Balkan

Balkan danner grænse mellem Det Eurasiske og Det Afrikanske Kontinent. Mellem dem ligger mikrokontinentet Adria, som tidligere er løsrevet fra Afrika. Kollision mellem disse tre lithosfæreplader bevirker, at Balkan er et af de seismisk mest aktive områder i Europa med over 1000 årlige jordskælv, hvoraf dog kun 3-4 er relativt kraftige.

Halvøen består af flere bjergkædesystemer. I nordvest De Julijske Alper, som fortsætter i Dinariderne, hvis vestligste foldebjerge danner Dalmatinerkystens karakteristiske langstrakte, parallelle øer. I disse bjerge findes karstlandskaber, som er områder, der er præget af erosion og opkaldt efter landskabet Karst på halvøen Istrien. Fra Shkodrasøen, Balkans største, fortsætter Helleniderne med bl.a. Pindosbjergene gennem det vestlige Grækenland over Peloponnes, Kreta og øgruppen Kykladerne.

I den østlige del af Balkan ligger de uregelmæssige Rodopibjerge, og mod nordøst Balkanbjergene med Sjipkapasset, der afgrænser halvøens bjerglandskab mod Donausletten. De vestlige bjergkæder består hovedsageligt af kalksten, marmor og fyllit, dvs. helt eller delvis omdannede bjergarter, som i Mesozoikum (245-65 mio. år) blev aflejret langs randen af Det Eurasiske Kontinent. Under den alpine foldning i Tertiær blev aflejringerne ved sammenstødet med Adria skubbet op og foldet ind over dette. Helleniderne er i modsætning til Dinariderne blevet foldet op, ved at havbunden i Det Joniske Hav er ført ned under Den Eurasiske Lithosfæreplade ved subduktion. Derved opstod en aktiv vulkansk øbue fra Methana på Peloponnes over Milos og Santorini til Nisiros og Kos. Samtidig med opfoldningen blev der øst for foldebjergene dannet flere bassiner ved oceanbundsspredning, ledsaget af vulkansk aktivitet. Balkanbjergene blev sammen med Karpaterne dannet ved en alpin foldning i forbindelse med, at en del af Det Eurasiske Kontinent ved Adrias bevægelse mod nordvest blev presset mod øst. Balkans ældste bjerge, Rodopibjergene, hvori der indgår rester af ældre hercyniske gnejser og granitter, er dannet under den kimeriske foldning (Sen Trias-Tidlig Kridt) som en fortsættelse af foldebjerge i det nordlige Lilleasien og Kaukasus.

Balkans folkeslag udviser fællestræk, bl.a. inden for et traditionelt storfamiliemønster, i musik og dans samt inden for materielt bestemte traditionelle erhvervskulturer som fx nomadedrift (transhumance). Området er ellers præget af sproglig, religiøs og kulturel mangfoldighed, hvilket viser sig i de mange statsdannelser og en lang række etniske grupper, der ofte er spredt over flere lande. Visse folkeslag udgør befolkningsflertal i ét land og mindretal i flere andre. Det gælder fx albanere og makedonere. Andre er spredt i små grupper, fx ungarere, armeniere og tyrker.

To tredjedele af Balkans befolkning er sydslavere (bulgarere, kroater, bosniere, montenegrinere, serbere og makedonere), defineret som sprogligt beslægtede nationer. Foruden det græske og det albanske sprogområde rummer Balkan en mindre del af det tyrkiske og det rumænske. Hertil kommer en række sproglige mindretalsgrupper som fx aromuner (vlakkere), tyskere og ungarere. Se også balkanlingvistik.

Den ortodokse kirke er den dominerende statslige religion; den er opdelt i flere nationale kirkesamfund med hver sit overhoved. Befolkningen i Kroatien er dog overvejende romerskkatolsk, mens den troende befolkning i Albanien fortrinsvis er muslimsk. I Bosnien-Hercegovina er der dels en stor gruppe muslimer, dels græskortodokse serbere og romerskkatolske kroater. Dertil kommer et mindretal af slavisktalende muslimer i Bulgarien (pomakker), Grækenland og Makedonien.

Balkanhalvøen er præget af placeringen mellem Orienten og Occidenten, kombineret med en særegen geografi; sletterne mod nord og de smalle stræder mod øst til Lilleasien har været adgangsveje for talrige folkeslag og hære. Selvom området ikke udgør en politisk, økonomisk eller kulturel helhed, findes der fællestræk i mangfoldigheden. Fællestrækkene er hovedsagelig resultatet af de perioder, da bystater, stammer og småriger blev samlet i imperier.

Balkans urbefolkning har ikke efterladt sig spor; de kendes først fra den indoeuropæiske indvandring i 1000-tallet f.v.t. Specielt fra 600-tallet f.v.t. spredtes græske byer langs kysterne, mens det vanskeligt fremkommelige indre var præget af græsk-"barbarisk" blandingskultur.

Romerne ekspanderede fra 200-tallet f.v.t. og endte med at beherske hele Balkan; den befæstede grænse gik langs Donau, men også nordligere områder var indlemmet. Balkan integreredes i det romerske administrative system; romernes veje, byer og garnisoner kan stadig genfindes, og syntesen mellem græsk og romersk kultur viste sig frugtbar.

Efter rigsdelingen i 395 e.v.t. blev Balkanhalvøen del af Det Byzantinske Rige. Donaugrænsen kunne ikke forsvares under folkevandringer og slaviske indvandringer; fra 500-tallet blev Byzans mindre, selvom slaviske hære dog til tider blev slået tilbage. Særlig betydning fik det, at de slaviske folk prægedes af den græsk-byzantinske civilisation gennem en aktiv kristendoms- og kulturudbredelse. Men opløsningstendenserne vandt over den byzantinske centralisme, og nye riger dannedes, bl.a. bulgarske, bosniske og serbiske foruden frankiske korsfarerriger.

Den sidste samling foregik under de tyrkiske osmanneres erobringer, som begyndte i midten af 1300-tallet og var tilendebragt i første halvdel af 1500-tallet. Det osmanniske herredømme indebar med forflytninger og islamisering en omfattende forandring i den etniske og religiøse sammensætning. Osmannerriget svækkedes i løbet af 1700-tallet, mens en rivalisering med det habsburgske og russiske imperium stod på, og gik i stigende grad i opløsning i 1800-tallets krige med nationale løsrivelsesbevægelser og europæiske stormagter.

Balkan har siden ca. 1875 været præget af både politisk uro og splittelse, fx under Balkankrigene i 1912-1913. De nye nationalstatsgrænser efter 1. Verdenskrig skabte ikke stabilitet i området, da landenes gensidige fjendtlighed og mindretalsproblemerne var betydelige. 2. Verdenskrig medførte ikke større grænseændringer; de kom først, da Balkans mangfoldighed af nationaliteter og etniske grupper i 1990'erne viste sit konfliktpotentiale under opløsningen af Jugoslavien.

• balkansk musik
• balkansk dans