flintsegl

I dolktid (senneolitikum), dvs. 2350-1700 f.v.t., udvikledes den egentlige segl, som blev brugt til at slå stråene med som med en le. Udviklingen af redskabet skete formentlig i den nordlige del af Jylland i den tidlige del af dolktid, hvor der blev eksperimenteret med den nye flinthugningsmetode, fladehugning; en teknik, som især kendes fra periodens elegante flintdolke; se fiskehaledolke.

De halvmåneformede flintsegle var i brug indtil den første del af yngre bronzealder (1100-900 f.v.t.), dvs. i en periode på henved 1500 år. Herefter blev de atter afløst af grove flækkesegle. Fra midten af ældre bronzealder (1500-1300 f.v.t.) og frem kendes også segle af bronze.

Dolktidens og ældre bronzealders flintsegle er halvmåneformede og fladehuggede. Ryggen buer udad, mens æggen kan bue udad, være ret eller bue indad. Æggen er i nogle tilfælde tandet, dvs. forsynet med tænder. Langs æggen findes ofte et blankpoleret område.

Poleringen, som også kaldes gloss, er slidspor, som er opstået ved høstarbejdet. Mikroskopundersøgelser af slidsporene har vist, at seglene mest blev brugt til høst af korn, men også til høst af tagrør og hø. Pletvise slidspor langs den buede ryg er ligeledes opstået ved høstarbejdet, men ved friktionen med det træskaft, som bladet har siddet indkilet i.

De halvmåneformede flintsegle blev sjældent givet med i gravene, men kendes i stort antal fra depotfund; bl.a. et fra en mose ved Gilbjerg Hoved i Nordsjælland. Med sit indehold af 112 segle og seglforarbejder, et dolkforarbejde og en spydspids er dette den skandinaviske dolktids største depotfund. De fleste segle findes dog løst på marken, hvor de enten er blevet tabt eller kasseret under høstarbejdet.

At den halvmåneformede, fladehuggede flintsegl er en endog meget almindelig genstandstype, understreger kornavlens væsentlige betydning i dolktid og ældre bronzealder i Sydskandinavien.