Den osmanniske erobringsmaskine havde nået grænserne for sin formåen. Krigene var opslidende og gav ikke udbytte i form af varige erobringer. Rigets økonomiske fundament var skatten på landbruget, og antallet af skatteydere var begrænset. Store dele af riget var tyndtbefolket; dets samlede befolkning skønnes i 1700- og 1800-tallet at have udgjort omkring 25 mio. (heraf 4,5 mio. i Nordafrika, 3,5 mio. i Egypten, 3,5 mio. i Syrien-Irak-Libanon, 6 mio. i Anatolien og 9 mio. i de europæiske provinser). Der var ingen produktivitetsøgende teknologisk udvikling inden for landbruget, som kunne kompensere for de manglende erobringer. De økonomiske vanskeligheder, som krigene medførte, blev søgt løst gennem skatteforhøjelser og møntforringelser, hvilket førte til inflation og udhuling af sipahisystemet, og dette medvirkede igen til oprør og uroligheder. Udviklingen tvang derfor Osmannerriget til militær og administrativ reorganisering. I løbet af 1600-tallet begyndte afviklingen af sipahisystemet, som erstattedes af skatteinddrivning gennem forskellige forpagtningssystemer, og janitsharkorpset blev suppleret med andre infanterikorps. For at undgå borgerkrige mellem tronkandidaterne blev disse i stigende grad holdt isoleret og besad derfor ikke den militære og administrative erfaring, som sultanerne tidligere havde haft. Deres funktion blev mere symbolsk, og den politiske magt spredtes mellem forskellige grupper; først og fremmest haremet, janitsharkorpsets ledere, storvesirerne og lokale magthavere i provinserne. I løbet af 1700-tallet mistede centralmagten reelt kontrol med provinsen Baghdad og Egypten. Overhøjheden over Nordafrika havde altid været nominel, det samme var tilfældet i de kurdiske områder, og i Anatolien var store områder under lokale stormænds kontrol. I begyndelsen af 1800-tallet havde også Serbien og Moldavien-Valakiet opnået semiautonom status.
I 1700-tallet fik Osmannerriget en ny fjende, Rusland, som ekspanderede sydpå mod Sortehavet og Krimkhanatet. Russiske angreb på Moldavien blev afvist 1711-13 og igen i 1736. Et russisk angreb 1768-74 førte til osmanniske nederlag. Osmannerriget mistede Krim, og en ny krig 1787-92 førte til yderligere territorielle tab nord for Sortehavet, og 1806-12 erobrede russerne Bessarabien.
Nederlagene i 1700-tallet viste, at riget måtte reorganiseres, hvis det skulle overleve, men det mødte modstand fra mange grupper, bl.a. de muslimske lærde og janitsharkorpset. Da janitsharkorpset havde vist sin militære ubrugelighed under oprøret i Grækenland i 1821, kunne Mahmud 2. lade janitsharerne i Istanbul massakrere og påbegynde opbygningen af en moderne hær. Til finansiering af reformen blev provinsadministrationen og skatteinddrivningen effektiviseret, og en ny, liberaliseret civillov for hele riget blev udarbejdet, hvilket indskrænkede de religiøse domstoles beføjelser. I løbet af 1830'erne og 1840'erne genoprettedes kontrollen med Irak og Syrien, der havde været under egyptisk kontrol 1831-40, og de anatoliske lokalfyrster blev elimineret. For at kunne blive i stand til at dække omkostningerne til både Krimkrigen (se Krim) og reformerne begyndte Osmannerriget fra 1854 at optage store lån i Europa, som staten imidlertid ikke kunne afdrage til tiden. Med en udlandsgæld på 200 mio. pund gik Osmannerriget reelt bankerot i 1875 og måtte acceptere international overvågning af sin økonomiske politik.
Reformerne (se Tanzimat) var hovedsagelig en teknisk reorganisering af administration og militær og indebar ikke nogen liberalisering. De formåede ikke at dæmme op for den nationalisme, der i løbet af 1800-tallet vandt tilslutning på Balkan og i mindre grad i de arabiske provinser og i realiteten umuliggjorde rigets fortsatte eksistens.
I anden halvdel af 1800-tallet blev "Europas syge mand" en udbredt betegnelse for Osmannerriget. Det første varsel var det græske oprør 1821-29, som førte til Grækenlands uafhængighed. De nationale bevægelser gav russerne et påskud til indblanding, men de blev i første omgang bremset af Krimkrigen; i 1870'erne brød Osmannerrigets position på Balkan definitivt sammen, efter at Rusland havde interveneret både på Balkan og i Kaukasus. Russerne fik dog ikke lov til at diktere freden. På Berlinerkongressen 1878 foretog de europæiske stormagter en drastisk omfordeling af Balkan på Osmannerrigets bekostning: Bosnien-Hercegovina kom under Østrig-Ungarns administration, Serbien og Montenegro fik tildelt mindre områder, og Bulgarien og Rumænien oprettedes som selvstændige stater. Tilbage i Europa havde Osmannerriget kun Albanien, Vestmakedonien og det østlige Thrakien. De nye stater besejrede osmannerne i Balkankrigen 1912-13, men da sejrherrerne kom i indbyrdes krig om fordelingen af byttet, formåede Osmannerriget at generobre Edirne og Østthrakien.
Reorganiseringen blev i et vist omfang fortsat af Abdülhamid 2., hvis styre dog hovedsagelig huskes for overgrebene på den armenske befolkning i Østanatolien, som var udløst af frygt for, at armensk nationalisme skulle give russerne et påskud til indgriben. Hans despotiske styre fremkaldte modstand blandt "Ungtyrkerne", en gruppe embedsmænd og officerer, som tog magten ved to militærkup i 1908 og 1909 og fortsatte centraliserings- og effektiviseringsbestræbelserne med energi og kompromisløshed. Deres anstrengelser blev dæmpet, men ikke afbrudt ved 1. Verdenskrigs udbrud. For at sikre sin videre beståen mente Osmannerriget sig tvunget til en alliance med Ruslands fjender og indtrådte derfor i krigen på tysk side i oktober 1914. Krigsindsatsen blev en voldsom belastning for rigets resurser, men viste også, at de ungtyrkiske reformer inden for militæret havde været effektive. Den største indsats — og langt de største tab — skete på Kaukasusfronten, hvor osmannerne blev trængt tilbage til Erzurum. For at sikre Østanatolien tvangsforflyttedes i 1915 en stor del af den armenske befolkning. Det anslås, at mellem 250.000 og 500.000 mistede livet pga. sult, kulde og kurdiske overfald. Øvrige fronter omfattede først og fremmest Gallipolihalvøen nær Istanbul, hvor man afviste et britisk invasionsforsøg (se Gallipolikampagnen). Ved krigens begyndelse erobrede briterne Basra, mens Baghdad først blev taget i marts 1917. På Sinai-Palæstina-fronten forsøgte Osmannerriget uden held at angribe Egypten, men formåede længe at afvise britiske angreb. Med Bulgariens fald i 1918 blev forbindelseslinjerne til Tyskland afbrudt, og Osmannerriget indgik våbenhvile med de allierede i oktober 1918.
Sèvresfreden 1920 indebar reelt en deling af Osmannerriget mellem Storbritannien, Frankrig og Grækenland. Hærstyrkerne i Anatolien nægtede at anerkende freden og erklærede 1. november 1922 både regeringen og sultan Mehmed 6. for afsat, og Osmannerriget eksisterede ikke længere. I Østthrakien og Anatolien dannede hæren under ledelse af Kemal Atatürk en ny stat, republikken Tyrkiet.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.