Santorini

Grækenland. Vulkanøen Santorini (Thera) adskiller sig fra de andre Kykladeøer ved sin særlige geologiske historie og struktur. Øen består af lava og pimpsten; på vestsiden rejser de røde, hvide og sorte vulkanske klipper sig stejlt 300 m op af havet og udgør resterne af den oprindelige kraterrand fra det voldsomme udbrud omkring 1645 f.Kr. Hovedbyen Fira, der blev svært ødelagt ved jordskælv i 1956, ligger på toppen, 600 trappetrin over den lille havneby Skala.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Santorini.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Artikelstart

Santorini, nygræsk Thira, oldgræsk Thera, græsk vulkanø i øgruppen Kykladerne sydligt i Det Ægæiske Hav; 76 km2 og 13.402 indb. (2001).

Santorini danner sammen med de nærliggende øer Thirasia (9 km2 og 268 indb.) og den ubeboede Aspronisi resterne af den tidligere store vulkanøs kraterrand. Øen består af lava, aske og pimpsten i mange farver. Det højeste punkt er Profitis Ilias (566 m).

Det oprindelige krater udgøres i dag af en ellipseformet lagune, en caldera, i hvis midte der findes to ubeboede småøer, Nea og Palia Kaimeni, som er skabt ved senere udbrud. Santorinis vestlige side er domineret af den høje og stejle kraterrand, mens den østlige har flade sand- og stenstrande.

Santorini er lidet frugtbar, og der er mangel på vand, især i sommerperioden med mange turister. Øen er i dag totalt domineret af turisme, som er øens hovedindtægtskilde sammen med brydning af pimpsten samt lidt landbrug og fiskeri. Øen er kendt for sin vinproduktion. Øen har i flere perioder i 1900-t. været brugt som eksilø for politiske fanger.

Hovedbyen Thira også betegnet Fira (2113 indb. 2001) ligger i dag på kraterranden ca. 300 m over havet på øens vestlige side i bunden af lagunen. En stejl trappe og en svævebane fører ned til anløbshavnen Skala.

Syd herfor ligger den nye færgehavn Athinios med skibsforbindelser til Piræus, Kreta og omkringliggende øer. Thira er totalt genopbygget i traditionel kykladisk stil efter et ødelæggende jordskælv 1956.

Der findes både en ortodoks og en katolsk domkirke samt et dominikansk kloster. Et moderne forhistorisk museum er bygget i år 2000 baseret på udgravninger af en forhistorisk minoisk by ved Akrotiri. Sydøst for byen ligger øens internationale lufthavn.

Geologi

Santorini er den eneste aktive vulkan i en øbue, hvor Den Afrikanske Plade ved underskydning (subduktion) føres ned under Den Eurasiske. Den havde i 1900-t. tre udbrud, senest i 1950.

I minoisk tid havde Santorini et meget stort, eksplosivt udbrud, hvorved øen delvis kollapsede og sank i havet. Dette forhistoriske vulkanudbrud ødelagde alt liv på Santorini; flyveaske og store flodbølger ødelagde også store dele af den minoiske kultur, herunder Knossos på den nordlige side af Kreta ca. 100 km syd herfor.

Sagnet om det sunkne kontinent Atlantis, som Platon beskrev, stammer antagelig herfra. Store mængder af aske spredtes over det østlige Middelhavsområde og et markant askelag fra boringerne i den grønlandske indlandsis formodes at stamme Satorinis udbrud.

Baseret på dette askelag er udbruddet dateret til 1645 f. Kr., men det er usikkert, om dette askelag faktisk kan henføres til udbruddet på Santorini. Kulstof 14-dateringer fra 2006 placerer udbruddet noget senere, inden for perioden 1627-1600 f. kr. Disse dateringer er baseret på fundet af et oliventræ, der voksede på Santorini og blev begravet under store mængder aske fra udbruddet.

Historie

På Santorini er der yderst velbevarede rester af en kykladisk by, der blev dækket af et lag vulkansk aske på op til 50 m tykkelse. Den opstod gradvis i 2. årtusinde på en neolitisk bosættelse.

Udforskningen af øen begyndte i midten af 1800-t., og gravninger nær Akrotiri efter pimpsten til Suezkanalens konstruktion førte til, at spor af den forhistoriske by kom til syne. Egentlige udgravninger blev imidlertid først påbegyndt i 1967 af den græske arkæolog Spyridon Marinatos (1901-74).

Marinatos fandt huse i 2-3 etagers højde, der var bygget af ler, tømmer og sten. Husene havde vinduer i både stueetagen og øvre etager, som gav ventilation og lys, men også anvendtes til butiksdiske. Man boede i de øvre etager og havde ofte toilet og bad med dræningssystemer forbundne med et kloaksystem under gaderne, der kunne være brolagte.

Freskoer og fund i husene viser, at nok var byen influeret af den minoiske kultur og senere den mykenske, men den havde en individuel stil. Senere udgravninger har blotlagt en stor Pompeji-lignende by "støbt" i lava og aske. Det samlede byområde antages at være på 30.000 til 200.000 m2.

En ny by blev grundlagt, og fra 600-t. f.Kr. findes rester af en helligdom for Apollon Delfinios og Karnesios på den sydøstlige del af øen. Nærved ligger ruinerne af en by fra ptolemæisk tid, 200-100-t. f.Kr., da Santorini var en vigtig flådebase, men hvis grundlæggelse går meget længere tilbage.

Et stort torv med templer for Athena Polias og Zeus-Dionysos og en stoa er bevaret. Der er også rester af bl.a. romerske bade, et teater og en Demeter-Kore-helligdom. På højen oven over byen er der fundet rester af den ptolemæiske garnison.

Øen har været beboet i forhistorisk tid med nære forbindelser til den minoiske kultur på Kreta. Fra 2000 f.Kr til det store vulkanudbrud i 1600-t f.Kr blomsterede øens handel og kultur, hvorefter den lå øde hen indtil 900 f.Kr, hvor dorerne bosatte sig på øen.

Fra 308 til 145 f.Kr var øen medlem af Det Kykladiske Forbund underlagt de egyptiske ptolemæers herredømme. Øen blev senere underlagt romerne og var i 400-t. e.Kr. en del af det byzantiske imperium.

1207 blev Santorini besat af venetianerne og indlemmet i hertugdømmet Naxos 1336 for senere at blive besat af osmannerne i perioden 1537 til 1829, hvor Santorini blev en del af Grækenland.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig