tatarer

Tatarer er et tyrkisktalende folk, som tilsammen udgør ca. 10 mio. sunnimuslimer (2010) i det vestlige Rusland (volgatatarer i Tatarstan) og til dels i Kasakhstan og Sibirien. Navnet blev først givet til tyrkisktalende folk, som i 400-tallet levede omkring Bajkalsøen. Nogle af disse deltog i Djengis Khans hær i 1200-tallet og blev kendt som tatarer af europæerne. Efter at Djengis Khans storrige var gået i opløsning, blev Den Gyldne Horde i det sydlige Rusland omtalt som bestående af tatarer. Se krimtatarer.

Faktaboks

etymologi:

af persisk tātār; formen tartarer er påvirket af Tartaros

Sprog

De tatariske sprog, der danner en nordvestlig gruppe inden for de tyrkiske sprog, omfatter tatarisk, baraba og krimtatarisk. Tatarisk tales af ca. 6 mio. tatarer og basjkirer i republikkerne Tatarstan og Basjkortostan samt i Sibirien, og det er mindretalssprog i Rumænien (ca. 22.000), Bulgarien (ca. 6000), Finland (ca. 1000), Ukraine (ca. 300.000, heraf ca. 200.000 på Krim) og Usbekistan (ca. 500.000). Tatarisk er fra 1939 blevet skrevet med det kyrilliske alfabet.

Litteratur

Den tatariske poesi har fælles udspring med den tyrkiske. De ældste nedskrivninger stammer fra slutningen af 1000-tallet. Kul Galis Kyssa-i Jusuf (1210) og Sejf Sarajs Blomsterhaven (1393) er højdepunkter i tatarisk middelalderpoesi. I 1500-tallet opstod en verdslig digtning, anført af Muhamedjar (årstal ukendt), men de følgende 200 år var domineret af islam og sufisme. De betydeligste repræsentanter er Maulä Koli (2. halvdel af 1600-tallet) og Gabdrahim Utyz-Imäny (1754-1834). I 1800-tallet stod Kajum Nazyry (1825-1902) i spidsen for en videnskabelig, oplysningsfilosofisk nyorientering. Litteraturen fik også varige impulser fra den samfundskritiske russiske realisme. Gabdulla Tukai (1886-1913) skabte det moderne litteratursprog, baseret på folkelige udtryk og vendinger, og æres som Tatarstans nationaldigter.

I sovjetperioden (1920-1991) blev den tatariske kultur truet med udslettelse som indvarslet i Gayaz Ishakys (1878-1954) dystre roman Forsvundet om 200 år (1920). Efter unionens opløsning har litteraturens hovedærinde været den nationale oprejsning. Zulfat Khakim (f. 1960) regnes for sin generations mest interessante talsmand og fornyer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig