Arkæolog fra Kroppedal Museum udgraver en hellekiste fra yngre stenalder ved Raadvad i Jægersborg Dyrehave.
En hellekiste er en grav bygget af flade sten og dækket af en høj. Denne gravtype opstod i senneolitikum, ca. 2350-1700 f.v.t., og blev hyppigt anvendt til gentagne begravelser, også i den efterfølgende periode. Der kendes omkring 150 hellekister fra Danmark.
Hellekister er rektangulære stenbyggede gravkister. Betegnelsen refererer til de heller, dvs. store, flade sten, som hellekister er bygget af. Typisk findes fire til seks heller i hver langside, mens en enkelt kraftig helle er sat i den vestlige gavl. Østenden er mere spinkelt konstrueret: Nogle gange helt åben, andre gange lukket af én eller to mindre sten stående ind til langsidernes heller. Kisten er dækket af tre til fem heller og bunden ofte brolagt med mindre sten. Huller i stenkonstruktionen er tætnet med småsten og sejt, kompakt ler. Kisterne er to-tre meter lange, 0,6-0,9 meter brede og 0,5-0,8 meter høje/dybe.
Hovedparten af hellekisterne er orienteret øst-vest, eller tilnærmelsesvis øst-vest, mens et lille antal er orienteret nord-syd. Hellekisterne findes oftest i en lidt længere grube, som levner plads til at komme ind i østenden. Hellekister var dækket af jordhøje med en diameter på fem til ti meter. I nogle tilfælde er der fundet en randstenskæde eller stolpekreds ved højfoden. I enkelte tilfælde har der også været et lag af sten i højen. Som regel findes kun en enkelt hellekiste per høj, men bl.a. ved Lykkegård øst for Roskilde, er der i samme høj fundet flere hellekister.
Hellekister blev brugt til gentagne begravelser. Det lille gravkammer blev entret via den spinkle østende. Det største antal individer fra en enkelt dansk hellekiste er 18 (Åstofte på Asnæs i Vestsjælland). Formentlig var hellekisterne gravsteder for stammen/ætten. I nogle tilfælde er der fundet spor fra ard under hellekister; antagelig fordi gravstederne blev anlagt direkte på den dyrebare agerjord. Ud over at have været gravsteder kan hellekisterne derved have fungeret som ejerskabsmarkører.
Der hersker en vis usikkerhed om hellekisternes datering. De er primært dateret på baggrund af fund flintdolke, som ud fra forskelle i udformningen kan dateres mere snævert. I det vestlige Limfjordsområde indeholder hellekisterne hovedsageligt flintdolke af den ældste type. De fleste hellekister findes dog i det østlige Danmark, og her indeholder de mestendels dolktyper fra den sene del af dolktid og ældre bronzealder.
Overordnet skal de danske hellekister ses som del af et udbredt vesteuropæisk fænomen. De tidlige hellekister i Limfjordsområdet afspejler fortsættelse af en lokal tradition med stenkister fra den forudgående enkeltgravskultur. At de senere hellekister hovedsagelig findes i Østdanmark afspejler imidlertid påvirkning, muligvis indvandring, fra det nuværende svenske område, hvor hellekister kendes i tusindvis og endda har givet navn til denne sene del af bondestenalderen (hällkisttid).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.