Ungtyrker, vestligt orienterede officerer, der styrede Osmannerriget 1908-18. Inden for det osmanniske officerskorps opbyggedes fra 1889 hemmelige politiske foreninger, og 1908 overtog ungtyrkiske officerer magten i Osmannerriget efter at have tvunget sultan Abdülhamid 2. til at anerkende det konstitutionelle monarki og indkalde et parlament. 1913-18 styredes riget diktatorisk af et ungtyrkisk triumvirat, hvor Enver Paşa var medlem.

Ungtyrkernes manglende realpolitiske erfaring bidrog til, at Osmannerriget mistede sit europæiske territorium 1908-12 og blev inddraget i 1. Verdenskrig. Ungtyrkernes tyrkificering af statsadministrationen fremkaldte voldsom modvilje mod centralstyret i Istanbul blandt rigets arabiske eliter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig