Livegenskab er en tilstand, hvor en person er livegen, dvs. er varigt undergivet en anden persons myndighed, men ikke er slavegjort og normalt ikke kan sælges uafhængigt af den jord, vedkommende er bundet til. Livegenskabet forekommer i to historiske sammenhænge.
Livegenskab kommer af tysk Leibeigenschaft, ordret 'det at en anden ejer ens krop'.
Det første livegenskab blev udviklet i karolingerriget, formentlig i 800- og 900-tallet, hvor det afløste slaveriet. Tidligere slavegjorte fik overladt fæstegårde af deres herre og kunne derefter kun sælges sammen med den jord, de boede på. Livegne kunne dog fortsat ikke forlade deres herres ejendom uden tilladelse, og de havde kun begrænset retshabilitet. Deres herre havde stadig domsmyndighed over dem og ret til arbejde og afgifter. De livegne bønder gjorde som regel hoveri på deres ejeres storgodser. Livegenskabet gik i arv fra mor til barn.
I løbet af 1000-tallet kom også tidligere frie bønder under livegenskab, bl.a. som en følge af udvidelsen af godsejernes domsmagt. Livegenskabet omfattede omkring år 1200 store dele af befolkningen i Nordfrankrig, Vesttyskland og England og et mindretal i Spanien, Italien og Sydfrankrig.
Fra 1200-tallet var storgodsdriften på tilbagetog, og samtidig begyndte også bøndernes retslige stilling at bedres, så livegenskabet blev helt afskaffet i visse områder. Hvor det bestod, blev dets reelle betydning stærkt indskrænket og i hovedsagen reduceret til en afgiftspligt, der påhvilede personen og ikke jorden.
Det andet livegenskab voksede frem i Østeuropa fra slutningen af 1400-tallet og frem til midten af 1600-tallet. Første skridt var, at godsejerne i løbet af senmiddelalderen i stort tal fik domsmagt over deres bønder. Derpå blev bøndernes flytteret først begrænset, siden helt ophævet. Samtidig udbredtes en arbejdspligt, der indebar, at unge livegne var forpligtet til at arbejde som tjenestefolk på herregården eller godsets bøndergårde, mens gifte livegne var pligtige til at gøre hoveri. Både erhvervsvalg og indgåelse af ægteskab krævede herskabets tilladelse.
Det andet livegenskab var knyttet til fremvæksten af storgodser, hvor de livegne bønder gjorde hoveri. Det kom til at omfatte en væsentlig del af bønderne i de østlige dele af Tyskland samt i Polen, Baltikum, Rusland, Tjekkiet og Ungarn.
Livegenskabet blev i 1614 også udbredt til de adelige godser i det meste af Holsten og dele af Sønderjylland. Derimod nåede det aldrig det egentlige Danmark. Det danske vornedskab og stavnsbånd adskilte sig især fra livegenskab ved, at det kun omfattede mænd og ikke var livsvarigt.
Livegenskabet i Østeuropa blev ophævet ved statslig indgriben. I Slesvig og Holsten skete det 1805, i Preussen i 1807. Længst varede livegenskabet i Rusland, hvor det først blev ophævet i 1861.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.