Beograd er hovedstad og største by i republikken Serbien; byen ligger hvor floden Sava løber ud i Donau på grænsen mellem det centraleuropæiske sletteland og det serbiske bjergområde. Siden 2. Verdenskrig er byen vokset kraftigt fra 280.000 indb. i 1944 til ca. 1,3 mio. indb. i 2015. Ca. 90 % af byens befolkning er serbere, men i øvrigt er samtlige jugoslaviske befolkningsgrupper repræsenteret.
Faktaboks
- Etymologi
-
Navnet betyder 'den hvide by' på serbisk (og generelt på serbokroatisk). Det alternative navn Belgrad afspejler en ældre form. Navnet kendes tilbage til 800-tallet, hvor de sydslaviske sprog endnu ikke var meget forskellige.
- Også kendt som
-
Belgrad
Byen rummer mange former for industri, og levnedsmiddel-, tekstil- og sværindustri udgør tyngdepunktet. Fabrikkerne ligger hovedsagelig langs med jernbanen og Savafloden og er skyld i en mærkbar luftforurening. Det største sammenhængende industriområde er i forstaden Rakovica, hvor især den tunge jern- og metalproduktion befinder sig. Industrien, hvoraf meget er fra Jugoslaviens tid, er dog præget af forfald og omfattende arbejdsløshed.
Beograd er transportcentrum med nationale og internationale forbindelser fra både lufthavn, banegård og en anseelig flodhavn. Byens interne transportsystem er præget af et omfattende kollektivt net af først og fremmest sporvogne, trolley- og bybusser. Privatbilismen er i kraftig vækst, hvilket har sat infrastrukturen under voldsomt pres, og dette har kun gradvist og delvist kunnet afhjælpes pga. resursemangel.
Den indre by er overvejende fra 1900-tallet. Ud over boligkvarterer har byen et monumentalt center med parlaments- og administrationsbygninger for det tidligere Jugoslavien og Serbien, højesteret, universitet (grundlagt 1863), nationalmuseum og nationalteater (grundlagt 1869). I forretningskvarteret med stormagasiner og specialbutikker består bebyggelsen af 6-etagers gadehuse, afbrudt af enkelte hotel-og kontorhøjhuse. Et promenadekvarter med strøgbutikker og caféer fører op til den gamle fæstning Kalemegdan, der i dag er den indre bys åndehul, et meget benyttet parkområde. Fæstningens nuværende anlæg stammer hovedsagelig fra den østrigske periode, men der findes stadig dele fra det tidligere osmanniske anlæg.
På den indre bys højeste punkt ligger Savakirken, der har været under opførelse gennem det meste af 1900-tallet. Den kan ses fra de fleste indfaldsveje og er den ortodokse verdens største kirkebyggeri.
Det kuperede terræn har betydet, at efterkrigstidens voldsomme byvækst er foregået i adskilte bydele, der har indtil 70.000 indbyggere. Beograds forstæder ligger på syv høje med kun få forbindelseslinjer imellem og består af tæt, højt betonbyggeri, men de grønne kiler imellem områderne bryder det massive indtryk.
På den sydlige Savabred er der bygget en helt ny by, Novi Beograd, med kongrescenter, præsidentpalads og luksushoteller i stål, glas og beton samt med beboelseskarréer og studenterkollegier i 15-20 etagers højde.
To betonbygninger af 40 etagers højde udgør hhv. en østlig og en vestlig markering i byens periferi og fremstår som moderne byporte.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.