minoisk kultur

Minoisk kultur, Kretas bronzealdercivilisation, ca. 3100/3000-ca. 1100 f.Kr., en af de mest veludviklede i antikken og samtidig en af Europas første større civilisationer. Navnet skyldes den britiske arkæolog Arthur Evans; han havde på seglsten fundet på øen set en billedskrift, som var forskellig fra egyptiske hieroglyffer. Han mente, at skriften var ældre end fønikisk og derfor den ældste i Europa, og hans ønske om at studere den højt udviklede civilisation, der anvendte denne skrift, førte ham til en systematisk udgravning af paladset i Knossos fra 1899. Han ville gerne forbinde paladset med den mytiske kong Minos og gav derfor civilisationen navnet minoisk og kaldte folket minoere.

Overgangen mellem neolitisk tid og bronzealder, ca. 3000 f.Kr., viser kontinuitet i keramikteknologi, værktøj, byggeteknik og byggeformer. Samtidig introduceredes nye keramikformer og dekorationsteknikker, de første tholosgrave blev bygget, og metal sporadisk anvendt. Samfundet ændredes gradvis, og befolkningstallet steg. Kreta fik flere kontakter udadtil, hvilket er kendetegnende for den minoiske civilisation, der havde en systematisk og vedvarende kontakt med det øvrige ægæiske område og Nærorienten.

Den minoiske kultur er blevet inddelt i tre perioder, tidlig-, mellem- og senminoisk tid. På tværs af disse opereres med følgende inddeling: førpaladstid, tidlig paladstid, sen paladstid og postpaladstid. I førpaladstid, 3000-2000 f.Kr., var samfundet organiseret i slægtsgrupper, der boede i bosættelser af bymæssig karakter. Karakteristisk for perioden er gravarkitekturen med store tholosgrave og cirkulære grave, som især findes på den centralt beliggende Mesaraslette. Gravene anvendtes klanvis, og de døde blev begravet med værdifulde gaver som smykker af guldblade og pragtfulde stenvaser.

I tidlig paladstid, 2000-1700 f.Kr., skete en gradvis ændring af samfundet til et højere kulturelt og økonomisk udviklet system. De første monumentale minoiske paladser blev bygget i allerede eksisterende byer, Knossos, Phaistos, Mallia, Archanes og muligvis Zakros. Med undtagelse af Archanes lå alle ved havet med adgang til et rigt fladt bagland. Paladserne spillede en vigtig rolle i øens økonomi og administration; de var endvidere centrum for det religiøse liv. I denne periode blev grave arrangeret i nekropoler med imponerende gravmonumenter.

Øen havde fred, beskyttet af den minoiske flåde, hvilket resulterede i ubefæstede paladser og byer. Kontakter til fremmede lande blev talrigere, og kolonier og handelsstationer grundlagdes i det mediterrane område, bl.a. på flere af de ægæiske øer såsom Kithera, Milos, Kea og Santorini (oldtidens Thera), men også i Lilleasien, fx i Milet.

De første skriftformer stammer fra denne tid og blev først og fremmest anvendt i paladsadministrationen. Det var flere former for hieroglyfskrifter, som bl.a. ses på den berømte Phaistos-skive, og Linear A-skriften. Ingen af disse skriftformer er endnu blevet tydet.

Ca. 1700 f.Kr. ramte et jordskælv Kreta og ødelagde de gamle paladser. Yderligere katastrofer ramte øen, bl.a. et jordskælv i anden halvdel af 1600-t. f.Kr., hvilket muligvis skal forbindes med vulkanen Theras udbrud. Nye og endnu mere strålende paladser blev dog snart bygget; disse markerede en ny tidsalder, Kretas guldalder, der varede ca. 1700-1400 f.Kr. og kaldes sen paladstid. Paladserne dannede i denne periode rammen om en administration med et strengt hierarki og med den politiske og religiøse magt koncentreret hos én person, præstekongen. Lokale herskere kontrollerede dele af øen fra deres overdådige residenser, men var afhængige af kongen. I denne periode byggedes en række veje på øen, og havne blev etableret som baser for minoernes magt til havs, thalassokratiet. I egyptiske grave fra denne tid ses kretensere, der kommer med gaver til kongerne, som kaldte dem keftiu.

Ca. 1450 f.Kr. ramte endnu en katastrofe de minoiske paladser, villaer og byer, som brændte. Der er flere teorier om årsagen hertil. En teori er, at Kreta blev invaderet af en mykensk stamme, achaierne. En anden bygger på det faktum, at Knossos ikke blev ødelagt, hvilket kunne tyde på, at kongen i Knossos lod de andre paladser ødelægge for at få magten på hele øen. Da mykenerne, lokket af Kretas velstand og strategiske placering, kom til øen i begyndelsen af 1300-t. f.Kr., behøvede de derfor kun at erobre ét palads. Kreta blev herefter en del af den mykenske verden. Denne periode, ca. 1400-1100 f.Kr., kaldes postpaladstiden. I Knossos etableredes et nyt administrativt system, som betjente sig af en anden skrift, Linear B. Denne skrifttype har sin oprindelse i Linear A, men sproget, der benyttedes i skriften, var en græsk dialekt.

Ca. 1100 f.Kr. indtraf en ny katastrofe, muligvis igen pga. invasion udefra, og Kreta affolkedes. Immigranter fra det græske fastland kom til øen med nye skikke og den doriske dialekt. En gruppe af øens indfødte, som blev kaldt eteokretensere, flygtede op i bjergene, hvor det i en periode lykkedes dem at fastholde de minoiske skikke og sprog. Langsomt blev Kreta dog en del af den hellenske verden.

Kretas beliggenhed mellem tre kontinenter med hver sin kultur og dog langt fra dem tillod udviklingen af en autonom og original kultur, som stadig fascinerer. Paladserne, der i det store hele var bygget efter den samme arkitektoniske og labyrintlignende plan efter model af Knossos, var enorme fleretagers bygninger anlagt omkring en central rektangulær gård med de vigtigste rum på første etage. Karakteristiske træk var store haller, monumentale trapper, lysskakter, dræningssystem med lerrør og anvendelse af søjler til at skabe imponerende indgange og kølige søjlegange. Store områder var reserveret lagerrum med mandshøje krukker, pithoi, hvilket understreger paladsernes økonomiske rolle. Uden sidestykke på så tidligt et tidspunkt er de såkaldte teaterområder med rækker af siddepladser, der sandsynligvis var beregnet til tilskuerne ved religiøse optrin.