Ca. 1750 var slaveri anerkendt i alle 13 kolonier og afgørende for agerbruget i Sydstaterne, navnlig for tobaks-, ris- og bomuldsproduktion. Efter USA's selvstændighed i 1776 blev slaveriet ret hurtigt afskaffet i Nordstaterne, men styrkede sin position i Sydstaterne som følge af navnlig bomuldsproduktionen, som blev den store eksportartikel gennem 1800-t. Import af slaver til USA var forbudt efter 1808, men slavebefolkningen tredobledes 1808-60, væsentligst ved naturlig tilvækst. Den udgjorde ca. 4 mio., dvs. 1/3 af befolkningen i Syden. Ca. 75% af slaverne i Syden boede i mindre plantager med under 50 slaver og levede relativt tæt sammen med ejeren og hans familie. Både økonomisk og ideologisk var slaveriet i USA så livskraftigt, at den blodige Amerikanske Borgerkrig (1861-65) skulle til for at afskaffe det.

Slaveriets afskaffelse

Først fra midten af 1700-t. kom slaveri og slavehandel under angreb fra flere sider, fra kvækere og metodister og fra oplysningstidens filosoffer. Adam Smith tog i sit værk An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations (1776) afstand fra slaveriet af økonomiske årsager, mens humanistiske eller religiøse argumenter dannede grundlag for The Abolition Society i Storbritannien, stiftet 1787, og bevægelsen Amis des noirs i Frankrig, stiftet 1788 (se abolitionisme). I spidsen for de britiske abolitionister stod William Wilberforce. Forslaget om forbud mod slavehandel vakte imidlertid voldsom modstand; store økonomiske interesser stod på spil både i Storbritannien, hvis skibe på dette tidspunkt håndterede mere end halvdelen af den amerikanske slaveimport, og i de britiske besiddelser i Vestindien.

Den danske finansminister Ernst Schimmelmann, hvis familie ejede ca. 1000 slaver i Dansk Vestindien, var stærkt påvirket af både de økonomiske og de humanistiske argumenter for en afskaffelse af slaveriet. Hans politik førte til, at Danmark som det første land i Europa i 1792 indførte et forbud mod slavehandel med virkning fra 1803; dermed skulle plantageejerne tvinges til at behandle deres slaver bedre, så de kunne reproducere sig selv. Snart fulgte Storbritannien, USA og Frankrig med forbud gældende fra hhv. 1807, 1808 og 1817. Under pres fra først og fremmest Storbritannien gennemførtes tilsvarende forbud i andre stater med interesser i slavehandelen i løbet af de følgende årtier. Håndhævelsen af forbuddet var dog ofte lemfældig, og især Brasilien og den spanske besiddelse Cuba lukkede øjnene for den illegale slavehandel, der blev drevet af købmænd fra en række europæiske stater og fra Brasilien og Cuba. Man regner med, at mere end 2 mio. slaver eksporteredes fra Afrika endnu efter 1810; heraf blev ca. 200.000 beslaglagt af især britiske patruljefartøjer. Først omkring 1870 rapporteredes der sidste gang om slavetransporter.

Selve slaveriet ophævede Storbritannien i 1833 med virkning i de vestindiske kolonier fra 1834; Sverige fulgte i 1846, Frankrig i 1848, mens den danske generalguvernør Peter von Scholten i 1848 undlod at nedkæmpe et slaveoprør og på eget initiativ erklærede slaveriet for ophørt i Dansk Vestindien. 1823-54 ophævedes slaveriet i de fleste af de nye spanskamerikanske stater, og i USA blev slaveri med den 13. forfatningstilføjelse i 1865 forbudt ved lov. I de spanske kolonier Puerto Rico og Cuba afskaffedes slaveriet først i hhv. 1872-73 og 1886; i Brasilien var der endnu i 1885 over 1 mio. slaver, og systemet blev først ophævet endegyldigt i 1888.

Slaveriets afskaffelse i Amerika i løbet af 1800-t. førte mange steder til etablering af et nyt arbejdssystem, der ved kontrakter bandt arbejderne til arbejdsstedet og fastholdt lave lønninger. Den sociale arv, som slaveriet har påført slavernes efterkommere, er baggrunden for en negativ selvopfattelse og konflikter mellem især sorte, hvide og mennesker af blandet herkomst mange steder i Latinamerika og særlig i Vestindien. I USA gik der omkring hundrede år, før reel politisk indflydelse var sikret for sorte amerikanere, og dybtgående konflikter, fx vedrørende positiv diskrimination, fastholder fortsat opmærksomheden på de mangeartede økonomiske og sociale skader, som slaveriet påførte den sorte befolkningsgruppe.

I Afrika blev den interne slavehandel bekæmpet forholdsvis hurtigt og effektivt, mens kolonimagterne var mere tilbageholdende med at gennemføre en lovgivning, der kunne stoppe slaveriet. Man frygtede, at det kunne medføre sociale forskydninger, økonomisk tilbagegang og politisk uro. En del af kolonimagternes store behov for billig arbejdskraft blev opfyldt af slaver, der blev leveret af afrikanske slaveejere til erstatning for det tvangsarbejde, de selv blev pålagt. Først i 1920'erne indførtes i de fleste kolonier effektiv lovgivning mod slaveri, men det er uvist, i hvor høj grad de tidligere slaver var i stand til at frigøre sig fra afhængigheden af deres tidligere ejere. Også i store dele af den muslimske verden fortsatte slaveriet op i 1900-t., men det internationale samarbejde har begrænset fænomenet i hele verden; i 1890 fik man en international traktat vendt mod slavehandel, og efter 1. Verdenskrig er kampen mod slaveri blevet ført gennem Folkenes Forbund og FN.

Moderne slaveri

Der er imidlertid fortsat millioner af mennesker, der lever som slaver eller under slavelignende forhold. Ifølge FN drejede det sig i 2013 om 25-30 mio. mennesker i en lang række lande. Andre kilder skønner, at tallet er langt højere. I 1983 forbød Mauretanien som det sidste land i verden slaveri, men op mod 600.000 menes i 2000-t. stadig at leve som slaver der. Under Sudans borgerkrige i 1980'erne, 1990'erne og 2000-t. kidnappedes kvinder og børn fra dinkafolket i syd og blev solgt nordpå. Dertil kommer millioner af tvangsarbejdere i fx silkeindustri i Indien, i stenbrud og tobaksindustri i Pakistan og i bl.a. byggeprojekter i Myanmar; i Kina bruges bl.a. politiske fanger som tvangsarbejdere. I Saudi-Arabien importeres kvinder fra ikke-muslimske lande i Asien til slavearbejde, ligesom et stort antal personer fra især Sydasien arbejder under slavelignende forhold i De Forenede Arabiske Emirater og Qatar, ikke mindst i byggesektoren. Kvinder og børn tvinges til prostitution i bl.a. Indien, Pakistan, Thailand, Taiwan, Filippinerne og Tyrkiet. Livegenskab og gældsslaveri findes flere steder, bl.a. i Asien og i Central- og Sydamerika, hvor især indianere ofte reelt er stavnsbundne til en godsejer eller bringes i en påstået gæld, som de aldrig kan arbejde sig ud af.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig