Osmannerriget

Efter Slaget ved Kösedag i 1243 mellem mongolerne og Rumsultanatet blev sultanatet og resten af det ikke-byzantinske Anatolien del af Mongolerriget og fra 1277 af Ilkhanideriget. Vest for Konya, hvor disse riger ikke havde effektiv kontrol, etablerede turkmenere på flugt fra mongolerne i slutningen af 1200-tallet en række små fyrstendømmer, beylik eller emirater, som førte plyndrings- og erobringstogter mod de byzantinske områder og de italienskkontrollerede øer i Det Ægæiske Hav (se ghaziemirater).

Osmannerriget havde sin oprindelse i et beylik, som var grundlagt af Osman 1. i slutningen af 1200-tallet ved Sögüt (nuværende Bilecik). Orkhan Ghazi, der regerede ca. 1326-60, erobrede de resterende byzantinske områder i det nordvestlige Anatolien, og i anden halvdel af 1300-tallet vandt osmannerne fodfæste i Thrakien.

I modsætning til de andre småemirater formåede osmannerne at fortsætte erobringerne og dermed udvide deres resursegrundlag. Deres magt hvilede på erobring, menige ghazier blev lokket med udsigten til plyndring og til at erhverve jord.

I den tidlige ekspansionsfase skete der en betydelig tilflytning af turkmenere fra Anatolien til Thrakien og det østlige Balkan. De turkmenske ledere og i vid udstrækning også den kristne adel belønnedes med arvelige og magtfulde guvernørposter i de erobrede grænseområder.

¹ Før 1300.

Osmannerrigets historie var kendetegnet ved vedvarende krige på tre fronter: 1) Balkan og Centraleuropa, hvor modstanderne var Serbien og Bulgarien, siden habsburgerne, 2) Middelhavet, hvor Venezia søgte at forsvare sine støttepunkter på søvejen til Levanten, og 3) Anatolien, hvor osmannerne søgte at eliminere muslimske rivaler.

På Balkan blev den osmanniske ekspansion fremmet af politisk splittelse. Modstanden bestod af koalitioner af småfyrster og stormænd, som Murad 1. besejrede i to slag, det første ved Maritsafloden (1371), som åbnede vejen for videre fremrykning mod Sofia og Niš, det andet ved Kosovo Polje (1389), en sejr, der konsoliderede osmannernes position som den dominerende magt på Balkan. Herefter anerkendte både den byzantinske kejser og de serbiske fyrster osmannisk overhøjhed. De storstilede togter fortsatte ned i Grækenland og over Balkanbjergene frem til Donau, hvor osmannerne stødte sammen med Ungarn. Et fælles fransk-tysk-ungarsk korstog, der skulle trænge osmannerne ud af Balkan, blev besejret ved Nikopolis i 1396.

I Anatolien indlemmede osmannerne flere mindre emirater. I 1387 havde Murad 1. besejret den vigtigste rival, Karaman-emiratet, og hans efterfølger, Beyazit 1., udstrakte osmannisk overhøjhed til Eufrat. Han kom dermed i konflikt med de egyptiske mamlukker og Timur Lenk, herskeren over Iran og Centralasien. Timur vandt i 1402 ved Ankara en knusende sejr over Beyazit og tvang osmannerne til at opgive erobringerne i Anatolien.

Under Murad 2. blev ekspansionen genoptaget, men osmannerne mødte nu stærkere modstandere. Et angreb på Saloniki førte til den første af en række krige med Venezia, hvorunder osmannernes underlegenhed til søs blev demonstreret, og de måtte opbygge en betydelig og kostbar flådemagt i Middelhavet. På Balkan stødte osmannerne igen sammen med Ungarn. De blev trængt tilbage til Thrakien, indtil Murad 2. vandt en afgørende sejr ved Varna (1444), og et nyt ungarsk angreb blev afvist ved Kosovo i 1448.

I sin første fase havde Osmannerriget bestået af en samling tributpligtige, kristne vasalfyrstendømmer og delvist uafhængige turkmenske krigsherrefamilier, fx Mikhaloghlu i det nordlige Bulgarien, Turahanoghlu i Thessalien, Malkodjoghlu i Bosnien og Evrenozoghlu i Salonikiområdet; deres loyalitet var ikke ubetinget. Militæret var tilsvarende sammensat af hovedsagelig turkmensk kavaleri under grænsebeyernes (se bey) ledelse samt af de kristne vasalfyrsters kontingenter. Som modvægt begyndte sultanerne allerede i slutningen af 1300-tallet at opbygge en professionel, centralt ledet hær, der kom til at bestå af to elementer: janitsharkorpset (se devshirme og janitshar), der oprindelig var rekrutteret blandt kristne krigsfanger, og det tunge sipahikavaleri, som aflønnedes ved tildelinger af timar. En forudsætning var, at sultanen effektivt kunne disponere over jordejendom og skatterne heraf. Opbygningen af militærapparatet hang derfor nøje sammen med bestræbelserne på at centralisere administrationen. Vasalfyrsterne på Balkan og i Anatolien og de magtfulde grænsebeyer blev gradvist fjernet og erstattet af sultanernes egne guvernører. Både administrative og militære poster blev som i andre muslimske storriger besat med, hvad der teknisk set var sultanens personlige slaver. Formålet var at sikre absolut loyalitet og at forhindre etableringen af arvelige magtpositioner, der kunne true sultanens uindskrænkede magt. Fra slutningen af 1400-tallet begyndte sultanerne ligeledes at kodificere og standardisere sædvaneretten og selv lovgive i et omfang, der var enestående i muslimske stater. Centraliseringsbestræbelserne mødte modstand især blandt turkmenerne og udløste en række opstande i begyndelsen af 1400-tallet. I 1500-tallets begyndelse sluttede Anatoliens turkmenere sig i stort tal til den shiitiske safaviyabevægelse.

Ved Mehmed 2.s tronbestigelse indledtes en mere end 100 år lang periode med osmannisk fremgang på alle fronter. Af stor symbolsk betydning både for osmannerne og deres kristne fjender var erobringen af Konstantinopel i 1453. Mehmed 2. erobrede i de følgende år Serbien (1459), Morea/Peloponnes (1460), Bosnien (1463) og Albanien (1468). Krimtatarerne anerkendte Mehmeds overhøjhed i 1475 og gav dermed osmannerne kontrollen over Sortehavet. I Anatolien erobredes det byzantinske kejserdømme Trapezunt (1461), og i 1473 slog han ved Bashkent Ak Koyunlu-riget, der som Timurs arvtagere gjorde krav på Østanatolien. Osmannerrigets grænse blev skudt frem til Eufrat, og den gamle rival, Karaman-emiratet, blev definitivt elimineret i 1474. Indadtil strammede Mehmed kontrollen med administrationen. Selv den øverste leder af administrationen, storvesiren, blev nu udpeget blandt sultanens slaver, og jord tilhørende religiøse institutioner blev konfiskeret og dannede sammen med de erobrede områder grundlag for en udvidelse af sipahikorpset.

Selim 1. Yavuz opnåede i sin korte regeringstid (1512-20) først at sikre østfronten og slå safaviyabevægelsen. Derpå fulgte opgøret med mamlukkerne: Syrien blev erobret ved Slaget ved Dabiq (1516), og Egypten det følgende år. Under Süleyman 1., der regerede 1520-66, blev offensiven i Europa genoptaget. Beograd blev erobret i 1521, og Ungarn blev afgørende besejret ved Mohács (1526), hvorved Osmannerriget kom i konflikt med habsburgerne, som også gjorde krav på landet. Süleyman belejrede forgæves Wien i 1529, men kunne i 1541 indlemme størstedelen af Ungarn i Osmannerriget. På Middelhavsfronten erobredes Rhodos (1522), og via Det Røde Hav blev osmanniske flådeekspeditioner rettet mod portugiserne i Det Indiske Ocean. På østfronten blev Irak, der traditionelt havde hørt til de iranske storriger, erobret i 1539. Ekspansionen fortsatte under Süleymans efterfølgere. Cypern blev erobret i 1570, men osmannerne led året efter et symbolsk vigtigt nederlag til en spansk-venetiansk flåde i søslaget ved Lepanto. Osmannerriget fik dog etableret overhøjhed over Tunis, og Kreta blev erobret 1645-69.

Mod øst forsøgte osmannerne at erobre Georgien, Shirvan og Azarbaidjan fra safaviderne, men uden varige resultater. På fronten i Centraleuropa udløste habsburgsk indblanding i Ungarn og Transsylvanien en langvarig krig, 1593-1606, som endte resultatløst. Endnu en krig mod habsburgerne i 1663-64 endte uafgjort, men Osmannerriget led for første gang et klart nederlag til de kejserlige i et feltslag ved Sankt Gotthard (1664). Til gengæld intervenerede osmannerne med held i området nord for Sortehavet og erobrede Podolien fra Polen i 1672. I 1682 indledtes en storstilet offensiv i Centraleuropa mod habsburgerne. Wien blev belejret i sommeren 1683, men energisk forsvar og en tysk-polsk undsætningshær tvang osmannerne til tilbagetog. Efter et knusende nederlag til de kejserlige ved Esztergom måtte Osmannerriget rømme Ungarn og Transsylvanien. I 1690 var det lykkedes at stabilisere forsvaret langs Sava-Donau-linjen, og osmannerne forsøgte modangreb ind i Ungarn, hvilket endte i katastrofale nederlag (Zalánkamén 1691, Senta 1697), og ved Freden i Karlowitz måtte Osmannerriget acceptere tabet af Ungarn, Transsylvanien, Dalmatien og Podolien. Osmannerne gjorde et generobringsforsøg 1715-18, som igen endte med nederlag, og ved Freden i Passarowitz (nuv. Požarevac) måtte osmannerne afstå Banatet, deres sidste område nord for Donau.

Den osmanniske erobringsmaskine havde nået grænserne for sin formåen. Krigene var opslidende og gav ikke udbytte i form af varige erobringer. Rigets økonomiske fundament var skatten på landbruget, og antallet af skatteydere var begrænset. Store dele af riget var tyndtbefolket; dets samlede befolkning skønnes i 1700- og 1800-tallet at have udgjort omkring 25 mio. (heraf 4,5 mio. i Nordafrika, 3,5 mio. i Egypten, 3,5 mio. i Syrien-Irak-Libanon, 6 mio. i Anatolien og 9 mio. i de europæiske provinser). Der var ingen produktivitetsøgende teknologisk udvikling inden for landbruget, som kunne kompensere for de manglende erobringer. De økonomiske vanskeligheder, som krigene medførte, blev søgt løst gennem skatteforhøjelser og møntforringelser, hvilket førte til inflation og udhuling af sipahisystemet, og dette medvirkede igen til oprør og uroligheder. Udviklingen tvang derfor Osmannerriget til militær og administrativ reorganisering. I løbet af 1600-tallet begyndte afviklingen af sipahisystemet, som erstattedes af skatteinddrivning gennem forskellige forpagtningssystemer, og janitsharkorpset blev suppleret med andre infanterikorps. For at undgå borgerkrige mellem tronkandidaterne blev disse i stigende grad holdt isoleret og besad derfor ikke den militære og administrative erfaring, som sultanerne tidligere havde haft. Deres funktion blev mere symbolsk, og den politiske magt spredtes mellem forskellige grupper; først og fremmest haremet, janitsharkorpsets ledere, storvesirerne og lokale magthavere i provinserne. I løbet af 1700-tallet mistede centralmagten reelt kontrol med provinsen Baghdad og Egypten. Overhøjheden over Nordafrika havde altid været nominel, det samme var tilfældet i de kurdiske områder, og i Anatolien var store områder under lokale stormænds kontrol. I begyndelsen af 1800-tallet havde også Serbien og Moldavien-Valakiet opnået semiautonom status.

I 1700-tallet fik Osmannerriget en ny fjende, Rusland, som ekspanderede sydpå mod Sortehavet og Krimkhanatet. Russiske angreb på Moldavien blev afvist 1711-13 og igen i 1736. Et russisk angreb 1768-74 førte til osmanniske nederlag. Osmannerriget mistede Krim, og en ny krig 1787-92 førte til yderligere territorielle tab nord for Sortehavet, og 1806-12 erobrede russerne Bessarabien.

Nederlagene i 1700-tallet viste, at riget måtte reorganiseres, hvis det skulle overleve, men det mødte modstand fra mange grupper, bl.a. de muslimske lærde og janitsharkorpset. Da janitsharkorpset havde vist sin militære ubrugelighed under oprøret i Grækenland i 1821, kunne Mahmud 2. lade janitsharerne i Istanbul massakrere og påbegynde opbygningen af en moderne hær. Til finansiering af reformen blev provinsadministrationen og skatteinddrivningen effektiviseret, og en ny, liberaliseret civillov for hele riget blev udarbejdet, hvilket indskrænkede de religiøse domstoles beføjelser. I løbet af 1830'erne og 1840'erne genoprettedes kontrollen med Irak og Syrien, der havde været under egyptisk kontrol 1831-40, og de anatoliske lokalfyrster blev elimineret. For at kunne blive i stand til at dække omkostningerne til både Krimkrigen (se Krim) og reformerne begyndte Osmannerriget fra 1854 at optage store lån i Europa, som staten imidlertid ikke kunne afdrage til tiden. Med en udlandsgæld på 200 mio. pund gik Osmannerriget reelt bankerot i 1875 og måtte acceptere international overvågning af sin økonomiske politik.

Reformerne (se Tanzimat) var hovedsagelig en teknisk reorganisering af administration og militær og indebar ikke nogen liberalisering. De formåede ikke at dæmme op for den nationalisme, der i løbet af 1800-tallet vandt tilslutning på Balkan og i mindre grad i de arabiske provinser og i realiteten umuliggjorde rigets fortsatte eksistens.

I anden halvdel af 1800-tallet blev "Europas syge mand" en udbredt betegnelse for Osmannerriget. Det første varsel var det græske oprør 1821-29, som førte til Grækenlands uafhængighed. De nationale bevægelser gav russerne et påskud til indblanding, men de blev i første omgang bremset af Krimkrigen; i 1870'erne brød Osmannerrigets position på Balkan definitivt sammen, efter at Rusland havde interveneret både på Balkan og i Kaukasus. Russerne fik dog ikke lov til at diktere freden. På Berlinerkongressen 1878 foretog de europæiske stormagter en drastisk omfordeling af Balkan på Osmannerrigets bekostning: Bosnien-Hercegovina kom under Østrig-Ungarns administration, Serbien og Montenegro fik tildelt mindre områder, og Bulgarien og Rumænien oprettedes som selvstændige stater. Tilbage i Europa havde Osmannerriget kun Albanien, Vestmakedonien og det østlige Thrakien. De nye stater besejrede osmannerne i Balkankrigen 1912-13, men da sejrherrerne kom i indbyrdes krig om fordelingen af byttet, formåede Osmannerriget at generobre Edirne og Østthrakien.

Reorganiseringen blev i et vist omfang fortsat af Abdülhamid 2., hvis styre dog hovedsagelig huskes for overgrebene på den armenske befolkning i Østanatolien, som var udløst af frygt for, at armensk nationalisme skulle give russerne et påskud til indgriben. Hans despotiske styre fremkaldte modstand blandt "Ungtyrkerne", en gruppe embedsmænd og officerer, som tog magten ved to militærkup i 1908 og 1909 og fortsatte centraliserings- og effektiviseringsbestræbelserne med energi og kompromisløshed. Deres anstrengelser blev dæmpet, men ikke afbrudt ved 1. Verdenskrigs udbrud. For at sikre sin videre beståen mente Osmannerriget sig tvunget til en alliance med Ruslands fjender og indtrådte derfor i krigen på tysk side i oktober 1914. Krigsindsatsen blev en voldsom belastning for rigets resurser, men viste også, at de ungtyrkiske reformer inden for militæret havde været effektive. Den største indsats — og langt de største tab — skete på Kaukasusfronten, hvor osmannerne blev trængt tilbage til Erzurum. For at sikre Østanatolien tvangsforflyttedes i 1915 en stor del af den armenske befolkning. Det anslås, at mellem 250.000 og 500.000 mistede livet pga. sult, kulde og kurdiske overfald. Øvrige fronter omfattede først og fremmest Gallipolihalvøen nær Istanbul, hvor man afviste et britisk invasionsforsøg (se Gallipolikampagnen). Ved krigens begyndelse erobrede briterne Basra, mens Baghdad først blev taget i marts 1917. På Sinai-Palæstina-fronten forsøgte Osmannerriget uden held at angribe Egypten, men formåede længe at afvise britiske angreb. Med Bulgariens fald i 1918 blev forbindelseslinjerne til Tyskland afbrudt, og Osmannerriget indgik våbenhvile med de allierede i oktober 1918.

Sèvresfreden 1920 indebar reelt en deling af Osmannerriget mellem Storbritannien, Frankrig og Grækenland. Hærstyrkerne i Anatolien nægtede at anerkende freden og erklærede 1. november 1922 både regeringen og sultan Mehmed 6. for afsat, og Osmannerriget eksisterede ikke længere. I Østthrakien og Anatolien dannede hæren under ledelse af Kemal Atatürk en ny stat, republikken Tyrkiet.

• Osmannerrigets kunst og arkitektur