Domesday Book, populær betegnelse for engelsk jordebog udarbejdet 1086-87, hvori Vilhelm 1. Erobreren og hans vasallers gods i hvert enkelt af landets counties på nær de fire nordligste opregnes og beskrives ca. 20 år efter normannernes erobring af England.

For hvert gods er optegnet, hvem der besad det ved erobringen, og desuden indeholder Domesday Book en noget usammenhængende beskrivelse af landets byer, hvor bl.a. London og Winchester mangler.

Hensigten med Domesday Book var at institutionalisere normannernes indførelse af det feudale jordbesiddelsessystem i England og at tilvejebringe et grundlag for administrationen af det normanniske militære skattesystem (servicium debitum).

Jordebogen fik navnet Domesday Book ('Dommedagsbogen') i 1100-t., fordi dens optegnelser ikke kunne appelleres. Den er en hovedkilde til det normanniske Englands historie og til studiet af befolkningsudviklingen i middelalderen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig