Kykladerne

Kykladerne, der dækker et areal på 2527 km², udgør sit eget amt. Den administrative hovedby er Ermoupoli på øen Syros, 1800-tallets centrum for dampskibstrafikken i det østlige Middelhav. Øgruppens samlede befolkningstal er på 122.600 (2011).

Kykladerne har et typisk middelhavsklima med varme, tørre somre og milde vintre. Øerne er bjergrige med det højeste punkt på Naxos (Zeusbjerget, der når 1001 m) og en beskeden vegetation.

Geologisk er øerne en del af fastlandets pelagozone og udgør den sydøstlige ende af Attika-Kyklademassivet, der strækker sig ud i Ægæerhavet. Undergrunden består af tertiære, krystalliske bjergarter, sand- og kalksten, metamorfe og vulkanske stenarter. Oprindelig udgjorde Kykladerne bunden af et stort ocean kendt som Tithis. Santorini og Milos er af vulkansk oprindelse, og området er tektonisk ustabilt med jævnlige mindre jordskælv.

Øerne er i dag kendt for den kykladiske arkitektur med små sammenbyggede hvidkalkede huse og kirker i kubistiske former. De tidligere så karakteristiske vindmøller med lærredsejl til maling af korn op oppumpning af vand er stort set forsvundet. I dag findes moderne vindmøller til produktion af el.

På flere af øerne, især Syros og Tinos, er den romerskkatolske kirke udbredt i det ellers ortodokse Grækenland.

Turisme udgør den største indtægtskilde med en omfattende charterturisme til de større øer, hvilket har betydet en delvis afvikling af den traditionelle græske økultur og en betydelig økologisk belastning.

Ca. ¹/₅ af arealet er opdyrket, men den tidligere udbredte terrassekultur er siden 1950-1960'ernes store afvandring forfaldet. Landbruget producerer bl.a. oliven, druer, hvede og citrusfrugter samt en betydelig mængde kød, mælk og ost fra geder og får.

Industrien er beskeden, og de større øer producerer fødevarer, transportudstyr, keramik, træprodukter og beklædning. Der er minedrift, sten- og marmorbrud, hvoraf de større produktioner er smergel og asbest på Naxos, metalmalm (mangan, nikkel, købber, krom, zink, molybdæn) samt kaolin, perlit, pozzolan, pimpsten og bentonit på de mineralrige øer Milos og Santorini. På Andros, Tinos og Paros brydes hvid og grøn marmor.

Øerne var hjemstedet for en af Middelhavets store civilisationer, den kykladiske bronzealderkultur ca. 3200-1100 f.v.t. Senere blev øerne præget af joniske og doriske invasioner. Efter den vulkanske eksplosion på Santorini kom kykladerne fra 1500 f.v.t. under Mykenes kontrol. I det 10. århundrede f.v.t. blev øerne koloniseret af jonerne, og Delos blev det religiøse center for den græske verden. I det 5. århundrede f.v.t. blev øerne underlagt Athen og senere af makedonerne og romerne.

I tiden inder Det byzantinske Rige var øerne i perioder udsat for gotisk, saracensk og slavisk udplyndring. I 1204 blev mange af øerne besat af korsfarerne og overgivet til venetianerne, der opdelte dem i mange små hertugdømmer. Med Konstantinopels fald 1453 til ottomantyrkerne blev de ledende romerskkatolske familiedynastier på øerne underlagt Sultanen.

Efter den russisk-tyrkiske krig 1770 blev en del øer kontrolleret af Rusland for senere igen at blive underlagt Sultanen frem til den græske frihedskrig 1821-1829, hvor de blev en del af den nye moderne græske stat.

Under 2. Verdenskrig var mange af øerne besat af Italien.

• kykladisk kultur
• Det Ægæiske Hav