adel

I 1500-1600-tallet gennemgik den europæiske adel en større krise, som indebar, at den måtte opgive ældre tiders eksklusive krigerfunktion. Årsagerne var for det første udviklingen på det militære område, hvor ildvåben og massive fodfolksformationer af lejesoldater efterhånden fortrængte den højt specialiserede adelige rytter og dermed forvandlede den europæiske krig fra et adeligt kunsthåndværk til en socialt bredspektret masseindustri; for det andet udviklingen af stærke monarkiske stater, hvis ofte enevældige fyrster trængte adelen bort fra den politiske magt.

Under indtryk deraf valgte adelen næsten overalt at stille sig i monarkernes tjeneste som civile og militære statstjenere for fortsat at sikre høj social status. Eneste markante undtagelse fra denne generelle udvikling var Polen, som reelt forblev en adelsrepublik frem til landets delinger i 1772, 1793 og 1795. I Frankrig led den gamle feudale højadel et afgørende nederlag under oprøret Fronden (1648-53), der blev dens sidste forsøg på at tage kampen op mod den centralistiske kongemagt. Den franske adel var derefter en hof- og tjenesteadel.

Oplysningsfilosofiens sejrsgang i 1700-tallet bidrog væsentligt til at undergrave den privilegerede adels magtstilling. Rationalismen betonede viden og fortjenstfuld indsats som grundlag for politisk indflydelse og socialt avancement. Det stod i direkte modsætning til adelens nedarvede fortrinsstilling, og ikke mindst den oplyste enevælde med dens tanker om principiel lighed for alle undersåtter svækkede adelen.

Disse tanker havde deres udspring i Frankrig, og det var også her, selve adelsbegrebet først blev afskaffet. Dette skete med Nationalforsamlingens erklæring af 4. august 1789 om privilegievæsenets opløsning og feudalsamfundets afskaffelse. Napoleon 1. genindførte ganske vist en ny arveadel og bekræftede i 1814 også den ældre, men uden de gamle forrettigheder.

Skønt adel som standsbegreb gradvis forsvandt i tiden efter Den Franske Revolution, og dens medlemmer i dag må anses for fuldt assimilerede i det borgerlige samfund, har adelsgrupperne alligevel mange steder formået fortsat at bevare en form for adelig identitet i kraft af stærk traditions- og slægtsbevidsthed.

Med Storbritannien som eneste markante undtagelse fulgte de fleste andre europæiske lande snart trop. Den gamle tyske rigsadel forsvandt med Det Tysk-Romerske Riges opløsning 1806, og i takt med at borgerlig-liberale strømninger vandt terræn i 1800-tallet, tømtes adelsbegrebet for reelt indhold.

I Norge brugte Eidsvoll-forfatningen 1814 det ikke, og i 1821 blev alle privilegier endelig afskaffet ved lov. I Tyskland og Østrig forsvandt adelen som særlig stand med Weimarforfatningen 1919; dens medlemmer kunne dog bevare deres adelige titler som en del af døbenavnet.

Adel afskaffedes i Italien med forfatningen 1948, men også her kan adelstitler, der stammer fra før 1922, videreføres som del af døbenavnet. Adel eksisterer stadig i Holland og Belgien, selvom alle forrettigheder forsvandt allerede ved Den Franske Revolution.

I Polen var adelen længe altdominerende gennem sin politiske repræsentation i rigsdagen (Sejm). Principielt var alle polske adelige ligestillede; men der udskilte sig alligevel en højadel (magnateria) fra den lavere, szlachta'en. Sidstnævnte betegnelse anvendtes også om adel som helhed. Den efter 1. Verdenskrig genoprettede polske stat anerkendte ikke eksistensen af en adel.

I modsætning til i Vesteuropa havde den russiske adel (bojarerne) ikke sin oprindelse i feudalismen. Den opstod i middelalderen af vidt forskellige grupper som en ren tjenesteadel og udviklede sig først omkring 1700 til en samlet godsejende stand af statstjenere. Ved Revolutionen 1917 forsvandt såvel adelsbegrebet som adelen fra russisk jord.

Sveriges adel kan formentlig føres tilbage til det middelalderlige landskabsaristokrati. Som samlet stand fremtrådte den første gang på herredagen 1280, og i de følgende århundreder spillede adelen en fremtrædende rolle i landets politiske liv. Først med stændersamfundets formelle opløsning 1866 mistede standen sin politiske særstilling. Forfatningen af 1975 anerkender fortsat adelen, men tillægger den ingen forrettigheder. Standens ca. 28.000 medlemmer styrer nu sine interne anliggender på grundlag af Ridderhusordningen af 1866.

I Finland udgjorde adelen indtil 1906 en særlig stand på Rigsdagen. Efter regeringsreformen 1919 har den ikke mere nogen særrettigheder.

Storbritannien er det eneste europæiske land, hvor højadelen har bevaret en særskilt politisk repræsentation, nemlig i Parlamentets Overhus. Det skyldes, at den britiske adel modsat andre steder aldrig blev en lukket fødselsadel, men stedse er blevet fornyet ved nyadlinger. Derfor spiller adelen som gruppe fortsat en vis politisk rolle i landet.

Fra ca. 1400 søgte man at begrænse tilgangen til adelen for at bevare den skattepligtige jord, og tilgang forudsatte derefter et særligt kongeligt adelsbrev. I praksis var det især højadelens godsfunktionærer, som opnåede adelsbrev, og de modtog i så fald et adelsvåben, som lignede deres tidligere herres. Omkring år 1500 var adelstanden helt adskilt fra de lavere stænder, og som tegn på særlig fornemhed pålagde en forordning af 1526 antagelse af faste slægtsnavne, gerne hentet fra den pågældende slægts våbenmærke.

Årene 1536-1660 betegner kulminationen på adelens politiske magt, som den i konkurrence med kongemagten udøvede gennem det højadelige Rigsråd. Adelens højst 2000 medlemmer udgjorde på denne tid en snæver elite, som til gengæld for den ikke særlig belastende rostjeneste var begunstiget med skattefrihed, havde eneret til at eje frit jordegods og monopol på de højeste og mest indbringende af statens embeder. I princippet stod standens medlemmer lige og nød samme privilegier; men i praksis udskilte der sig efterhånden en lille hovedrig højadelsgruppe, som monopoliserede de indflydelsesrige rigsrådsposter og indbringende statsembeder. Den deraf følgende interne splittelse svækkede adelens politiske stilling og var en af årsagerne til dens magttab i 1660.

Med enevældens indførelse i 1660 ophævedes det kasteagtige præg, som havde karakteriseret den førenevældige adel, og der skete samtidig en væsentlig udvidelse af adelsbegrebet. Den gamle fødselsadel fik nok lov til at bestå — med stærkt beskårne privilegier — men suppleredes med en rangadel.

En væsentlig bestanddel af rangadelen var den såkaldte brevadel, dvs. højtstående borgerligfødte embedsmænd, som ved et kongeligt patent benådedes med adelige rettigheder. Dertil kom et betydeligt antal naturalisationer, dvs. anerkendelse af udenlandsk adelskab som dansk, der normalt blev bekræftet ved udstedelse af et adelspatent.

Endelig indførtes efter kontinentalt forbillede i 1671 en helt ny feudal titeladel med titler som greve, baron eller friherre. Dette skete ofte i forbindelse med oprettelse af grevskaber (mindst 2500 tønder hartkorn.) eller baronier (mindst 1000 tønder hartkorn.), der blev belagt med majoratsbånd, så at de ikke kunne deles ved arv, og som betragtedes som len af Kronen. Dermed opstod en lensadel, hvis omfattende privilegier kunne minde om den førenevældige adels.

Enevældens danske adel var stærkt sammensat og af yderst forskellig oprindelse. I virkeligheden var den kun knyttet sammen af adelsnavnet, og om en stand i førenevældig forstand var der ikke tale. Adelen spillede dog fortsat en fremtrædende politisk rolle i den enevældige stat.

Ved Grundloven (1849) afskaffedes alle forrettigheder i forbindelse med adel, mens selve adelsbegrebet blev bibeholdt. Med Lensafløsningsloven (1919) overgik de bestående majorater, stamhuse, til fri ejendom; men det bestemtes samtidig, at lenstitlerne kunne bestå endnu tre generationer, hvorefter de skulle bortfalde. Der er ikke efter 1849 foretaget egentlige nyadlinger i Danmark, men nok enkelte naturalisationer og efterfølgende anerkendelse af adelig status.

Den nulevende danske adel, som må anses for fuldstændig assimileret i det borgerlige samfund, omfatter ca. 6800 personer (2015), heraf omkring halvdelen i udlandet. Den er sammensat af 187 slægter, hvis adelige status går tilbage til den gamle fødselsadel eller til enevældens rangadel. En samlet ajourført fortegnelse over den nulevende danske adel findes i Danmarks Adels Aarbog, se adelskalender.