Banatet

Artikelstart

Banatet, etnisk blandet historisk region i det nordøstlige Serbien og det vestlige Rumænien. Regionen ligger mellem floden Tisza og udløbere fra De Transsylvanske Alper og afgrænses mod nord og syd af henholdsvis floderne Mureş og Donau. Området er befolket af serbere, ungarere, rumænere og tyskere.

Fra 900-t. var Banatet en integreret del af Ungarn. I middelalderen fungerede landsdelen som en grænseregion, styret af en militær guvernør med titlen bán; heraf navnet. Banatet blev hærget og affolket under det tyrkiske herredømme (1552-1718). I 1700-t. blev det indlemmet i den habsburgske interessesfære og genbefolket fortrinsvis med tyske kolonister, indkaldt af kejserinde Maria Theresia. Banatets etniske sammensætning er stadig meget blandet og udgøres af serbokroatiske, rumænske, ungarske og tyske befolkningsgrupper. Som en følge af Trianontraktaten 1920 blev Banatet delt mellem Rumænien (Banatul), Jugoslavien (Vojvodina) og Ungarn (Bánság). I dag bor der et betydeligt ungarsk mindretal i Vojvodina og i Banatul.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig