Krim var beboet allerede i palæolitikum. Skytherne beherskede store dele af halvøen i begyndelsen af jernalderen. Fra slutningen af 600-t. f.Kr. koloniseredes kysten af grækere, der blev tiltrukket af fiskeriet og adgangen til god landbrugsjord; hovedbyen Pantikapaion, det nuværende Kertj, blev grundlagt ca. 600 f.Kr., mens den vigtigste by på sydvestkysten, Chersonesos, blev grundlagt 422-421 f.Kr.
År 45 e.Kr. indledte Romerriget sin erobring af kystkolonierne. Den nordvestlige stepperegion blev i 200-t. besat af goterne, der menes at have indført kristendommen på Krim. Efter hunnerkongen Attilas død i 453 blev goterne fortrængt til bjergregionen, hvor de holdt stand i mere end tusinde år, idet de bevarede deres germanske sprog og nordiske fremtoning indtil i hvert fald 1600-t. Stepperegionen blev 1223-39 erobret af mongolerne (tatarerne), og Krim blev herefter domineret af Den Gyldne Horde.
I 1443 lykkedes det krimtatarerne med hjælp fra Polen-Litauen at rive sig løs fra horden og oprette et uafhængigt khanat, der også omfattede græsgangene omkring Dneprs nedre løb. Men allerede 1475 blev halvøen erobret af osmannerne, og frem til 1774 var Krimkhanatet en tyrkisk vasalstat, der udviklede en rig og særegen kultur.
I 1783 blev khanatet indlemmet i Rusland, og mange af de muslimske tatarer valgte at emigrere til Tyrkiet, især efter Krimkrigen 1853-56. Denne konflikt udspillede sig mellem Rusland på den ene side og Osmannerriget, Frankrig og Storbritannien på den anden. Konflikten drejede sig om Ruslands ønske om at beherske Dardanellerne og kontrollere Osmannerriget; en fransk-britisk frygt for russisk dominans i det østlige Middelhav fik disse lande til at træde ind i krigen på osmannisk side. Krimkrigen blev et knusende og ydmygende nederlag til den russiske hær, som med 1 mio. mand på eget territorium blev slået af en ekspeditionsstyrke på under 100.000 mand.
Under 2. Verdenskrig var der hårde kampe på Krim; krimtatarerne blev af Josef Stalin beskyldt for at have taget Tysklands parti, og i maj 1944 blev de alle, 183.000 mennesker, deporteret til Centralasien. De fik først lov til at vende tilbage i 1988.
Selvom russerne udgør befolkningsflertallet, har Krim siden 1954 administrativt hørt under Ukraine. Tilhørsforholdet blev bekræftet af en international traktat i 1994.
Efter omvæltningerne i Ukraine tidligt i 2014 er Krim omstridt; den russiske hær har taget kontrol over strategiske punkter på halvøen, og Rusland har forstærket sine baser. Den lokale politiske ledelse har ytret ønsker om en tættere tilknytning til Rusland. Konflikten førte til en krise i forholdet mellem Vesten, der støtter Ukraines territorialkrav, og Rusland.
En folkeafstemning 16.3.2014 gav overvældende flertal for, at Krim skulle tilslutte sig Rusland, og lokalregeringen indsendte dagen efter folkeafstemningen en ansøgning til Rusland om optagelse, som Rusland umiddelbart efter godkendte.
EU og USA anerkendte ikke afstemningen, som også blev boykottet af store dele af Krims etnisk ukrainske befolkning og af krimtatarerne. Krim er således de facto en del af Rusland, selvom det ikke er anerkendt af det internationale samfund.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.