Ulm. Ulmer Münster. Den næsten 125 m lange domkirke er en af Tysklands betydeligste gotiske kirker med et 161 m højt vesttårn, Tysklands højeste.

.

Ulm, by i den tyske delstat Baden-Württemberg 70 km sydøst for Stuttgart ved floden Blaus udmunding i Donau; 122.800 indb. (2010). I Ulm findes et universitet (grdl. 1967), et teknisk universitet, et institut for levnedsmiddelundersøgelser og en forskerpark fra 1988. Hochschule für Gestaltung for industriel formgivning, opført 1950-54 af den schweiziske arkitekt Max Bill, blev nedlagt 1968. Elektro-, metal- og tekstilindustri er fremherskende.

Arkitektur og museer

Ulm har bevaret store dele af sin omfattende befæstning fra 1100-1800-t. Det gotiske rådhus (1300-1400-t.) har en prægtigt bemalet østgavl med et astronomisk ur fra 1520; foran rådhuset står en af de karakteristiske bybrønde, Fischkasten-Brunnen fra 1482.

Bibliotekssalen i det tidligere benediktinerkloster Wiblingen er et fornemt rokokoarbejde fra 1744; Stadthaus ved domkirken er opført 1989-93 efter tegninger af Richard Meier. Ulmer Museum rummer både by- og kunsthistoriske samlinger fra middelalderen til i dag.

Domkirken

Ulmer Münster påbegyndtes i 1377 af Parler-familien, fortsattes i flere byggefaser til 1529 for omsider at blive fuldført 1857-90 efter de middelalderlige planer. Den næsten 125 m lange kirke er en af Tysklands betydeligste gotiske kirker med et 161 m højt vesttårn, Tysklands højeste. Den er rigt udsmykket med skulptur af bl.a. Hans Multscher samt Jörg Syrlin d.æ. og d.y. og har glasmalerier af Lukas Moser.

Historie

Ulm var fra 1300-t. en velstående rigsstad, der havde omfattende privilegier og en ledende rolle i Det Schwabiske Forbund. Byen blev protestantisk i 1530. I 1802 tilfaldt den Bayern. I 1805 slog Napoleon med en hær på 210.000 mand en østrigsk hær på 72.000 i Slaget ved Ulm.

Da Ulm havde vigtige rustningsfabrikker, blev hovedparten af byen ødelagt ved luftangreb i 1944, men den er siden genopbygget.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig