Beyazit 1.

Artikelstart

Beyazit 1., Yıldırım, Lynet, ca. 1360-1403, osmannisk sultan fra 1389. Beyazit blev kåret af den sejrrige osmanniske hær på slagmarken ved Kosovo Polje, hvor faderen, Murad 1., var blevet dræbt. For at undgå strid om tronen lod Beyazit straks sin yngre bror henrette og satte dermed et eksempel, som osmanniske sultaner fulgte i mere end 200 år.

Beyazit fortsatte med stor energi (jf. tilnavnet) sin forgængers bestræbelser på at udvide Osmannerriget både på Balkan og i Anatolien, hvor de tyrkiske fyrster kun modvilligt anerkendte osmannisk overhøjhed. På Balkan erobrede Beyazits hære Thessalien og Albanien; Bulgarien blev direkte inkorporeret i Osmannerriget; og nord for Donau måtte Valakiet acceptere osmannisk overhøjhed. Som modtræk mod den truende osmanniske ekspansion fik Ungarn med pavens hjælp organiseret et stort anlagt korstog med deltagelse fra det meste af Europa. Men Beyazit knuste korsfarerhæren ved Nikopolis (Nikopol) i 1396 og sikrede dermed definitivt det osmanniske herredømme over Balkan.

Året efter besejrede Beyazit ved Akçay nær Konya sin stærkeste rival i Anatolien, emiren af Karaman, og udstrakte osmannisk kontrol frem til Eufrat. Indtil da havde det været osmannisk praksis at lade besejrede fyrster sidde som lydfyrster, men Beyazit lod dem nu afsætte og erstatte af osmanniske guvernører. Dette forsøg på at centralisere riget stødte på modstand fra de anatoliske regimenter, som derfor svigtede Beyazit, da han mødte Timur Lenks invasion i 1402. Nær Ankara blev Beyazit besejret og taget til fange og døde året efter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig