hovedgård

Mens betegnelsen gods især anvendes økonomisk, bruges betegnelsen hovedgård om godsejerens (herremandens) standsmæssige bolig, hvortil flere og flere adelsprivilegier med tiden blev knyttet; ud over skattefrihed for den jord, som adelen selv drev, fik standen i 1527 også tiendefrihed (se tiende).

I takt med 1500-tallets godssamling opførtes talrige herregårde som tegn på de adelige godsejeres status og rigdom, og i 1547 fastslog en forordning, at sønner havde fortrinsret til at arve hovedgården, dvs. at døtre måtte nøjes med at få deres arvepart udlagt i det ofte spredte fæstegods.

Meget rige hovedgårdsejere kunne opnå birkeret (se birk), hvis de ejede et helt sogns jord, ligesom hovedgården under enevælden i stigende grad blev centrum for den lokale forvaltning.

Efter enevældens indførelse i 1660 kunne også ikke-adelige eje gods. Med greve- og friherreprivilegierne i 1671 blev det muligt at samle store ejendomskomplekser, som besad en række privilegier, mens oprettelse af stamhuse blev muligt med Danske Lov af 1683, men med indskrænkede privilegier (se grevskab, baroni og stamhus). Mens grever og baroner kunne besidde amtmandslignende funktioner, havde de godsejere, der besad en komplet sædegård, dvs. en hovedgård på mindst 200 tønder hartkorn fæstegods, skatte- og tiendefrihed imod til gengæld at hæfte for deres fæstebønders skatter.

Dertil kom, at alle hovedgårdsejere besad lokal politimyndighed over alle godsets beboere, og at godsejeren, i praksis hans ridefoged, tog sig af skiftevæsen. Med Stavnsbåndets indførelse i 1733 fik hovedgårdsejeren tillige meget stor indflydelse som lokal udskrivningschef.

Mange godsejere "købte" i tidens løb den lokale sognekirke, dvs. modtog kirkens indtægter imod til gengæld at afholde de nødvendige udgifter, og det var et udbredt ønske at opnå kaldsret til sognets præstekald.

Mens hovedgårdenes antal ca. 1500-1800 var ret konstant (700-800), voksede deres samlede areal betragteligt, skønt lovgivningen i princippet forbød, at bondejord blev lagt ind under en hovedgårds drift.

Efter landboreformerne fra slutningen af 1700-tallet mistede hovedgårdsbegrebet gradvis sin betydning, bl.a. da soldaterudskrivningen fratoges godserne i 1788, og da de i 1791 indførte sognefogeder overtog den lokale politimyndighed m.m. Senere bortfaldt de lokale forvaltningsmæssige opgaver.

Mange af de gamle hovedgårdsanlæg betragtes i dag som nationale klenodier. De arkitektoniske historiske bygninger er imidlertid meget vedligeholdelseskrævende, og debatten om deres bevarelse er taget til, i takt med at flere og flere godsejere har fået problemer med at opretholde en rentabel drift.

Mange hovedgårdsbygninger står tomme, idet ejerne er flyttet til tidligere forvalterboliger; nogle hovedgårde er blevet overtaget af familiefonde eller har fået status som museum mv.

• sædegård
• gods
• herregård