.

Danish Crown a.m.b.a., andelssvineslagteri dannet ved fusion 2002 med Steff-Houlberg Slagterierne a.m.b.a. med Danish Crown som forsættende selskab.

Det mindre Steff-Houlberg tog initiativet til fusionen, da det igennem flere år havde vist sig, at Danish Crowns andelshavere fik højere restbetaling. Konkurrencerådet stillede flere betingelser for fusionen, bl.a. at Danish Crown påtager sig såkaldt lønslagtning for andre.

Det tidligere Danish Crown blev etableret i 1990, da følgende slagteriselskaber gik sammen: Wenbo, Østjyske og Tulip, som har rødder i det første danske andelssvineslagteri, Horsens Andels-Svineslagteri, stiftet 1887. I 1994 sluttede Slagteri Syd sig til fusionen. Herefter stod Danish Crown for ca. halvdelen af alle svineslagtninger i Danmark og var Europas største slagterivirksomhed.

Danish Crown-koncernen omfatter bl.a. eksport- og handelsselskabet ESS-Food og kødforarbejdningsvirksomhederne Tulip International A/S og Plumrose USA.

Danish Crown er i dag verdens næststørste (2013) svineslagteri med ca. 16 mio. slagtninger om året. Den forestår ca. 85% af svineslagtningerne og ca. 60% af kreaturslagtningerne i Danmark. Danish Crown havde i 2011/12 9000 andelshavere, en omsætning på 56,5 mia. kr. og 23.600 ansatte.

Danish Crowns hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig