Det Ægæiske Hav

Det Ægæiske Hav, Ægæerhavet, Det Græske Øhav, farvandet mellem Grækenland og Tyrkiet. Det afgrænses fra Middelhavet af øbuen fra det sydligste Peloponnes over Kreta til Rhodos og Tyrkiet. Der er forbindelse til Sortehavet gennem Dardanellerne.

Næsten alle de mange øer er græske, og i oldtiden knyttede Det Ægæiske Hav kysternes og øernes bosættelser og kulturer sammen. Forbindelserne fra Middelhavet til Istanbul og Sortehavet og havnebyer som Piræus, İzmir og Thessaloniki har stor betydning, og der er lovende oliefund og et vigtigt fiskeri, bl.a. af svampe. Jordskælv er hyppige i området, hvor der også er vulkanisme; Santorini er den kendteste af de vulkanske øer.

Området ligger hovedsagelig på Den Anatoliske Plade, som bevæger sig langs Den Eurasiske Plade, og der sker udvidelser (ekstensioner) langs pladegrænsen, som forløber fra Dardanellerne til Den Korinthiske Bugt. Kollisionsgrænsen mod Den Afrikanske Plade løber syd for Kreta (se pladetektonik).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig