Det tiltagende hoveri førte i flere tilfælde til konflikter mellem godsejere og fæstebønder, som mente, at de nye arbejdsbyrder stred mod, hvad der var vundet hævd for. Det enevældige styre var opmærksomt på problemet, og en regulering af hoveriet blev et vigtigt led i landboreformerne i 1700-tallets senere årtier, da det var en udbredt antagelse, at det ubestemte hoveri var en hindring for bondelandbrugets forbedring. Det i 1768 oprettede landbrugskollegium, Generallandvæsenskollegiet, forlangte i 1769, at alle godser udfærdigede og indsendte hoverireglementer, hvori hver enkelt fæstebondes hoveriydelser var bestemt i art og omfang. Da det viste sig, at godsejerne ikke havde skåret ned på hoveriet, dekreterede J.F. Struensee, der da var kommet til magten, i en anordning i 1771, at hoveriet skulle reguleres i forhold til hartkornet, og at der skulle gives bønderne kvittering for deres ydelser. Efter Struensees fald i 1772 blev avlingshoveriet atter gjort ubestemt ved forordning i 1773; de i 1769 indførte reglementer gjaldt nu kun for småhoveriet.
Den Store Landbokommission, der blev nedsat i 1786 og fik bl.a. til opgave at udfærdige en nærmere bestemmelse af hoveriet. I 1788 udarbejdede C. D. Reventlow en udredning med et forslag til lovbestemmelse af gårdmandshoveriet. Udsigten til nedsættelse af hoveriet opildnede flere steder, især i Østjylland, bønderne til at nægte at yde hoveriarbejde. Amtmændene fik i 1789 mulighed for at idømme strejkende bønder bøder, og i 1791 indskærpedes det, at hoveriet skulle ydes, og at hovbønderne skulle være lydige mod godsejerne, men at hustugt ikke måtte udøves over for gårdfæsteren og hans hustru under hoveriarbejdet.
Ved to plakater, dvs. bekendtgørelser, opfordredes bønder og godsejere senere i 1791 til at indgå frivillige aftaler om omfanget af hoveriet, idet man stillede i udsigt, at staten ville fastlægge hoveriets omfang, hvor en aftale ikke blev indgået. Det skete dog først i 1795, da en jysk og en sjællandsk-fynsk kommission fastsatte hoveriet på omkring 80 godser. Ved en forordning i 1799 blev der givet retningslinjer for hoveriets fremtidige organisation på baggrund af de gennem 1790'erne etablerede aftaler om omfang og karakter. Denne endelige hoveriforordning betød ikke en nedsættelse, men en fastlåsning af hoveriet på det niveau, der var gældende ved udgangen af 1700-tallet. Den omfattede gårdmandshoveriet, mens husmændenes ydelser, betegnet pligtarbejdet, først reguleredes ved en forordning af 1807, der ikke indebar nogen fiksering af arbejdets art eller omfang.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.