Det Byzantinske Rige

Fra Konstantinopels grundlæggelse i 330 til arabernes erobring af Alexandria i 642 fungerede Middelhavsområdet stadig som en enhed. I 500-tallet lykkedes det kejser Justinian 1. at erobre Italien, Nordafrika og Sydspanien, som var gået tabt til germanske fyrster. Hans regeringstid blev politisk, militært, økonomisk og kulturelt et højdepunkt. Men kort tid efter hans død brød de germanske longobarder ind på den italiske halvø og erobrede store dele af den, og i årene før og efter 600 trængte slaviske folkemængder ind på Balkan og besatte praktisk taget hele halvøen. Hertil kom i første halvdel af 600-tallet først en persisk og derefter en arabisk invasion i de østlige dele af riget. Den sidste, som også bragte den nye religion, islam, med sig, ændrede for bestandig de politiske, demografiske, religiøse og kulturelle forhold i Middelhavsområdet, og sammen med den slaviske invasion reducerede den Det Byzantinske Rige til en gruppe spredte besiddelser.

De følgende to århundreder var præget af rigets overlevelseskamp mod araberne og samtidig af stærke indre spændinger. Det lykkedes at bevare herredømmet over Lilleasien og styrke rigets stilling på Balkan dog i konkurrence med den nye bulgarske stat.

Indenrigspolitisk prægedes epoken af striden om brugen af hellige billeder (se billede (religiøse billeder)). De byzantinske kejsere var gennemgående fjender af billeddyrkelsen, som paven i Rom støttede. Billedstriden kom derved til at øge splittelsen mellem det kristne øst og vest.

Omkring midten af 800-tallet var rigets tilbagegang imidlertid slut, idet store administrative omdannelser havde styrket dets økonomi og militærvæsen, og det blev muligt at gå over fra defensiven til offensiven mod araberne. I 900-tallet tilbageerobredes Kreta, Cypern, Kilikien og Antiochia, i 1014-1018 blev det bulgarske rige på Balkan endeligt undertvunget. I 1030'erne gjordes midlertidige erobringer på Sicilien, og i 1045 udvidedes riget mod øst ved indlemmelsen af det uafhængige armenske rige Ani. Dette blev afslutningen på den middelbyzantinske ekspansion. Det Byzantinske Rige var blevet Europas stærkeste militærstat foruden at være den rigeste, og også i Mellemøsten stod riget stærkt efter det arabiske kalifats opløsning.

Kontakten med Vesten blev øget. Den tysk-romerske kejser Otto 2. var gift med en byzantinsk prinsesse, som efter hans død styrede det vestlige kejserrige som formynder for deres umyndige søn. Også båndene til Venedig blev styrket ved ægteskabsforbindelser.

Den ortodokse mission blandt slaverne i anden halvdel af 800-tallet styrkede indflydelsen i det østlige Europa. Missionens største triumf var Ruslands overgang til kristendommen i 988, hvorved en stærk og farlig modstander forvandledes til en alliancepartner. Kulturelt var epoken en blomstringstid; i arkitekturen indledte korskuppelkirken en ny udvikling, som siden har præget ortodoks kirkebyggeri; og byzantinsk kunsthåndværk var eftertragtet i hele Europa.

Den største fare for riget omkring midten af 1000-tallet var i virkeligheden dets succes, som havde ført til en slækkelse både af finanspolitikken og militærpolitikken. Hoffet slugte stadig flere resurser, og centralmagtens stærke greb om lokalsamfundene svækkedes. De lokale stormænd udvidede deres godser og indflydelse på bekostning af skatte- og soldaterbønderne. En anden begivenhed, som skulle vise sig skæbnesvanger på længere sigt, var bruddet mellem patriarken af Konstantinopel og paven i Rom i 1054, som førte til den endelige opsplitning af kristenheden i en romerskkatolsk og en græskortodoks sfære.

Både hær og flåde fik lov at forfalde, og i 1071 vandt de tyrkiske seldsjukker ved Manzikert i Armenien en stor sejr, som blottede Lilleasien. Samtidig erobrede normannerne rigets sidste støttepunkt i Syditalien, og Alexios 1. Komnenos' alliance med Venedig mod normannerne i 1081 blev dyrt købt med vidtgående handelsrettigheder og en væsentlig forringelse af rigets toldindtægter.

I 1095 appellerede Alexios 1. til pave Urban 2. om hjælp fra Vesten. Den kom i form af det 1. korstog, som ganske vist førte til en formindskelse af den seldsjukkiske trussel, men samtidig til etableringen af potentielt fjendtlige kristne stater ved rigets sydgrænse.

Alligevel genvandt riget under Alexios 1. meget af sin prestige og storpolitiske betydning. Det rige Konstantinopel havde stadig en stor tiltrækningskraft og blev bl.a. besøgt af den danske kong Erik 1. Ejegod i 1103 og den norske kong Sigurd 1. Jorsalfar i 1111.

Fremgangen kulminerede under Manuel 1. Komnenos. Han var en dristig og initiativrig kejser, som styrkede rigets indflydelse på Balkan over for den nye regionale stormagt Ungarn, vandt overherredømmet over korsfarerfyrstedømmet Antiochia og satte det besværlige Venedig på plads gennem handelssanktioner. En tid så det endog ud til, at riget skulle genvinde sin indflydelse i Italien i forbund med paven og befolkningen i Rom mod den tysk-romerske kejser Frederik 1. Barbarossa, men i 1177 lykkedes det Venedig at bringe paven og kejseren sammen i et forbund. Hermed faldt den omhyggeligt opbyggede byzantinske storpolitik sammen, og initiativet gik over til rigets fjender.

Manuel 1.s død blev også afslutningen på dynastiets omhyggelige familiepolitik, som gik ud på at binde de store slægter sammen. Den sidste Komnenos, Andronikos 1., var en blodig og utilregnelig hersker, der blev styrtet 1185 af Isak 2. Angelos. Normannerne erobrede midlertidigt rigets næststørste by, Thessaloniki, og Cypern rev sig løs. Omkring år 1200 var riget i en tilstand af fremadskridende opløsning. Årsagen var nok, at riget i stigende grad var blevet en feudalstat, domineret af stormandsslægter både centralt og lokalt. Situationen blev udnyttet af hovedfjenden Venedig, som 1203 fik dirigeret det 4. korstog mod Konstantinopel i stedet for mod Jerusalem. Året efter erobrede og plyndrede korsfarerne byen.

Korsfarerne oprettede et romerskkatolsk kejserrige ved navn Romania på Det Byzantinske Riges ruiner. Det skulle være et feudalt mønsterrige med megen magt til storvasallerne og kun ringe magt til kejseren. Venedig satte sig forlods på ³/₈ af både riget og hovedstaden, men ellers domineredes det af franskmænd og fransk sprog. Efter nogle protester havde paven, Innocens 3., bøjet sig for de fuldbyrdede kendsgerninger og godkendt det nye kejserrige, som principielt blev betragtet med sympati i det katolske vestlige Europa. I praksis blev de latinske kejsere imidlertid for det meste overladt til sig selv, og deres magt blev stadig mindre.

Det var aldrig lykkedes korsfarerne at få kontrol med hele rigsterritoriet. Tre steder blev der grundlagt byzantinske eksilriger, to "kejserriger" i Lilleasien, Nikæa og Trapezunt, og et "despotat" på Balkan, Epiros. Nikæa lå tættest ved Konstantinopel og beherskede det vestlige Lilleasien; i 1261 erobrede det næsten uden sværdslag Konstantinopel fra latinerne. Senere blev også store områder på Balkan tilbageerobret. Trapezunt i det nordøstlige Lilleasien blev aldrig andet end en regional magt, men var handelsmæssigt og strategisk velplaceret og overlevede helt frem til 1461. Despotatet Epiros gik derimod til grunde i 1300-tallet.

Efter tabet af Konstantinopel i 1261 søgte Vesten igen at bringe byen på latinske hænder. Derfor måtte kejseren, Michael 8. Palaiologos, udfolde et vidtforgrenet diplomati, som spændte over hele Middelhavsområdet. En konflikt mellem de to store handelsrepublikker, Genova og Venedig, lettede opbygningen af Det Byzantinske Rige i denne periode, men i 1299 sluttede de to republikker fred, hvilket afgørende svækkede kejsernes manøvremuligheder.

Michael 8. blev grundlæggeren af dynastiet Palaiologos, det sidste byzantinske dynasti og et af de længst varende. I 1321-1354 rasede borgerkrige mellem medlemmer af kejserfamilien; det kom til at gavne rigets naboer, først serberne og derpå osmannerne, som efter at have slået serberne i 1371 blev den nye dominerende magt på Balkanhalvøen. På dette tidspunkt var der ikke meget tilbage af Det Byzantinske Rige: Der var hovedstaden med nærmeste opland, Mistra på Peloponnes og nogle øer i Ægæerhavet samt byen Filadelfia, der lå isoleret langt inde i Lilleasien. Reelt var Det Byzantinske Rige nu en tributpligtig vasalstat under den osmanniske sultan; kejseren måtte endda hjælpe osmannerne med at erobre Filadelfia i 1390. Nu var rigets eneste forsvar i virkeligheden kun hovedstadens stærke mure.

Det Byzantinske Rige fik en smule respit, da dets fjende sultan Beyazit 1. blev besejret af den mongolske hersker Timur Lenk ved Ankara i 1402. Men fra 1421 førtes der igen en aggressiv osmannisk politik over for Det Byzantinske Rige. Derfor appellerede man om hjælp fra Vesten, og flere gange rejste kejserne personligt til Vesteuropa. I 1439 indgik kejser Johannes 8. endog en aftale med paven om at indordne den græskortodokse kirke under romerkirken. Men et undsætningsforsøg endte i 1444 med nederlag mod osmannerne ved Varna, og da sultan Mehmed 2. i 1451 indledte storstilede forberedelser til Konstantinopels erobring, havde kejseren ud over en fåtallig befolkning kun et mindre antal vestlige tropper at støtte sig på.

Den 29. maj 1453 erobrede sultanen byen, blandt andet støttet af sit kraftige artilleri, og gjorde den til hovedstad i sit eget rige.

På Peloponnes fortsatte det græske delrige, der havde Mistra som hovedstad, endnu nogle år, men i 1460 indtog sultanen også denne kejserdynastiets sidste besiddelse. I 1461 rundede han likvideringen af Det Byzantinske Rige af med erobringen af det lille kejserrige i Trapezunt.