Det har længe været diskuteret, om enkeltgravskulturen afspejler indvandring af en ny befolkning, eller om der er i stedet er tale om en lokal videreudvikling fra den foregående tragtbægerkultur. Nye DNA-studier har vist, at enkeltgravskulturen og dens varianter (den snorekeramiske kultur og stridsøksekulturen) overalt i Europa tydeligt skyldes indvandring af folk fra steppeområdet nord for Sortehavet i Ukraine og måske nærliggende steppeområder i Rusland.
Det er stadig ikke afklaret, om indvandringen specifikt bestod af folk fra Yamnayakulturen (3300-2600 f.v.t.), eller om der er tale om lignende kulturer på den ukrainske steppe fra samme periode, da individer fra Yamnayakulturen genetisk meget ligner dem fra den snorekeramiske kultur. Mændene i Yamnayakulturen ser dog ud til at have båret andre Y-kromosomer end mændene fra snorekeramisk kultur. Man kan desuden se genetisk, at det flere steder i denne indvandring mest har været mænd fra steppen, som indvandrede til Central- og Nordeuropa. I dag udgør denne steppekomponent (i forskellige blandinger) den største del af de fleste central- og nordeuropæeres, samt danskeres, genetiske arvemasse.
Nye kulstof-14-dateringer viser, at den pågældende indvandring gik enormt hurtigt (i et forhistorisk perspektiv), nemlig omkring 150-200 år med de tidligste dateringer for snorekeramisk kultur omkring 2920 f.v.t. i Bøhmen, Tjekkiet til omkring 2850-2800 f.v.t. på den vestjyske hede. Indvandringer fra steppen er muligvis fortsat i flere bølger indtil ca. 2300 f.v.t.
Denne migrationsperiode fra steppen er også den mest oplagte kandidat til spredningen af den indoeuropæiske sprogfamilie. Hvorvidt forstadiet til den germanske del af den indoeuropæiske sprogfamilie også starter med enkeltgravskulturen er dog usikkert, da der ser ud til at have været en ny indvandring til flere dele af Danmark fra omkring 2350 f.v.t. af folk fra klokkebægerkulturen som bærer em lignende genetisk steppekomponent. Med den tydelige indvandring virker det dog sandsynligt, at folk fra enkeltgravskulturen har talt en eller anden ukendt dialekt af indoeuropæisk. Dannelsen af den germanske sproggren kunne således være en blanding af tæt beslægtede indoeuropæiske dialekter, da DNA viser at disse steppefolk indvandrede til Skandinavien både fra Centraleuropa i syd, samt til Sverige via Finland og Østbaltikum i løbet af 7-800 år i 2000-tallet f.v.t.
Nye DNA-studier af enkeltgravskulturen og snorekeramisk kultur indikerer, at folk fra stepperne blandede sig med de lokale bønder og hyrder i form af henholdsvis tragtbægerkulturen og især kugleamforakulturen, især i Polen og Tyskland, på deres vej til Danmark. Tilsyneladende blandede de sig dog ikke væsentligt genetisk med tragtbægerkulturen i Danmark. Fremtidige genetiske studier vil kunne belyse dette nøjere.
Kulturelt har snorekeramisk kultur flere træk tilfælles med Zhivotilovka-gruppen i Ukraine og Moldova end Yamnaya (nogle skelner dog ikke de to fra hinanden). Gravlagte individer fra Zhivotilovka-gruppen har samme varierende højre og venstre hockerstilling som de fleste varianter af snorekeramisk kultur. Dog er de ikke kønsbestemt endnu (og DNA fra dem mangler endnu), så det er usikkert, om de er gravlagt efter køn, som det er tilfældet i den snorekeramiske kultur. Yamnayakulturen på steppen har typisk mere udstrakte kropsstillinger (dog med variationer). Enkelte stridsøkser som dem, man kender fra den tidligste snorekeramiske kultur, kendes også fra Zhivotilovka-gruppen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.