Palæstina

I midten af 4. årtusinde f.v.t. begyndte bronzealderen (3500-1200 f.v.t.). Bronzen, først arsenbronze, er vidnesbyrd om en stigende handel. Nye byer blev bygget i et netværk af veje, vigtigst var Hasor, Megiddo, Bet-Shan, Tel Fara, Afek, Ai, Jeriko, Gezer, Lakish, Gaza og Arad. Nogle opførtes på gamle bebyggelser, andre på ny jord. Den sydlige del af Palæstina var under egyptisk indflydelse ca. 3500-3000 f.v.t. Ca. 3000 f.v.t. opstod en krise, byer blev forladt, og befolkningen gik over til at være nomader. En del af byerne blev senere genopbygget og befæstedes; samtidig forsvandt den egyptiske indflydelse, og Palæstina blev et homogent samfund med byer, som bestod gennem hele den tidlige bronzealder.

Ca. 2300 f.v.t. kulminerede en større klimaændring. Næsten alle byer blev forladt; befolkningen blev igen nomader, og de næste 200-300 år var en mellemperiode.

Herefter blev Palæstina under påvirkning fra Syrien og Libanon reurbaniseret enten ved immigration eller handel. Mellembronzealderen (2000-1550 f.v.t.) var en bykultur med hjuldrejet keramik, brug af egentlig tinbronze, store forsvarsværker, kraftige byporte, langrumstempler i forbindelse med paladser, hvilket tyder på en stærkere kongemagt, og større international handel. De fleste byer blev bygget på samme plads som før, og der var et stigende befolkningstal i landsbyerne. I perioden efter 1750 f.v.t. blev Hasor i det nordlige Palæstina og Tell al-Daba ved Nildeltaet endnu mere dominerende. Egypten var delt, og den nordlige del var behersket af hyksosfolket med hovedstad netop i Tell al-Daba (datidens Avaris).

Ca. 1550 f.v.t. genforenede kongerne i Theben Egypten og fordrev hyksosfolket; derefter erobrede de Levanten, og Palæstina kom under egyptisk dominans i 400 år. Denne periode kaldes senbronzealderen. Kulturen fortsatte uden egentligt brud, og Palæstina nød godt af periodens internationalisme. Efterhånden blev Palæstina dog fattigere, ikke mindst på grund af egyptisk udbytning, og der skete en ændring i produktionsmetoder, fx blev hjuldrejet keramik afløst af håndlavet. Samtidig blev byerne i indlandet mindre, og mange steder opgav man befæstningen. Egypten mistede formodentlig kontrollen i løbet af Akhnatons regeringstid, og siden hen måtte Seti 1. og Ramses 2. gennemføre en militær besættelse. Folk forlod byerne og landsbyerne og bosatte sig enten i ubefæstede landsbyer i bjergene eller blev nomader, mens andre flyttede til byerne ved kysten. Der var invasioner udefra; havfolkenes (filistrenes) er godt dokumenteret, mens man strides om, hvorvidt andre befolkningsgrupper, fx de senere israelitter, er kommet udefra. Egypten trak sig tilbage, den internationale handel ophørte, og man opgav bronze som metal og brugte jern.

Efter en mellemperiode begyndte den egentlige jernalder efter år 1000 f.v.t. Palæstina var nu domineret af to territorialstater, Israel i nord og Juda i syd. I den sydlige del af landet ved kysten boede filistrene.

Landet var præget af agerbrugskultur, men på strategiske steder var de gamle bronzealderbyer forvandlet til administrationscentre og militære støttepunkter. Keramikken blev hjuldrejet og poleret i denne periode, og en vis fjernhandel kan atter spores.

Babyloniernes erobring i 598 og 587 f.v.t. medførte omfattende ødelæggelser, og i den følgende periode var landet en provins i Det Persiske Rige. Befolkningen skrumpede ind, og i den sydlige del af landet var der indvandring af idumæere fra det sydlige Jordan.

I Slaget ved Ajnadayn i 634 vandt en arabisk hær over byzantinske tropper. Det var det første af en række slag, som samme år sikrede det nydannede kalifat i Medina kontrollen over de tidligere byzantinske områder i Palæstina. Jerusalem kapitulerede efter belejring i 637, og havnebyen Caesarea Maritima overgav sig som den sidste af de palæstinensiske byer i 640. Efter erobringen blev Palæstinas administrative centrum Lod, men i begyndelsen af 700-tallet grundlagdes Ramla, der overtog denne funktion.

Under den første umayyadiske kalif, Muawiyah (kalif i 661-680), fik flere af de palæstinensiske kystbyer udbygget og forstærket deres forsvarsanlæg, og de blev gjort til havnebyer for den flåde, der i 700-tallet årlig rettede angreb mod byzantinske besiddelser i vest. Flere af de umayyadiske kaliffer anlagde avancerede landbrugskomplekser i udkanten af mindre byer, og Abd al-Malik (kalif i 685-705) lod først Klippemoskéen og siden al-Aqsa-moskéen opføre i Jerusalem.

De umayyadiske besiddelser i Palæstina blev overtaget af abbasiderne efter 750, men kun enkelte af de abbasidiske kaliffer, fx al-Mamun (kalif 813-833), udviste samme store interesse for Palæstina som umayyaderne, og sammen med Syrien blev Palæstina reduceret til provins i det vidtstrakte kalifat. Arabiske geografer beskrev i 800- og 900-tallet området som frugtbart med en stor og varieret landbrugsproduktion. Der var desuden en betydelig udvinding af marmor, salt og svovl samt af bitumen fra Det Døde Hav. Områdets frugtbarhed er i samme periode også bevidnet af kristne pilgrimme, der søgte mod Jerusalem. Efter at fatimiderne havde erobret Egypten i 969, kom også Palæstina og dele af Syrien under det nordafrikanske Fatimidedynastis magt.

I 1099 erobrede kristne korsfarere Jerusalem, og Palæstina samt dele af det nordlige Syrien kom i løbet af 1100-tallet under korsfarernes kontrol (se også korstog). Et mindre antal korsfarere slog sig ned i Det Hellige Land (Palæstina) og oprettede blandt andet kongeriget Jerusalem i 1099-1187, men deres tilstedeværelse fik ingen varige politiske eller økonomiske konsekvenser. I 1187 blev Jerusalem generobret af muslimerne. Gennem 1100-tallet etableredes tætte direkte handelskontakter mellem Palæstina og europæiske, fortrinsvis italienske, købmænd, der via havnebyen Akko afsøgte området for varer, som kunne afsættes i Europa. I 1200-tallet sikrede mamlukkerne sig kontrol med Palæstina, og i Slaget ved Ayn Jalut bremsede de den mongolske ekspansion.

Efter at mamlukkerne havde lidt nederlag i Slaget ved Dabiq i 1516, blev Palæstina en del af Osmannerriget, men lokale herskere havde som andre i de osmanniskkontrollerede områder af det arabiske Mellemøsten held til i 1600-1700-tallet at sikre sig delvis uafhængighed af sultanen i Istanbul. Den franske invasion i Egypten i 1798 bragte i 1799 kortvarigt Jaffa under fransk kontrol. Den egyptiske vicekonge Muhammad Ali erobrede i 1832 Akko og Damaskus og underlagde sig derpå resten af Syrien, men i 1840 måtte hans efterfølger trække sig ud efter britisk og østrig-ungarsk støtte til den osmanniske sultan.

Siden Palæstina i 634 blev en del af kalifatet, har der i området levet både jøder, kristne og muslimer. Det er uklart, hvornår en større konvertering til islam satte ind, og frem til korsfarertiden var der betydelige kristne og jødiske befolkninger i Palæstina. I 1800-tallets slutning indvandrede et voksende antal jøder fra Rusland og det øvrige Østeuropa, og selvom den osmanniske sultan forsøgte at begrænse indvandringen, øgedes antallet af jøder i Palæstina fra ca. 25.000 i 1880 til ca. 80.000 ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914. Den jødiske indvandring blev finansielt støttet af World Zionist Organization (WZO), der blev dannet i Basel i 1897 med Theodor Herzl som præsident og som sit mål havde at skabe en jødisk stat i Palæstina (se også zionismen).

En allieret militæroffensiv støttet af Den Arabiske Revolte under 1. Verdenskrig fra Egypten mod Gaza bragte Palæstina ind i det komplicerede storpolitiske spil ved fredsforhandlingerne i 1919. Repræsentanter for de førende arabiske familier i Palæstina havde taget aktivt del i revolten og støttede derfor også arabiske nationalisters forsøg på i 1920 at udråbe en uafhængig arabisk stat bestående af det nuværende Israel, Det Palæstinensiske Selvstyreområde, det israelskbesatte palæstinensiske område, Jordan, Libanon og Syrien. I stedet besluttede de allierede på San Remo-konferencen i 1920, at Palæstina skulle være et britisk mandat under Folkenes Forbund. I mandataftalen blev det fremhævet, at mandatadministrationen skulle efterleve det løfte, som den britiske udenrigsminister Balfour i 1917 på vegne af den britiske regering havde givet WZO, om aktivt at støtte organisationen i skabelsen af "et nationalt hjem for det jødiske folk" i Palæstina (se Balfourdeklarationen). Det førte til, at Jewish Agency, der var stiftet af WZO, blev en del af det administrative apparat, som blev opbygget, og det medførte samtidig, at hebraisk ligesom arabisk og engelsk blev officielt sprog i Palæstina. Briterne foreslog araberne at deltage i administrationen af mandatet, men det blev i begyndelsen afvist, fordi det blev betragtet som en indirekte anerkendelse af, at Folkenes Forbund havde legitim ret til at bestemme områdets politiske fremtid. En sådan formel accept ønskede man ikke at give, efter at det var blevet tydeligt, at de løfter, som Storbritannien havde givet araberne i forbindelse med Den Arabiske Revolte om støtte til oprettelsen af en uafhængig arabisk stat, ikke ville blive indfriet.

Under osmannerne havde familier med store jordtilliggender og familier med en central placering i handelen fungeret som bindeled mellem det osmanniske sultanat og den lokale befolkning. På trods af den generelle modvilje fra arabernes side lykkedes det alligevel mandatadministrationen at etablere et samarbejde med flere af de ledende arabiske palæstinensiske familier, der hver især frygtede, at deres traditionelle position kunne trues, hvis andre familier fik held til at samarbejde med Storbritannien. Efterhånden som den jødiske indvandring tog til og fra slutningen af 1920'erne ikke blot førte til dannelsen af jødiske landbrugskolonier, men også til en voksende jødisk indflydelse i byernes økonomi, blev det tydeligt for araberne, at et samarbejde var nødvendigt for at få den jødiske indvandring stoppet. I 1920-1921 var der enkelte sammenstød mellem arabere og indvandrede jøder, men først de voldsomme uroligheder i 1929 viste, at den fortsatte jødiske indvandring ville føre til yderligere konflikt.

I 1921 blev Muhammad Amin al-Husayni valgt til mufti og samme år udnævnt til leder af Det Øverste Muslimske Råd. Rådet var appelinstans for de lokale muslimske domstole (se sharia) og havde tillige ansvaret for ledelsen af et stort antal institutioner, blandt andet skoler, moskéer og hjem for forældreløse børn, der testamentarisk var blevet givet som waqf, dvs. som religiøs stiftelse. Reelt virkede rådet som kontaktorgan mellem mandatadministrationen og Palæstinas muslimske befolkning, og gennem rådet forsøgte førende arabiske familier i 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne uden held at overtale Storbritannien til at begrænse den jødiske indvandring. Den omfattende jødiske indvandring fra 1933 førte i 1936 til dannelsen af Den Arabiske Højkomité, hvis ledelse stod bag en arabisk generalstrejke i 1936, rettet mod den britiske mandatadministration for på den måde at tvinge den til at gribe ind og begrænse indvandringen og forbyde salg af jord til jødiske indvandrere. Generalstrejken udviklede sig til en revolte, der varede indtil 1939, og den førte først til en britisk undersøgelse, Peel-kommissionen, hvis resultat blev offentliggjort i juli 1937: Delingen af Palæstina i en jødisk og en arabisk palæstinensisk stat var den eneste løsning på det tydelige modsætningsforhold mellem indvandrede jøder og arabere. Forslaget blev pure afvist af araberne. I et forsøg på at knuse revolten blev Den Arabiske Højkomité opløst og erklæret ulovlig. Lederne flygtede til Damaskus, hvorfra opstanden blev ledet, indtil den ophørte i 1939.

I Hvidbogen af 1939 slog den britiske regering fast, at den jødiske indvandring til Palæstina skulle reduceres til i alt 75.000 over en femårig periode. Hvidbogen gav også løfte om, at jødiske jordopkøb i Palæstina skulle begrænses, ligesom mandatet skulle ophæves, og området efter en periode på ti år overgå til selvstændighed. De grusomheder, som de europæiske jøder blev genstand for under 2. Verdenskrig, betød imidlertid, at udviklingen i Palæstina efter 1945 blev en anden. Det jødiske samfund i Palæstina var nu så veludbygget, at det ikke længere var nødvendigt at samarbejde med Storbritannien. Den jødiske andel af befolkningen i Palæstina var vokset fra ca. 84.000 i 1922 til ca. 446.000 i 1939 svarende til ca. 30%. Resultatet blev en eskalerende konflikt mellem dels arabere og jøder, dels jøderne og den britiske mandatadministration. I 1947 meddelte Storbritannien FN, at det agtede at trække sig ud af Palæstina. FN vedtog i marts 1947 at fremsende en særlig undersøgelseskommission til Palæstina for på den måde at fremsætte løsningsforslag til FN. Kommissionen blev boykottet af araberne, der fastholdt, at det ikke var FN's anliggende at afgøre Palæstinas fremtid, og da FN i november vedtog et delingsforslag for området, blev det afvist af araberne.

Da den jødiske stat Israel blev udråbt i Tel Aviv den 14. maj 1948, udløstes en krig mellem den nye stat og de uafhængige arabiske nabostater, der havde støtte af andre arabiske lande (se arabisk-israelske krige). Resultatet af krigen i 1948-1949 blev en katastrofe for Palæstinas arabiske indbyggere, og da der i 1949 var indgået våbenhvile, var staten Israel større end det område, der var fastlagt i FN's delingsforslag. Vestbredden var blevet erobret af Transjordanien, og i 1950 blev den en del af Jordan, mens Gaza frem til 1967 var besat af Egypten. Den arabiske palæstinensiske stat, der ifølge FN's delingsforslag skulle have været etableret, blev det ikke, og flere end 700.000 palæstinensere blev som følge af krigen gjort til flygtninge, der blev bosat i flygtningelejre i Egypten, Jordan, Libanon og Syrien.

Kun langsomt voksede der i løbet af 1950'erne en palæstinensisk national bevægelse frem. De økonomiske værdier, som de palæstinensiske flygtninge efterlod sig i Israel, blev i begyndelsen af 1950'erne nationaliseret, og den tilbageblevne arabiske palæstinensiske befolkning blev skarpt overvåget, om end de formelt blev israelske statsborgere med fulde politiske rettigheder. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, blev i 1964 skabt på initiativ af Den Arabiske Liga, og fra 1968 sikrede palæstinenserne sig fuld kontrol over organisationen. I løbet af 1970'erne anerkendtes PLO af den arabiske verden og det meste af den tredje verden som den legitime repræsentant for det palæstinensiske folk, og gennem 1980'erne lykkedes det også organisationen at sikre sig en vis anerkendelse i Europa. USA nægtede at anerkende PLO, og efter israelsk opfattelse var den en terrororganisation, der ikke kunne forhandles med. Under påvirkning af den palæstinensiske opstand, Intifadaen, fra 1987 og Golfkrigen i 1991 lykkedes det en gruppe palæstinensere og israelere gennem forhandlinger i Oslo at nå frem til en aftale, hvor de to parter kunne anerkende hinanden som legitime repræsentanter for henholdsvist den palæstinensiske og den israelske befolkning og give løfte om skabelsen af en fremtidig palæstinensisk stat bestående af Gaza og Vestbredden, hvilket foreløbig har udmøntet sig i de palæstinensiske selvstyreområder.

Områderne med fuldt palæstinensisk selvstyre (A-zoner) er i 1999 ikke geografisk sammenhængende; den offentlige orden opretholdes af palæstinensisk politi. I B-zonerne har selvstyret kun begrænset indflydelse og kun delvis ansvar for ro og orden, ligesom størstedelen af Vestbredden fortsat er under fuld israelsk kontrol (C-zoner). Juridisk forvaltes Gazastriben overvejende efter love og regler, der enten blev indført, da området hørte under Egypten i 1949-1967, eller da det var under israelsk kontrol i 1967-1994, og disse er blevet suppleret med dekreter udstedt af det palæstinensiske selvstyre. På Vestbredden gælder fortsat jordansk lov og dekreter udstedt af Israel under besættelsen i 1967-1994 eller af selvstyret. Der er taget initiativer til harmonisering af lovgrundlaget; den er i 1999 endnu ikke ført ud i livet. Israelske bosættere i de besatte områder er underlagt israelsk lov.

Selvstyret blev etableret den 17. maj 1994 med en aftale om, at en endelig løsning på forholdet mellem det palæstinensiske selvstyre og Israel skulle foreligge i løbet af fem år. Tidsplanen kunne dog ikke holdes, og først efter de israelske valg i maj 1999 kom der atter skred i forhandlingerne, efter at der reelt ikke, siden Benjamin Netanyahu havde vundet det israelske valg i 1996, havde været nogen udvikling i virkeliggørelsen af Principaftalen.

Fra midten af 1990'erne stod det palæstinensiske selvstyre over for store problemer. Internt i selvstyret var udviklingen præget af et ineffektivt og korrumperet lederskab, der ikke var i stand til at indfri befolkningens forventninger om selvstændighed, demokrati og økonomisk mobilitet. Dertil kom en stigende opposition, især repræsenteret ved den islamiske bevægelse Hamas. Samtidig var fredsprocessen i Netanyahus regeringstid (1996-1999) sat på vågeblus.

Fredshåbet led et nyt knæk i 2000, efter at forhandlingerne i Camp David mislykkedes. Derefter skulle der kun en gnist til at antænde den palæstinensiske frustration. Ariel Sharons besøg på Tempelbjerget i september 2000 var den provokation, der fik et nyt palæstinensisk oprør til at bryde ud, hvilket fik Israel til at reagere med massiv magtanvendelse. Yderliggående palæstinensiske grupper svarede igen med en lang række selvmordsbomber, der forvoldte store civile tab i Israel og skærpede Israels holdning til palæstinenserne. Dette førte i foråret 2002 til en næsten total israelsk genbesættelse af de palæstinensiske selvstyreområder.

Israel og USA valgte at holde Yassir Arafat ansvarlig for den negative og voldelige udvikling, og i juni 2002 krævede den amerikanske administration en fuldstændig reform af selvstyret som en forudsætning for amerikansk støtte til en kommende palæstinensisk stat.

Fra 2002 var Arafats hovedkvarter i Ramallah omringet af israelske styrker, og hans reelle politiske betydning var minimal. Efter længere tids sygdom døde Arafat i november 2004; han efterfulgtes som leder af selvstyret af Mahmoud Abbas, som blev valgt til præsident i januar 2005. Abbas fandt det imidlertid også vanskeligt at få gennemført forbedringer for befolkningen, hvilket førte til at den islamistiske bevægelse Hamas' betydning blev kraftigt øget.

I 2005 rømmede Israel Gazastriben og nedlagde alle jødiske bosættelser her. På Vestbredden anlægger israelerne en mur, angiveligt for at forhindre terrorister i at infiltrere Israel. Muren ligger imidlertid på palæstinensisk territorium og har vanskeliggjort adgang til marker, mv.

Hamas vandt overraskende parlamentsvalget i 2006. Det førte til en yderligere nedkøling i forholdet til Israel, som nægtede at anerkende den Hamasledede regering. Israel har siden gennemført adskillige angreb ind i både Gazastriben og Vestbredden, og fra selvstyreområderne er der blevet affyret små missiler ind i Israel. I sommeren 2006 blev israelske planer om en delvis tilbagetrækning fra Vestbredden skrinlagt.

Konflikten mellem Fatah og Hamas blev tilspidset, i perioder med voldsomme kampe mellem de to fraktioner. I 2007 tog Hamas magten i Gazastriben, hvorefter de palæstinensiske selvstyreområder blev splittet. Gaza blev af Israel, der betragter Hamas som en terrororganisation, isoleret og kom under en reel belejringstilstand.

Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden forsøgte i 2011 at få Palæstina anerkendt som en stat ved FN. Det lykkedes ikke, især på grund af indædt modstand fra USA. UNESCO anerkendte imidlertid Palæstina som medlem i oktober 2011. I 2012 gav FN's Generalforsamling Palæstina status af observatør. Dermed kan Palæstina tage del i debatter i Generalforsamlingen.

Ved lokalvalg på Vestbredden i 2012 led Fatah nederlag. Hamas boycottede valget, og der fandt ikke noget valg sted i Gaza.

I 2014 kom det til en forsoningsaftale mellem Hamas og Fatah. Det udløste øjeblikkelig fordømmelse fra Israel, der truede med at afbryde alle forbindelser til Selvstyret.

I sommeren 2014 angreb Israel endnu en gang Gaza. Spændningerne blev udløst af bortførelsen og drabet på tre israelske teenagere.