Træl er en nordisk betegnelse for slave. Trældom var udbredt i alle nordiske lande i hedensk tid og i 1000- og 1100-tallet, men ophørte formentlig i Danmark i løbet af 1200-tallet, sikkert på grund af kirkelig påvirkning og omlægning af landbrugssystemet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet træl kommer af oldnordisk þræll, afledning af germansk *þrahan- 'løbe'.

Især i de ældre love bruges ordet anøthighhjon ofte i stedet for træl om slaverne. Vi ved ikke, hvorfor der var forskellige betegnelser for slaverne, og vi kender ikke oprindelsen til ordet anøthigh, men måske beskrev ordet en person, der var blevet taget som slave på et krigs- eller røvertogt, mens trællene var født som slaver.

Man kunne blive træl ved at være født af ufri moder, som straf for tyveri eller ved krigsfangenskab. En træl var i alle henseender undergivet sin herres bestemmelser, ligesom herren var ansvarlig for de retsbrud, som blev begået af trællen. Trældom kunne ophøre ved herrens frigivelse af trællen, eller ved at trællen blev løskøbt.

Trællen i nordisk mytologi

I eddadigtet RígsÞula fortælles det, at Rig (dvs. guden Heimdal) bliver ophavsmand til standsinddelingen i samfundet. Den laveste stand skabes ved, at Rig får sønnen Træl med den pjaltede "Oldemor". Træl er sort i huden, har ludende ryg og bærer tunge byrder.

Digtet legitimerer samfundsforholdene. I oldtiden har trældom været udbredt i alle nordiske lande. Trællen var undergivet sin herre med gensidige bestemmelser. Træl blev man fx, hvis moderen var trælkvinde, som straf og som krigsfange. Fri kunne trællen blive ved at løskøbe sig, eller ved at herren frigav ham.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig