Når en tekst på lex.dk er markeret med fri licens betyder det at teksten frit kan genbruges indenfor visse rammer.

Fri licens betyder at artiklens tekst er licensieret med Creative Commons-licensen CC-BY-SA-3.0. Det betyder at alle har lov til at dele, bruge, kopiere og bygge videre på teksten så længe forfatteren og Foreningen lex.dk krediteres og at teksten bibeholder den samme frie licens i den videre anvendelse. BY-SA står for Attribution Share-Alike, som på dansk oversættes til “Kreditering - Deling på samme vilkår”. Det betyder at præmissen for den frie licens netop er krediteringen og at teksten beholder de samme rettigheder i en videre anvendelse.

Licensen gælder for de enkelte artikeltekster. Du finder information om licens i bunden af alle artikler på lex.dk. Licensen gælder ikke for hele værker, som fx Den Store Danske Encyklopædi eller Trap Danmark. Du må altså ikke downloade og genbruge alle artikler med fri licens, fordi dette vil være en gengivelse af en stor del af et værk.

Anvendelse af tekster med fri licens

Du behøver ikke at spørge ophavspersonen om du må bruge tekster mærket med fri licens. Du skal til gengæld kreditere ophavspersonen og Foreningen lex.dk korrekt for at din genanvendelse er lovlig.

Du finder information om hvordan du skal kreditere ved anvendelsen af artikelteksten i almindeligt citat i bunden af hver artikel.

Hvis du gengiver artikelteksten eller dele af teksten på en hjemmesiden, skal krediteringen være et link til artiklen på lex.dk. Forfatternavnet og Foreningen lex.dk skal være godt synlige. Linket er en vigtig del af krediteringen og skal også publiceres hvis teksten genanvendes på tryk. Der skal linkes til både værket og ophavspersonen. Der hvor du navngiver licensen skal du også linke til dette licensdokument.

Billeder med licensen "fri" kan have en fotograf og evt. andre rettighedshavere. De skal krediteres ved genudnyttelse. De er nævnt ved de enkelte billeder.

Tag kontakt til info@lex.dk hvis du er usikker på om du har navngivet ophavspersonen korrekt. Vi er optaget af korrekt genanvendelse og hjælper gerne.