johannitere

Johannitere, gejstlig ridderorden. Johanniterne var oprindelig en hospitalsorden, der blev grundlagt i Jerusalem med udgangspunkt i Skt. Johannes Døberens Hospital, hvis tidligste kendte dokumenter stammer fra 1113.

Til et broderskab af sygehjælpere i pilgrimmes tjeneste og dets præster sluttede sig ugifte riddere med opgaven at forsvare først Hospitalet, snart derefter som tempelridderne kongeriget Jerusalem mod de vantro, i dette tilfælde muslimerne. De ugifte riddere aflagde munkeløfte om at ville følge Augustinerreglen sammen med de i 1154 paveligt godkendte statutter, og de blev på få årtier de egentligt førende inden for ordenen, anført af en grand maître (stormester).

Ved deres kampe i åben strid og med deres stærke borganlæg udviklede ridderne den nyeste angrebs- og forsvarstaktik. Til forvaltning af det gods, der efterhånden i betydelig mængde blev stiftet over hele Europa, oprettedes priorater med præster og brødre. Ridderne samledes i ordenens centrum, som indtil 1187 var Jerusalem, 1187-1291 Akko, derefter Cypern indtil 1309, da Rhodos erobredes og blev hovedsæde for ordenen, der nu udgjorde den stærkeste flådemagt i det østlige Middelhav.

Ved opløsningen i 1311 af Tempelherreordenen kom store dele af dens besiddelser i johanniternes eje. Efter tabet i 1522 af Rhodos til tyrkerne blev Malta 1530-1798 hovedsæde for den katolske del af ordenen, nu som en suveræn stat. Dens medlemmer bærer derfor navnet malteserriddere (se Malteserordenen), hvorimod johannitere i dag er navnet på den protestantiske gren.

Johanniterne kom til Danmark med grundlæggelsen i ca. 1164 af Antvorskov Kloster. Klostret, som blev stiftet af Valdemar 1. den Store og ærkebiskop Eskil, blev ordenens hovedsæde i Norden; danske huse fandtes bl.a. i Odense, Horsens, Ribe og Dueholm på Mors.