Donau

Efter åbningen af Main-Donau-kanalen i 1992 og siden liberaliseringen af handelen i Østeuropa efter 1989 har Donaus betydning for godstransporten været stigende.

Donau kan besejles til Ulm sydøst for Stuttgart, en strækning på 2580 km; men kun de nederste 2425 km, dvs. stykket fra Kelheim, hvor Main-Donau-kanalen munder ud, til udløbet, har betydning for godstransporten og kan besejles af de såkaldte Europabåde på 1350 t, idet der er en garanteret mindstedybde på 2¹/₂ m.

Det har været nødvendigt at bygge talrige sluser for at sikre skibsfarten på dette nederste stykke, ligesom der ved Turnu Severin ved grænsen mellem Rumænien og Serbien er bygget en dæmning til sikring af tilstrækkelig vanddybde i Ungarn.

Rumænien og Jugoslavien byggede i forbindelse med anlæggelsen af et vandkraftværk den store Djerdap I-dæmning 1964-72. Den er 1278 m lang, 448 m bred ved bunden og 40 m høj. Ved hver flodbred er der en dobbeltsluse. Sluserne er 310 m lange, 34 m brede og 4½ m dybe. Opdæmningen af vandet betød, at vandstanden steg 100 km op ad floden, og 26 landsbyer blev oversvømmet.

Djerdap 2-dæmningen eller Prahovo-dæmningen blev bygget 1977-84. Også den har sluser.

De to Djerdap-dæmninger har givet bedre besejlingsforhold gennem den del af Donau, som kaldes Jernporten. Her løber Donau mellen stejle bjerge i en 130 km lang kløft. Tidligere var besejlingen her vanskelig og farlig på grund af flodens smalle, strømfyldte løb.

Syd for Bratislava er der en stor dæmning med dobbeltsluser, Staustufe Gabcikovo.

Skibe fra Sortehavet kan sejle helt op til Brăila, idet den nordlige flodarm i Donaudeltaet, Chilia, er uddybet til 7¹/₂ m og er 150 m bred. I 1980'erne påbegyndtes et ungarsk-tjekkoslovakisk dæmningsprojekt ved Estergom i Ungarn, der imidlertid pga. stor ungarsk modstand kun færdiggjordes på den slovakiske bred.

Ved NATO's bombeangreb under Kosovoaktionen i 1999 blev flere broer over Donau og dens bifloder i Jugoslavien ødelagt. De ødelagte broer stoppede megen trafik, både til lands og til vands; ødelæggelserne fik både konsekvenser i Jugoslavien (Serbien og Montenegro) og for trafikken til og fra flere nabolande, bl.a. Rumænien.

Flodsletterne omkring Donau udgør en tæt befolket og en vigtig økonomisk region i Mellem- og Sydøsteuropa; der er mange større byer, adskillige med store flodhavne; blandt disse er hovedstæderne Wien, Bratislava, Budapest og Beograd. Bassinet er frugtbart og bliver intensivt dyrket.

Som en konsekvens heraf er Donau reguleret af dæmninger, sluser, kanaler og høje floddiger, ligesom der findes reservoirer og pumpesystemer. Kun små og usammenhængende områder henligger i naturtilstand. Økosystemerne omfatter forgrenede flodløb og øer, naturlige floddiger (levéer), sumpskove, afsnørede søer og rørsumpe. Skift mellem oversvømmelser og tørke har skabt en mosaik af forskellige nicher med en næsten tropisk rig variation af planter og dyr. Lavlandet omkring floden har derfor stor rekreativ værdi.

Som følge af regulering transporterer floden mindre mængder af sediment end tidligere, og den selvrensende effekt er mindsket, mens erosionen af bredderne er øget. På store strækninger er Donau kraftigt forurenet af udledninger fra kloakker, industri og landbrug samt fra skibstrafikken. Specielt er deltaet stærkt forurenet med tungmetaller.

Det ca. 4000 km² store Donaudelta øst for Tulcea er et af Europas største og vokser årligt et par meter ud i Sortehavet. Det er for store deles vedkommende inddiget og indvundet til landbrugsjord. Økosystemerne udgør her en række nicher mellem kraftigt strømmende vand, flydende sivøer, stillestående sumpe og tørkeprægede klitter. Floraen og faunaen spænder fra mediterrane arter til østeuropæiske steppearter; desuden er deltaet det vigtigste rastområde for trækkende vandfugle i Østeuropa.

Den folkelige modstand imod bygningen af et vandkraftværk ved Hainburg i Østrig i 1984 var begyndelsen til en ny epoke i Donaus historie. Engene og sumpskoven blev reddet, og efter systemskiftet i Østeuropa er forureningen reduceret som følge af økonomisk stagnation. Endvidere er en række naturområder blevet fredet, bl.a. den rumænske del af deltaet (1990).

Samtidig er der indledt et internationalt samarbejde, og i 1992 blev et miljøprogram fastlagt, EPDRB (Environmental Programme for the Danube River Basin), hvorefter flodens tilstand overvåges, forureningen bekæmpes, og naturbevarelsen søges sikret. Programmet er siden fulgt op af Donau Beskyttelseskonventionen (1994).

Donau kommissionen er en institution til administration og regulering af fri sejlads på Donau. Ved Wienerkongressen 1815 søgtes en almindelig anerkendelse af fri passageret på internationale floder gennemført for både strandstater og andre. Det var dog først ved fredsslutningen i Paris 1856 efter Krimkrigen, at dette princip udtrykkelig blev udstrakt til Donau, og den første europæiske Donaukommission med begrænset myndighed blev nedsat. Ved Pariskonferencen i 1865 blev kommissionen gjort permanent og fik sit mandat udvidet.

Ved fredstraktaterne efter 1. Verdenskrig blev den europæiske Donaukommission genindsat, og der blev tillige etableret en international Donaukommission. De to kommissioner var ansvarlige for forskellige strækninger på Donau. I 1921 blev der i Paris undertegnet en særlig Donaukonvention, som detaljeret fastlægger de to kommissioners kompetence i en "endelig statut".

Ved 2. Verdenskrigs afslutning var Donau delt mellem Øst og Vest, men i 1947 anerkendte Sovjetunionen den frie sejlads på Donau for alle stater med undtagelse af cabotage, dvs. fragtsejlads fra havn til havn langs kysten. Sovjets anerkendelse skete med forbehold mht. gensidighed, dvs. at den frie sejlads på Donau kun skulle gælde for de stater, som anerkendte fri sejlads på deres egne internationale floder.

I 1948 indkaldtes til en ny Donaukonference i Beograd, og en ny konvention blev indgået, som ophævede de tidligere konventioner; den frie sejlads (med undtagelse af cabotage) fortsattes i princippet, men ikke-strandstaternes rettigheder blev begrænset, og der blev oprettet en ny Donaukommission med mere begrænset kompetence og med sæde i Budapest.

Vestmagterne undertegnede ikke den nye konvention, men fastholdt 1921-konventionens gyldighed, og den europæiske Donaukommission gik i en årrække i eksil i Rom. Østrig tiltrådte Beogradkonventionen i 1960, og Vesttyskland fik observatørstatus i 1957.