hieroglyffer

Hieroglyffer, skrifttegn, der tager udgangspunkt i billedsymboler; ordet bruges især om det ældste og vigtigste af de oldegyptiske skriftsystemer, der efter traditionen skal være opfundet af Thot, gud for skrivekunsten. Denne skrift består af stiliserede billeder (prototyper) af mennesker, dyr og genstande. En og samme hieroglyf kan være bærer af forskelligt informationsindhold og fungere dels som ideogram, dvs. billed- eller begrebstegn, dels som fonogram, dvs. lydtegn. Se Egypten i oldtiden (skrift).

Som fonogram harfx lydværdien irt 'øje'. Efter rebusprincippet får tegnet herefter lydværdien ir, som eksempelvis bruges til at skrive udsagnsordet iri 'at gøre'. Som fonetisk tegn bruges også i ordet maa 'at se' og som billedtegn i ord med betydningerne 'blind', 'vågen', 'græde'. I sådanne tilfælde tjener tegnet på én gang til at tydeliggøre det grafiske billede og påvirke ordets betydningsindhold. Ordet , egyptisk sr, får således tilføjet hieroglyffen for at udtrykke ordets fulde indhold 'forudse'. Tegnene er på den måde et udtryk for egypternes klassifikation af deres univers. I de første to årtusinder anvendtes knap 1000 tegn; i sentiden førte bl.a. den bevidste ikoniske anvendelse af tegnene til en voldsom forøgelse af deres antal. Se også demotisk.

Hieroglyflignende tegn kendes også fra andre kulturer. Den tidligste sumeriske skrift fra ca. 3200 f.Kr. er et eksempel. Protoelamisk fra det sydvestlige Iran fra ca. 3000 f.Kr. bestod af adskillige hundrede symboler, men skriften er ikke tydet. Også kinesiske skrifttegn er i deres oprindelse billedtegn.

På Kreta benyttedes hieroglyffer omkring 2000 f.Kr. som forløber for linear A og B, og fra Lilleasien og tilgrænsende områder kendes hieroglyfindskrifter på luvisk. Fra tiden omkring Kristi fødsel kendes hieroglyffer også i mesoamerikansk skrift fra Mayakulturen.