riddervæsen

Riddervæsen, samlebetegnelse for kultur og livsformer inden for krigerstanden i middelalderens Vesteuropa.

Med Frankerrigets militærordninger, der skelnede mellem besiddende, der havde pligt til at yde personlig krigstjeneste, og mindre besiddende, der enten gik flere sammen om at stille en person til krigstjeneste eller afløste pligten ved en skattebetaling, lagdes grunden til skellet mellem en fri krigerstand og en ufri bondestand (se adel). I løbet af den tidlige middelalder og højmiddelalderen cementeredes dette skel, da feudalismen medførte en uddelegering af øvrighedsrettigheder til krigerstanden. Sammen med en særlig form for krigsførelse, hvis grundelementer var rustningsklædte ryttere og befæstede borge, blev dette grundlaget for udviklingen af en særlig ridderkultur. Den blev til i 1100-t.s Frankrig, men bredte sig efterhånden til hele Vesteuropa.

Vigtigt for den ridderlige kultur var, at kirken prægede ridderidealet i kristen retning. Det blev en ridders pligt at kæmpe for den kristne tro, beskytte enker og faderløse osv. Det kristne ridderideal udbredtes ikke mindst i forbindelse med korstogsbevægelsen og kom i rendyrket form til udtryk i de særlige gejstlige ridderordener som tempelridderne og johanniterne.

Ridderidealet tematiseredes i de nye litterære genrer, der blev skabt inden for den ridderlige kultur, især ridderromaner og trubadurdigtning. Et særligt element i såvel den ridderlige litteratur som i turneringer og andre ridderspil var den dyrkelse af kvinden, som stadig forbindes med ordet ridderlig.

I løbet af middelalderen skete der en aristokratisering af ridderbegrebet, og i senmiddelalderen var det kun de fornemste adelige, der modtog ridderslaget. Et særligt udtryk for riddernes nye fornemhed var de verdslige ridderordener, som forskellige fyrster indstiftede i senmiddelalderen, fx den engelske Hosebåndsorden, den burgundiske Gyldne Vlies og den danske Elefantorden.

I senmiddelalderen mistede ridderne deres militære førerstilling efter fremkomsten af en ny krigsteknik byggende på landsknægte og skydevåben. Dermed var den egentlige riddertid forbi, men takket være adelens toneangivende stilling i kultur og samfundsliv overlevede dele af riddervæsenets ydre former og nogle af dets idealer til op i 1600-1700-t.

Endnu i dag finder vi relikter af middelalderens ridderlige omgangsformer, fx den fortsatte anvendelse af datidige tiltaler til riddere som hr. og sir.