Artikelstart
Murad 1., ca. 1326-28.6.1389, osmannisk sultan fra 1360. Murad 1. udvidede det osmanniske herredømme på Balkan, bl.a. ved erobringen af Adrianopel. I 1371 besejrede han serberne ved Maritsafloden og en serbisk-bulgarsk koalition ved Samokov. I 1385 erobrede Murad Sofia. Det antages, at grundlaget for osmannernes effektive infanteri, janitsharkorpset, blev lagt af Murad i kampene mod de serbiske og bulgarske småfyrster på Balkan. Murad udvidede også det osmanniske herredømme i Anatolien. Karaman-emiratet ledede en turkmensk koalition i forsøg på at standse osmannerne, men blev besejret ved Konya i 1386. I 1389 slog Murad de serbiske og bosniske fyrster afgørende ved Kosovo, hvor han selv blev dræbt.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.