Vulkanøen Santorini (Thera) adskiller sig fra de andre Kykladeøer ved sin særlige geologiske historie og struktur. Øen består af lava og pimpsten; på vestsiden rejser de røde, hvide og sorte vulkanske klipper sig stejlt 300 m op af havet og udgør resterne af den oprindelige kraterrand fra det voldsomme udbrud omkring 1645 f.v.t. Hovedbyen Fira, der blev svært ødelagt ved jordskælv i 1956, ligger på toppen, 600 trappetrin over den lille havneby Skala.

.

Fira er hovedbyen på den græske vulkanø Santorini. Byen, der har 2113 indbyggere, (2001), ligger i dag på vulkanens kraterrand ca. 300 m over havet på øens vestlige side i bunden af en lagune. En stejl trappe og en svævebane fører ned til anløbshavnen Skala.

Faktaboks

Etymologi

Bynavnet er en lokal dialektal udtale af byens alternative navn Thira, som også er det nygræske navn på hele Santorini, en udvikling af det antikke oldgræske Thera.

Også kendt som

Thira

Syd for Fira ligger den nye færgehavn Athinios med skibsforbindelser til Athens havneby Piræus og til Kreta og de omkringliggende øer. Fira er totalt genopbygget i traditionel kykladisk stil efter et ødelæggende jordskælv i 1956.

Der findes både en ortodoks og en katolsk domkirke samt et dominikansk kloster. Et moderne forhistorisk museum blev bygget i år 2000 baseret på udgravninger af en forhistorisk minoisk by ved Akrotiri.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig