Naxos, græsk ø i øgruppen Kykladerne centralt i Det Ægæiske Hav; 389 km2, ca. 18.900 indb. (2011). En bjergkæde dominerer øens østlige del med det højeste punkt i Zeusbjerget (1001 m). Øens vestlige side, hvor bosætningen er koncentreret, har mange sandstrande og ligger i læ af øen Paros. Naxos har frodige, kunstvandede dale, hvor der dyrkes oliven, druer, citrusfrugter, hvede og grøntsager. Eksportvarer er smergel, marmor, hvidvin, olivenolie, ost og citronlikør, men turismen er øens vigtigste indtægtskilde. Naxos har en række tempelruiner fx for Dionysos og Demeter, arkæologiske museer, byzantinske kirker og klostre.
Hoved- og havnebyen Naxos med ca. 7000 indb. (2011) ligger for foden af en høj, der domineres af en venetiansk borg fra 1100-t. og den katolske domkirke fra 1200-t. Den gamle bydel er karakteristisk kykladisk med hvidkalkede huse og snævre gyder blandet med venetianske adels- og borgerhuse. Syd for byen findes kilometerlange sandstrande og en moderne lufthavn.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.