Tican
Svin opskæres på Tican-slagteriet i Thisted i 2018.
Tican
Byline: Finn Byrum/Ritzau Scanpix.

Medarbejdere på Ticans svineslagteri i Thisted lægger pølser på lager, ca. 1980. De seneste ca. 40 års fusioner har betydet, at slagteriet i dag er det eneste tilbageværende svineslagteri i Nordvestjylland.

/Lokalhistorisk Arkiv for Thisted.

Tican Fresh Meat er Danmarks næststørste slagterikoncern efter Danish Crown og har afdelinger i Thisted og Brørup. Det er et datterselskab under tyske Tönnies, der er et af Europas største slagteriselskaber.

De oprindelige andelsslagterier i Nordvestjylland

I slutningen af 1920'erne var der stor fremgang i den danske svineproduktion, hvilket resulterede i oprettelsen af en del nye andelsslagterier. I det nordvestjyske var der også fra 1928 et ønske om at etablere et lokalt slagteri for at spare transporten til Nørresundby eller Struer. Det lykkedes først i 1931 og resulterede i oprettelsen af to slagterier, både Thisted Andels-Svineslagteri og Fjerritslev Andels-Svineslagteri. Oprettelsen fandt sted på et uheldigt tidspunkt, hvor verdenskrisen og de meget vanskelige afsætningsmuligheder kom til at betyde en stærk begrænsning i antallet af slagtninger indtil efter 2. Verdenskrig.

Den teknologiske udvikling i løbet af 1960'erne og 70'erne og behovet for store investeringer i moderne slagteanlæg gav overalt i landet anledning til stærke debatter om fusioner mellem slagterier. Mange steder var de byernes største arbejdspladser, og mange andelshavere var nervøse for at miste indflydelse i større selskaber. Det gjaldt også i forholdet mellem Thisted og Fjerritslev, som på trods af geografisk nærhed følte sig meget forskellige med beliggenhed i hhv. Thisted og Nordjyllands Amt. I 1976 kunne de imidlertid indgå en samarbejdsaftale og fra 1978 en egentlig fusion med hovedkontor i Thisted, som havde betydeligt flere slagtninger.

Tican

Thisted-Fjerritslev Andelsslagteri, som senere tog det mere mundrette internationale navn Tican, skulle vise sig at blive en stor succes. Medens Danish Crown efterhånden fusionerede alle andre andelsslagterier ind i sig, formåede Tican at bevare selvstændigheden og en stærk konkurrencekraft. I de fleste år kunne det mindre slagteri tilbyde en højere betaling pr. kilo end det langt større Danish Crown. Dette på trods af, at man strategisk valgte at have en langt lavere forædlingsgrad og fokuserede på traditionel svineslagtning, opskæring og udbening.

Mislykket fusion

I 2010'erne begyndte der at trække mørke skyer op for Tican, som blev presset på de øgede kapitalkrav til løbende modernisering. Et første skridt blev derfor i 2011 at danne et Tican A/S, der var 100% ejet af Tican a.m.b.a., men som gav mulighed for at tiltrække eksterne investorer.

Det endte dog med, at Tican i 2015 søgte en fusion med det eneste andet tilbageværende andelsslagteri, det ti gange større Danish Crown. Det satte Konkurrencestyrelsen sig imidlertid imod med den begrundelse, at det ville forringe konkurrencen og etablere et slagterimonopol.

Tönnies overtager

Løsningen for Tican blev i stedet, at man i 2016 blev købt af Tönnies, en tysk familieejet slagterikoncern med en omsætning på ca. 50 mia. kr. (2022).

Tönnies havde i forvejen fået foden indenfor på det danske marked i 2005, da man overtog svineslagteriet i Brørup, SBPork A/S. Det var grundlagt i 1980 af lokale slagtermestre og var vokset betydeligt.

Tican Fresh Meat A/S

Tönnies valgte i 2019 at fusionere deres to danske slagterier til et samlet dansk slagteriselskab i koncernen og under navnet Tican Fresh Meat A/S og med hovedkontor i Thisted.

Til sammen bliver der på de to slagterier i gennemsnit slagtet godt 70.000 svin om ugen eller næsten 3,8 mio. om året (2022). 95% af produktionen bliver solgt til udlandet til over 50 forskellige lande. I alt er der omkring 1.000 ansatte, medens der i det samlede Tönnies er i alt 15.000 ansatte.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig