asbest

Asbest. Amfibolmineralet tremolit, udviklet til asbest. Mineralet kan, som det ses, spaltes op i tynde, bøjelige tråde. Mineralet er fra Kragerø i Sydnorge. Tværmålet er ca. 5 cm.

.

Tagplader af asbest.

.

Asbest, kommerciel betegnelse for fibre af varieteter af mineralerne serpentin og amfibol. Asbestfibre er tynde og fleksible, har stor trækstyrke og er stabile over for temperaturpåvirkninger. Asbest er ikke brændbart og smelter først ved 1150-1550 °C. Det er modstandsdygtigt over for kemiske og biologiske angreb.

Faktaboks

etymologi:
Ordet asbest kommer af græsk asbestos 'uslukkelig', af a- 'u-' og sbesnnynai, stamme sbes-, 'slukke'.

Asbest har gennem tiderne haft en række anvendelser; det kan fx spindes til garn, som kan forarbejdes til klæde. Ved oldtidens fester blev asbest brugt til servietter, som kunne renses ved at blive kastet på ilden. Asbest er et billigt stof, og dette kombineret med de nævnte gode egenskaber er grundlaget for den anvendelse af asbest, som tog fart mod slutningen af 1800-t.

Asbest anvendes som klæde til beskyttelse mod ild og varme; som papir, tape, pap eller klæde til elektrisk isolering; som klæde til filtrering; som pap, spray eller tæpper til termisk isolering; som sandwich med papir eller pap mellem kobberplader til topstykkepakninger og i blanding med diatoméjord til foringer. Mange produkter fremstilles af asbestcement (eternit®), fx rør, plader og tagplader. Asbestbaserede bremsebelægninger er støbt af en blanding af korte asbestfibre, en fenolharpiks og fyldstoffer.

I de senere år har man bestræbt sig på at erstatte asbest med mindre farlige stoffer, og produktet bliver som regel dyrere, men kan opnå længere levetid. De anvendte erstatninger omfatter fibre af teflon® og andre varmebestandige plasttyper, glas eller keramiske materialer.

Farlighed

Asbestfibre kan have længder fra ca. 30 cm ned til mikroskopiske partikler. Hvis man indånder de små asbestfibre, kan de sætte sig fast i lungevævet, og det kan give lungelidelsen asbestose. Det kan også forøge risikoen for lungekræft, især i forbindelse med tobaksrygning, ligesom det menes at kunne føre til visse andre former for kræft. I Danmark blev anvendelsen af asbest forbudt i 1980, dog blev der givet dispensation til visse virksomheder. Som sundhedsrisiko er asbest primært et arbejdsmiljøproblem, og der findes en detaljeret lovgivning vedrørende arbejde med asbestholdige materialer, herunder nedrivning af bygninger og håndtering af affald.

Da der i 1980'erne blev offentlig opmærksomhed om asbests farlighed, skete der en del uautoriseret nedrivning af bl.a. asbestlofter i institutioner. Utvivlsomt har man herved udløst en belastning, der er langt større, end hvis materialet var blevet siddende.

Mineralogi

Mineproduktion i 1000 ton
1996 2010
Brasilien 170 270
Canada 521 100
Kasakhstan 225 214
Kina 250 400
Rusland 720 1000
Zimbabwe 165 110
andre lande 239 21
i alt 2290 2010

Kilde: Mineral Commodity Summaries 1997 og 2012. United States Department of the Interior. Bureau of Mines.

Asbest findes i mange bjergarter, hvor den er opstået ved metamorf omdannelse af olivin, pyroxener, klorit eller dolomit. Økonomisk vigtige forekomster af asbest findes i bl.a. Canada, Sydafrika og Kina. Endvidere findes asbest i mange skandinaviske og grønlandske bjergarter.

En undergruppe (varietet) af serpentin er hvid asbest (chrysotil), og de øvrige asbesttyper er varieteter af amfibolerne riebeckit (blå asbest, crocidolit), grünerit (brun asbest, amosit), anthophyllit, actinolit og tremolit. Serpentin består af lag af Mg3Si2O5(OH)5; i chrysotil er disse lag rullet sammen til fiberformede cylindre. Amfiboler er opbygget af kæder af Si4O11-grupper, som er årsag til fiberstrukturen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig