Winchester, engelsk købstad 19 km nord for Southampton i Hampshire; 44.700 indb. (2011). Byen ligger i floddalen omkring floden Itchen og var tidligere en vigtig handelsby. I dag er Winchester primært beboet af pendlere til London og Southampton.

Winchester Cathedral er med sine 169 m Englands længste kirke, påbegyndt 1079 i romansk normannisk stil og ombygget i etaper frem til ca. 1500, overvejende i gotisk perpendicular style; dens historie går dog tilbage til 600-t. Kong Knud den Store og hans søn Knud 3. Hardeknud er begravet her. The Hospital of Saint Cross blev grundlagt i 1130'erne og har senromansk kapel fra sidste halvdel af 1100-t.

Winchester var en betydelig by i romertiden og blev kongeriget Wessex' hovedstad i 519 og bispesæde i 600-t. Den var residensby for bl.a. Alfred den Store og Knud den Store, og Vilhelm 1. Erobreren kronedes både her og i London. Derefter aftog dens rolle som kongelig by, men den blomstrede som et center for uldhandel og vævning. Da også det svigtede, var Winchester i 1500-t. blevet en mindre provinsby. Winchester College (1382) er blandt landets fornemste skoler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig