Mellemøsten

Den europæiske betegnelse Mellemøsten henviser de pågældende lande til en sekundær plads i verdenshistorien. I historisk perspektiv har Mellemøsten imidlertid i lange perioder spillet en central rolle. I den såkaldte frugtbare halvmåne, som strækker sig fra Mesopotamien over Palæstina til Egypten, opstod omkring 7000 f.Kr. det tidligst kendte landbrug med dyrkning af byg og hvede samt tæmning af svin og kvæg. Fra ca. 4000 f.Kr. opstod rige bykulturer i Mesopotamien som den sumeriske, den babyloniske og den assyriske (se nærorientalske oldtidskulturer), samtidig med at egypterne i Nildalen skabte en velorganiseret, stabil kultur og statsdannelse. Tilsammen beherskede de Mellemøsten i et par årtusinder, og fra dem og deres naboer, fønikierne og jøderne, udgik væsentlige kulturelle impulser: Et effektivt landbrug baseret på kunstvanding, bysamfund med højtudviklet håndværk, administration og retsvæsen, et stærkt militær med bueskytter og hestetrukne stridsvogne samt videnskaber som matematik, astronomi og lægekunst. Områdets handel og religion var desuden en forudsætning for udviklingen af skriftsystemer som hieroglyffer og kileskrift, der kulminerede i fønikiernes forenkling til et alfabet ca. 1200-t. f.Kr. De komplicerede astral- og naturreligioner blev af jøderne rationaliseret til en monoteisme, som i den kristne og islamiske udformning blev verdensreligioner. Regionens stabilitet blev truet udefra af hittitterne i nord og af medere og persere i øst, der i 700-t. f.Kr. erobrede Babylon og Egypten, og senere af grækere og romere, som begge satte kraftige spor.

I de første århundreder e.Kr. beherskedes Mellemøsten af Det Byzantinske Rige og af Perserriget, men i 600-t. blev de to riger såvel politisk som religiøst trængt tilbage af det islamiske kalifat, som på kort tid havde skabt en ny enhedskultur baseret på islam og med arabisk som dominerende sprog. De gamle religionssamfund reduceredes til tålte mindretal, bl.a. koptere, syrere og armeniere.

Fra Centralasien kom nye erobrerfolk, tyrkiske og mongolske hurtige rytterhære, som i 1000-1400-t. drastisk forandrede Mellemøsten. Baghdad og kalifatet faldt i 1258 til mongolerne, og Byzans i 1453 til de osmanniske tyrkere. Osmannerne erobrede i 1517 Cairo og Mekka, og i ca. 400 år var de herrer over Mellemøstens kernelande samt store dele af Sydøsteuropa. Korsfarerperioden fra 1099 til 1291 blev kun et kortvarigt mellemspil, men den efterlod dybe spor i europæisk og arabisk bevidsthed.

I løbet af 1700-t. svækkedes Osmannerriget, og den voksende europæiske indflydelse blev tydelig ved Napoleons kortvarige indfald i Egypten i 1798 og ved bygningen af Suezkanalen i 1869. Fra 1875 overtog englænderne kontrollen med kanalen, mens Frankrig sikrede sig indflydelse i Syrien og Libanon, hvor en arabisk kultur og national selvbevidsthed voksede frem. En religiøs reformbevægelse i Egypten kaldte til nytolkning af islam som en moderniserende kraft, og det fik i 1920'erne en mere radikal retning i Det Muslimske Broderskab.

Da Det Osmanniske Rige brød sammen i 1. Verdenskrig, opstod et nyt Mellemøsten med det nu sekulære Tyrkiet begrænset til Lilleasien og området omkring Istanbul. Folkenes Forbund gav Storbritannien mandat til at styre Palæstina, Transjordanien og Irak, mens Frankrig overtog Syrien og Libanon. Efter 2. Verdenskrig blev disse lande selvstændige, og en ny stat, Israel, opstod i 1948. Stormagterne USA og Sovjetunionen gjorde sig stadig stærkere gældende ikke mindst pga. olien og Israel. Militærkup i 1950'erne i de førende arabiske lande, Egypten, Syrien og Irak, vakte håb om fornyelse, sociale fremskridt og panarabiske tiltag, men resulterede i ineffektive diktaturer, synliggjort i nederlaget til Israel i 1967. Regionens vigtigste olielande, Saudi-Arabien og staterne ved Den Persiske Golf, udnyttede deres rigdom efter olieprisernes stigning i 1970'erne til en modernisering af infrastrukturen og til at sikre en traditionel politisk og religiøs opbygning af samfundet.

I Iran lykkedes det de religiøse lærde i 1979 at vælte det provestlige shahstyre og oprette en islamisk republik. Det gav inspiration til ulmende islamiske oprør i nabolandene. Det iranske regime blev udfordret af Iraks diktator, Saddam Hussein, hvilket førte til Den Iransk-irakiske Krig 1980-88, som genoplivede arabisk-iranske modsætninger. Et svækket Irak annekterede i 1990 Kuwait ved henvisning til, at det var en del af det historiske Irak. Det internationale samfund under ledelse af USA befriede i 1991 Kuwait og invaderede dele af det sydlige Irak for siden igen at trække sig tilbage (se Golfkrigen). Sovjetunionens opløsning bevirkede, at USA var den eneste supermagt i regionen, og det førte efterfølgende til forsøg på at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt. Med indgåelsen af Principaftalen af 1993 så dette ud til at lykkes, men processen gik i stå igen fra 2000. I marts 2003 invaderede en international hær under ledelse af USA Irak for at gennemtvinge et systemskifte. Situationen forblev dog uafklaret; Irak har siden 2004 været præget af voldsomme indre kampe, men også af en politisk forandringsproces sikret gennem tilstedeværelsen af den internationale alliance. Mellemøstens stater har siden 1991 forsøgt at finde deres plads i det internationale politiske system domineret af USA. Hele regionen er præget af indre politiske spændinger, af befolkninger, hvor ca. 60% er under 18 år samt af kulturelle spændinger mellem modernisme og traditionalisme.