Palæstina

Diaspora er betegnelsen for folk, der lever uden for deres fædreland, som de gennem historie, kultur, etniske eller religiøse forhold fastholder kontakt til. Halvdelen af den palæstinensiske diaspora er registreret som statsløse flygtninge, mens resten har opnået statsborgerskab i de lande, der har givet dem ophold. 21 % af Israels befolkning (altså godt 2 millioner, 2023) er arabisk israelere, dvs. efterkommere af den oprindelige arabiske befolkning i Palæstina, som har opnået israelsk statsborgerskab.

I Gazas befolkning på 2,36 millioner er over 1,4 million registreret af United Nations Relief and Works Agency (UNRWA) som Palæstina-flygtninge og halvdelen bor i de otte flygtningelejre. UNRWA blev aktivt i 1950 med primær opgave at hjælpe Palæstina-flygtninge med basale livsfornødenheder inklusive primær sundhedstjeneste og skoleuddannelse.

De palæstinensiske flygtninge, der er en følge af den israelsk-arabiske krig, der brød ud i 1948 efter jødernes erklæring om oprettelse af staten Israel, er omfattet af deres eget flygtningeprogram under FN og derfor ikke omfattet af FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).

Det primære sprog er arabisk, engelsk er almindeligt og mange taler hebraisk. Traditionelt har en del fundet beskæftigelse i Israel, men de er i stigende grad blevet erstattet af migrantarbejdere fra Asien og Afrika.

Arbejdsløsheden, navnlig blandt unge kvinder er høj på Vestbredden. Traditionelle erhverv i landbrug, handel og håndværk er stadig dominerende. En del dog er beskæftiget i uddannelsessektoren og i administration, sikkerhed, retsvæsen samt politik og religiøse anliggender.

Beskæftigelsesmønsteret er nogenlunde det samme i Gaza med den forskel, at arbejdsløsheden er betydeligt højere her end på Vestbredden, hvortil kommer, at flertallet i Gazas befolkning er børn og unge: lige knap 50 % er under 18 år og mere end 60 % under 25 år.

Over 80 % af befolkningen i Gazastriben lever under fattigdomsgrænsen, den gennemsnitlige arbejdsløshed nærmer sig 50 % og på grund af den blokade Israel og Egypten har opretholdt siden Hamas (akronym for Den Islamiske Modstandsbevægelse) tog magten i 2007, er det vanskeligt at etablere arbejdspladser. Adgang til handelsmarkeder og til at bevæge sig ud og ind af Gaza er underlagt særdeles omfattende restriktioner.

Blokaden indebærer også, at genopbygning af beboelse, skoler og sundhedsklinikker efter de store ødelæggelser i krigen i 2014 har været særdeles vanskelig at gennemføre.

Samtidig er Gaza udfordret af økologisk krise, hvor det stærkt forurenede grundvandsspejl er hævet til jordoverfladen på grund af indsivende havvand. Det gør grundvandet uegnet som drikkevand og til brug i madlavning og landbrug.

Jøder i Europa var på det tidspunkt stærkt forfulgte, og især ortodokse jøder begyndte derfor fra 1880'erne at migrere til Palæstina (og i stort tal til USA). Forfølgelserne og de nationalistiske strømninger inspirerede en del fremtrædende jøder, herunder den østrigske journalist Theodor Herzl, til at foreslå, at jøderne skulle samle sig i ét folk og etablere en jødisk nationalstat. Det ville, mente han, være eneste mulighed for at undgå forfølgelser. Det blev starten på den politiske zionisme.

Herzl forestillede sig, at den jødiske nationalstat kunne være inspireret af oplysningsfilosofi og socialisme. Det til trods ligger der i navnet Zion en religiøs henvisning, nemlig til det bibelske Jerusalem og det forjættede land kaldet Israel. Henvisningerne til Zion som synonym for begge i Mosebøgerne legitimerede for den zionistiske bevægelse, at den jødiske stat skulle placeres i Palæstina inklusive Jerusalem, hvor det jødiske tempel havde været frem til dets ødelæggelse i 70 e.v.t. Dette vakte genklang hos kristne i Europa og USA.

En række kongresser blev afholdt, bl.a. i 1897. Her etableredes World Zionist Organisation (WZO, oprindeligt blot kaldt Zionist Organisation) med et erklæret mål om at etablere et nationalt hjemland for det jødiske folk i Palæstina. Officielt brugte man ikke ordet stat, men fordi zionisterne i de navne på de institutioner, der skulle understøtte opbygningen af det nationale hjemland og i deres forskellige skriverier brugte begreber som koloni, kolonisering og senere statssamfund (commonwealth) var det indlysende, at målet var en jødisk stat. Det var desuden eksplicit ærindet i Herzls bog, der havde titlen Der Judenstaat.

Etableringen af den politiske zionisme og indvandringen af jøder til Palæstina fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor det nu især var sekulære, som etablerede kibbutzer, blev bemærket af de palæstinensiske eliter.

Palæstinenserne var ligeledes inspireret af de nationalistiske strømninger ikke mindst i lyset af, at Det Osmanniske Rige var under stærkt pres fra de europæiske magter. De begyndte i stigende grad at tale om en arabisk og palæstinensisk stat. Nogle argumenterede for, at den skulle være del af et Storsyrien, mens andre talte om Palæstina som palæstinensernes selvstændige og uafhængige stat.

Den palæstinensiske nationalisme blev yderligere vakt af Herzls skrifter og de zionistiske kongresser.

Den veluddannede borgmester for Jerusalem, Yousef Diya al-Din Pasha al-Khalidi, sendte allerede i marts 1899 et syvsiders brev til Herzl. Her gjorde han opmærksom på, at Palæstina både var befolket og civiliseret. En kolonisering af landet ville møde stor modstand fra indbyggerne og i øvrigt være en uretfærdighed.

De zionistiske ledere fortsatte dog projektet og argumenterede for, at deres kolonisering ville være til gavn for den oprindelige og tilbagestående befolkning. Argumentet vandt gehør i de vestlige lande, hvor fx Storbritannien og især Frankrig havde talt om civilisering som begrundelse for kolonisering. Det samme havde USA gjort i 1800-tallet, da unionen ekspanderede mod vest og fordrev de oprindelige folk her. De jødiske indvandrere var tillige begunstiget af midler fra velstående jødiske fonde, og ret hurtigt fik de støtte fra Storbritanniens regering.

Storbritannien, der ikke selv ønskede jødisk indvandring, bifaldt bl.a. derfor indvandringen til Palæstina, ligesom man så zionisterne som en vigtig allieret i 1. Verdenskrig.

Det største udtryk for det zionistiske projekt og den internationale støtte til det kom imidlertid under 1. Verdenskrig i 1917. Her gav den britiske udenrigsminister Arthur Balfour med Balfourdeklarationen et løfte til WZO om, at Storbritannien ville arbejde for at skabe "et nationalt hjem for det jødiske folk" i Palæstina.

De zionistiske ledere var imidlertid klar over, at projektet ville blive mødt af arabisk modstand. Således skrev en af grundlæggerne af de jødiske paramilitære militser i Palæstina Zeev Jabotinsky allerede i 1923, at jøderne skulle være forberedt på modstand fra araberne i Palæstina, og at de derfor skulle "etablere en jernring om jøderne".

Allerede i 1916 var der efter forhandlinger med briterne startet en arabisk revolte mod osmannerne, idet araberne håbede på med britisk støtte at kunne etablere et Storsyrien ved 1. Verdenskrigs afslutning.

Repræsentanter for de førende arabiske familier i Palæstina havde taget aktivt del i revolten og støttede derfor også de arabiske nationalisters forsøg på i 1920 at erklære et uafhængigt Storsyrien, som skulle omfatte hele Levanten.

Efter forhandlinger med allierede, først og fremmest Frankrig, samt med zionisterne, blev mandatteksten formelt vedtaget i 1922, og det britiske mandatstyre trådte i kraft året efter.

Mens det jødiske folk nævnes i teksten, er der ingen henvisninger til det palæstinensiske eller det arabiske folk, som der alene henvises til som ”indbyggere i Palæstina”. Hverken ordet araber eller palæstinenser optræder i teksten, skønt de på tidspunktet for mandatets vedtagelse i mere end 1000 år havde udgjort befolkningsflertallet. Derimod fremhæves jødernes historiske tilknytning til Palæstina.

Jewish Agency, der var stiftet af WZO, blev med betegnelsen 'politisk enhed' del af det administrative apparat, som blev opbygget. Det gav zionisterne mulighed for at opbygge statslignende institutioner, som derfor var på plads, da staten Israel blev oprettet. Finansiering kom bl.a. fra Jewish Colonial Trust (oprettet i 1899) og Jewish National Fund (oprettet i 1901). I det britiske mandat blev hebraisk officielt sprog på linje med arabisk og engelsk.

Palæstinenserne organiserede sig også og afholdt i perioden 1919 til 1928 syv Palestine Arab-kongresser, der blev organiseret af et bredt netværk af muslimsk-kristelige samfund. Her formulerede man de palæstinensiske krav. De bestod i følgende:

• afvisning af Balfourdeklarationen
• der skulle være flertalsstyre i Palæstina
• stop for uindskrænket jødisk indvandring
• stop for jødisk opkøb af jord i Palæstina.

De palæstinensiske krav blev afvist af briterne, der hverken anerkendte kongresserne eller deres ledere.

Under osmannerne havde familier med store jordbesiddelser og familier med en central placering i handelen fungeret som bindeled mellem det osmanniske sultanat og den lokale befolkning. På trods af den generelle modvilje fra arabernes side lykkedes det alligevel mandatadministrationen at etablere et samarbejde med flere af de ledende arabiske palæstinensiske familier. Disse frygtede hver især, at deres traditionelle position kunne trues, hvis andre familier fik held til at samarbejde med Storbritannien.

Efterhånden tog den jødiske indvandring til. Fra slutningen af 1920'erne førte den ikke blot til dannelsen af jødiske landbrugskolonier (kibbutzer), men også til en voksende jødisk indflydelse i byernes økonomi. Derfor mente de palæstinensiske ledere, at de skulle arbejde sammen, hvis den jødiske indvandring skulle bremses.

I perioden 1920-1921 var der jævnlige sammenstød mellem arabere og indvandrede jøder, men først de voldsomme uroligheder i 1929 bekræftede Jabotinskys forudsigelse, at den fortsatte jødiske indvandring ville føre til konflikt og væbnede oprør. Gnidningerne var blevet stadig mere intensiverede. Men det var zionistiske aktivisters forsøg på kontrollere adgang til Grædemuren, der i 1929 antændte de voldsomme kampe, der over kort tid førte til over 100 dræbte på begge sider, i alt omkring 250 dræbte.

Andre oprør både før og efter 1929-konflikten var udløbere af de lokales demonstrationer, som undertiden udviklede sig voldeligt. De palæstinensiske ledere satsede dog overvejende på forhandlinger med briterne samtidig med, at de håbede på støtte fra de arabiske lande.

I 1921 blev Muhammad Amin al-Husayni udpeget af briterne til stormufti, og samme år udnævnte de ham til leder af Det Øverste Muslimske Råd. Rådet var appelinstans for de lokale muslimske domstole og havde tillige ansvaret for ledelsen af et stort antal institutioner, bl.a. skoler, moskéer og hjem for forældreløse børn, der testamentarisk var blevet givet som waqf, dvs. som religiøs stiftelse.

Hidtil var disse funktioner varetaget af fire ledende islamiske lærde, der repræsenterede de fire islamiske lovskoler. Derfor anså palæstinenserne udnævnelsen for at være udtryk for den britiske del og hersk-politik, og i de følgende år blev Rådet anset for at samarbejde med briterne.

Amin al-Husayni blev dog stadig mere kritisk overfor mandatstyret. I 1937 flygtede han til Irak for at undgå anholdelse og deportation. Amin al-Husayni fortsatte sit eksil i det fascistiske Italien og Nazityskland, med hvilket han indledte et stærkt kontroversielt samarbejde under 2. Verdenskrig som kollaboratør med nazisterne. Af denne grund blev han internationalt eftersøgt, og briterne nægtede ham adgang til Palæstina. I stedet kom han til Egypten i 1946, hvorfra han søgte at kontrollere ledelsen af palæstinenserne i rivalisering med andre palæstinensere i Jerusalem. Hans historie er et eksempel på den store splittelse, der var blandt palæstinensiske ledende familier.

I stedet for Amin al-Husayni arbejdede briterne efter krigen sammen med Musa al-Alami. Han var leder af et nyt palæstinensisk organ kaldet Arabisk Kontor, der skulle fungere som en form for palæstinensisk udenrigsministerium, og som var støttet af Irak. Irakerne håbede, at samarbejdet med Musa al-Alami ville fremme briternes støtte til at give Irak øget regional indflydelse.

Egypten, Irak, Jordan og Saudi-Arabien var mere interesserede i egne regionale forhold end i palæstinensernes situation.

I takt med, at lokale palæstinensere gjorde oprør både mod de jødiske bosættere og det britiske mandatstyre, voksede antallet af britiske soldater til på et tidspunkt at tælle omkring 100.000. Briterne trænede tillige de jødiske bosættere i kamp og forsynede dem med våben. Det gjorde det muligt for jøderne at etablere militser og en egentlig hær, der under 2. Verdenskrig fik kamperfaring i en jødisk brigade under britisk kommando.

Mens palæstinenserne var splittede og ikke fik international støtte, reelt heller ikke fra arabiske lande, var zionisterne velorganiserede både i Palæstina og internationalt. Det britiske mandatstyre førte en hård politik overfor palæstinenserne med stærk censur og undertrykkelse af palæstinensiske aviser og publikationer, fængslinger, deportationer og nedkæmpelse af oprør.

I 1936 blev Den Arabiske Højkomité dannet, og dens ledelse stod bag en arabisk generalstrejke samme år. Strejken var rettet mod det britiske mandatstyre, og dens formål var at tvinge det til at begrænse antallet af jødiske indvandrere og forbyde salg af jord til disse.

Generalstrejken udviklede sig til en opstand, der varede indtil 1939. Briterne reagerede ved at slå opstanden ned militært og anholde, fængsle eller deportere ledere.

Men man igangsatte tillige en undersøgelse foretaget af den såkaldte Peel-kommission. Resultatet blev offentliggjort i juli 1937 og foreslog en deling af Palæstina i en jødisk stat og et palæstinensisk territorium. Sidstnævnte skulle enten fortsat være under britisk mandatstyre eller overdrages til Transjordanien, som på det tidspunkt var helt afhængig af og underlagt britisk styre. Således ville en fortsat britisk kontrol med Palæstina være mulig.

Kommissionen argumenterede for, at det var eneste måde, hvorpå konflikterne mellem jødiske bosættere og araberne kunne løses. Den gjorde til sidst i sin rapport opmærksom på, at med oprettelse af de to stater ville følge ”de to vigtigste og sværeste spørgsmål, nemlig udveksling af land og befolkning de to stater imellem”. Men den angav ingen måder, hvorpå disse spørgsmål skulle løses.

Forslaget blev afvist af araberne, der ikke ville acceptere oprettelse af en jødisk stat, og oprøret mod briterne fortsatte med større kraft. I et forsøg på at slå revolten ned blev Den Arabiske Højkomité opløst og erklæret ulovlig af mandatstyret. Nogle af lederne flygtede til Damaskus, og andre blev deporteret; atter andre flygtede til andre arabiske lande og forsøgte at lede og organisere oprør herfra, indtil de ophørte i 1939.

Da 2. Verdenskrig brød ud, mente briterne, at de lige som under 1. Verdenskrig ville blive afhængige af arabernes støtte, og at det med den besluttede tilbagetrækning fra Indien ville blive nødvendigt at kunne opretholde eller etablere baser i de arabiske lande. Derfor ændrede de politisk kurs over for det zionistiske projekt.

I en ny rapport, Hvidbogen i 1939, argumenterede de nu for en stærk begrænsning af jødisk indvandring. Hvidbogen argumenterede tillige for, at jødiske jordopkøb i Palæstina skulle bremses, ligesom mandatet skulle ophæves, og området efter en periode på ti år overgå til selvstændighed.

Den jødiske befolkning i Palæstina var vokset fra ca. 84.000 i 1922 til ca. 446.000 i 1939 svarende til ca. 30 % af den samlede befolkning. De vendte sig nu mod det britiske styre og så USA som ny alliancepartner.

Inden krigen blev jødiske flygtninge i stort antal interneret i lejre i europæiske lande. Nogle kom efter nogen tid videre til fx USA, der grundet strenge immigrationslove dog kun modtog ca. 30.000. Andre kom til Storbritannien, hvor de blev anbragt i interneringslejre. Ved krigens ophør var flygtningeproblemet kolossalt, og fx Danmark modtog 200.000 flygtninge, der blev interneret i lejre.

Allerede tidligt fik verden viden om nazisternes massemord på jøder, og fra 1942 kom der stadig flere beretninger om udryddelseslejre. Da omfanget af lejrene blev kendt efter krigen, gav det europæerne et samvittighedsproblem, ikke mindst i lyset af den lange historie med jødeforfølgelse og den manglende håndtering af flygtningeproblemet efter nazisternes magtovertagelse i 1933. Det tilskyndede dem til at støtte oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina, hvortil de overlevende europæiske jøder kunne migrere i stedet for at blive integreret i de økonomisk kriseramte europæiske stater.

I 1946 blev den Anglo-Amerikanske Undersøgelseskomité nedsat af Storbritannien og USA. Den skulle finde løsninger på, hvad der skulle ske med de flere hundredetusinder af holocaust-overlevende og andre fordrevne jøder i Europa.

Komiteen gennemførte høringer og bl.a. den senere verdenskendte arabiske historiker Albert Hourani advarede om, at oprettelse af en jødisk stat i Palæstina ville føre til et nyt stort flygtningeproblem i Mellemøsten. Konsekvensen ville blive hundredtusinder af fordrevne palæstinensere i de arabiske lande, påpegede han og understregede, at det ville destabilisere landene.

Komiteen havde lyttet til Hourani, for den pegede på netop dette problem og anbefalede, at der maksimalt skulle gives certifikater til 100.000 jøder til indvandring i Palæstina. USA’s præsident Harry S. Truman godkendte med det samme efter rapportens offentliggørelse antallet på 100.000, men ignorerede de øvrige anbefalinger om, at lande i Europa burde repatriere de øvrige flygtninge.

Trumans udmelding skabte krise i forholdet mellem USA og Storbritannien, og en ny regeringskommission, Morrison-Grady, blev nedsat. Den nåede frem til at foreslå en delingsplan af Palæstina med en lille jødisk stat, hvortil 100.000 med det samme kunne immigrere, og oprettelse af en arabisk stat, som Storbritannien skulle administrere. Forslaget blev afvist, og under forløbet udtrykte Truman for første gang officielt sin støtte til oprettelse af en jødisk stat i Palæstina.

Briternes restriktive indvandringspolitik siden Hvidbogen, der blev fastholdt under og efter krigens slutning, førte til væbnet konflikt mellem jøderne i Palæstina og den britiske mandatadministration. De jødiske militser, Irgun og Sterngruppen (som på grund af dens terrorisme blev opløst af briterne, men genopstod som LEHI) og Haganah, forgængeren for Israels militær, som Storbritannien havde bidraget til at træne, forsyne og opbygge, begyndte at føre væbnet kamp mod mandatstyret.

Midlerne var sabotage, bombeangreb, gidseltagninger og mord bl.a. likvidering af den britiske viceminister Lord Moyne i Cairo i 1944. Kulminationen på terrorismen var bombningen af det britiske hovedkvarter på King David Hotel i Jerusalem i 1946, hvor 91 (både militære og civile briter og lokale) mistede livet.

Under krigen havde de paramilitære grupper endvidere omgået restriktioner på indvandring og indsmuglet i titusinder af jødiske flygtninge.

Storbritannien var i økonomisk krise og indså, at det ikke kunne klare at opretholde sit imperium. Et sidste forsøg på at finde en løsning i Palæstina var en konference i London i februar 1947, som også mislykkedes. Da de militante jødiske grupper fortsatte deres terrorisme, meddelte briterne, at de overdrog ansvaret for Palæstina til det nyoprettede FN, og at de ville trække sig helt ud.

I 1939 havde zionisterne vendt sig mod USA for at få støtte. Her var der allerede et stort jødisk samfund, fordi 2,8 millioner jøder var indvandret fra især Østeuropa i perioden 1880-1924, hvor de restriktive immigrationslove trådte i kraft. På en konference i New York i 1942 blev USA’s støtte til det zionistiske Palæstinaprojekt bekræftet.

Med den voldsomme viden om holocaust, det jødiske flygtningeproblem, zionisternes kompetente diplomati og briternes opgivelse af mandatstyret bakkede det internationale samfund op om etablering af en jødisk stat i Palæstina på trods af, at det var advaret om, at det ville føre til skabelse af nyt stort palæstinensisk flygtningeproblem.

Forbindelsen mellem USA og zionismen blev yderligere bekræftet, da den amerikanske præsident Harry S. Truman anerkendte oprettelsen af staten Israel kun 11 minutter efter, at jøderne havde udråbt den. Anerkendelsen blev beseglingen af et nært forhold og en fast alliance mellem USA og Israel, som kom til at spille en stadig vigtigere rolle i amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik samt i udviklingen i Mellemøsten frem til vore dage.

Da der i 1949 var indgået våbenhvile, var staten Israel større end det område, der var fastlagt i FN's delingsforslag. Vestbredden var under jordansk og Gaza under egyptisk kontrol.

Der blev ikke etablereret en arabisk palæstinensisk stat, men i stedet blev 700.000-800.000 palæstinensere som følge af krigen gjort til flygtninge. Disse blev bosat i flygtningelejre i Egypten, Jordan, Libanon, Irak og Syrien samt på Vestbredden og i Gaza. Op mod 80 % af de palæstinensere, der havde boet i det område, der blev til staten Israel, mistede deres jord og ejendom.

Til gengæld havde Israel efter krigen udvidet sit territorium til at omfatte 78 % af det område, som havde udgjort det britiske Palæstinamandat. Palæstinensiske landsbyer forsvandt, og byer som fx Jaffa, Haifa og Vestjerusalem blev stort set tømt for palæstinensere og kom under israelsk suverænitet.

Et år efter, at Right of Return var blevet vedtaget, stemte Generalforsamlingen for Resolution 302, der oprettede UNRWA (United Nations Relief and Works Agency). Organisationen begyndte at arbejde i 1950 og arbejder stadig i de palæstinensiske flygtningelejre.

Det er også UNRWA, som registrerer flygtninge herunder efterkommere af de oprindelige 1948-flygtninge ud fra bestemte kriterier. Men da UNRWA ikke sletter registreringer, vurderes tallet, som i 2023 nåede op på 5,9 millioner, at være for højt. Ikke desto mindre vurderes Palæstina-flygtningeproblemet at være verdens største.

Der er endvidere i den senere 1967-krig kommet nye flygtninge til. Her var der tale om, at mange måtte flygte fra de palæstinensiske områder for anden gang. Der tales derfor om 1948- og 1967-flygtninge, og langt den største gruppe fra 1948 var ikke omhandlet i de fredsforhandlinger, der under navnet Osloprocessen blev indledt i 1993 og frem. Det har været en stor kilde til splittelse blandt palæstinenserne.

Præsident Bill Clinton adresserede 1948-flygtningene i sit andet forsøg på at finde en forhandlingsløsning i 2001. Siden har der ikke været fremsat reelle forslag til løsning af flygtningeproblemet fra 1948, ligesom der længe ikke har været ført forhandlinger om dette.

Efter staten Israels oprettelse blev palæstinensernes oprindelige nationalistiske institutioner opløst. Men i løbet af 1950'erne blev nye etableret. De fleste grupper og nye ledere havde deres udspring i Gaza, hvor partiet Fatah blev etableret i 1959.

Fatah baserer sig på en nationalistisk og sekulær ideologi og har i lange stræk været det ledende og største palæstinensiske parti. Andre grupper PFLP, DFLP og PFLP-GC var ligeledes nationalistiske og med venstreorienteret marxistisk inspireret ideologi. Det var også i Gaza, at grupperne Hamas og Islamisk Jihad senere etableredes. De baserer sig begge på politisk islam og forbinder palæstinensisk nationalisme med islamisme.

Formålet for grupperne var i starten at etablere en palæstinensisk og arabisk stat i hele det område, der under briterne havde udgjort Palæstina, og som omtales som territoriet fra Jordanfloden til Middelhavet. Med andre ord var målet både for de sekulære og de islamistiske grupper en palæstinensisk stat til erstatning for Israel, og de anerkendte ikke staten Israel.

Fra 1988 accepterede Fatah en deling af Palæstina, og at den palæstinensiske stat kan bestå af Gaza og Vestbredden. Samtidig tilkendegav Fatah en anerkendelse af staten Israel. I 2006 og igen i 2017 tilkendegav Hamas ligeledes accept af en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden. Men bevægelsen vil ikke anerkende Israel som stat, som ifølge Hamas skal afgøres ved en folkeafstemning.

Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, blev i 1964 etableret af Den Arabiske Liga på initiativ af Egypten, der ønskede større kontrol med palæstinenserne. PLO skulle være en modvægt til Fatah og de øvrige palæstinensiske grupper

Fra 1968 sikrede palæstinenserne sig fuld kontrol over PLO. Organisationen udvidede kampen til militante operationer uden for Mellemøsten. Disse operationer blev i Europa, USA og Israel defineret som terrorisme. De bestod i bombesprængninger, mord og likvideringer, gidseltagninger og flykapringer.

En udbrydergruppe af Fatah, Sorte September, som prioriterede guerillakrig, stod bag den mest mediedækkede palæstinensiske terroraktion, nemlig gidseltagningen af det israelske OL-hold i München i 1972. Aktionen i München endte med, at en del af gidslerne samt hele Israels OL-hold blev slået ihjel, da tyske sikkerhedsstyrker gennemførte et forsøg på at få gidslerne fri.

Året efter opløste PLO Sorte September, og i 1974 blev Yassir Arafat inviteret til at holde tale i FN's Generalforsamling. Fra da af kom palæstinenserne på den internationale dagsorden og fremstod herefter som et folk. Hidtil havde man i det internationale samfund ikke talt om det palæstinensiske folk, men omtalt det palæstinensiske spørgsmål under overskriften "arabisk-israelske krige".

Ikke desto mindre blev PLO i mange lande, navnlig i Vesten, kategoriseret som en terrororganisation. Derimod begrundede palæstinenserne selv deres militante operationer som legitim modstand. Dette blev bredt bakket op i de arabiske befolkninger samt af frihedsbevægelser i den tredje verden og radikale grupper i Europa som fx den tyske Rote Armee Fraktion og den danske Blekingegadebande, der samarbejdede med PLO.

Det kom til et gennembrud, da Arafat i Algier i 1988 udråbte en palæstinensisk stat i Gazastriben og Vestbredden, som Jordan samme år havde opgivet sit krav på. En måned senere i Stockholm erklærede han, at PLO tog afstand fra terrorisme, som ikke ville blive benyttet.

I 1967 havde Israel i Junikrigen besat Vestbredden og Gaza, og FN's Sikkerhedsråd havde i Resolution 242 pålagt Israel "at trække sig ud af territorier besat i den nylige konflikt". Med Arafats erklæringer i Algier og Stockholm var vejen banet for dels diplomatisk at anerkende PLO som forhandlingspartner, dels den model, der skulle komme til at blive defineret som en tostatsløsning.

PLO anerkendte staten Israel, der på sin side anerkendte PLO som legitim repræsentant for det palæstinensiske folk. Derudover rummede Principerklæringen en aftale om, at der skulle oprettes palæstinensisk selvstyre på Vestbredden og i Gaza.

Selvstyret skulle forvalte områder som bl.a. sundhed og uddannelse, og der blev udarbejdet en tidsplan på fem år fra selvstyrets start til dets fulde etablering. Der blev ikke talt om en palæstinensisk stat, selvom mange mente, det lå implicit i aftalen. Det tætteste Yitzhak Rabin kom på begrebet stat var en formulering om en "selvstændig palæstinensisk enhed". Dette udløste massiv kritik i Israel, og Rabins indgåelse af Principaftalen endte med at koste ham livet. Han blev myrdet af en jødisk bosætter ved en demonstration i Tel Aviv i 1995.

Da 1948-flygtningene ikke var omfattet af Principaftalen, anså mange palæstinensiske grupper Arafat for at være en forræder. Flere af disse grupper truede med at myrde ham. Reelt var Arafats accept af en tostatsløsning et kompromis: PLO anerkendte, at jøderne kunne have en stat i Palæstina og dermed også suveræn indflydelse på, hvem der kunne indrejse i Israel. Det var en underminering af Right of Return-princippet, og betød, at palæstinensere i flygtningelejrene ikke kunne rejse tilbage til deres huse og ejendomme i Israel uden accept fra den israelske stat.

Vestbredden blev inddelt i tre zoner: A, B og C.

• Zone A var de seks byer, Israel skulle trække sig tilbage fra. Her ville der være palæstinensisk selvstyre inklusive sikkerhed, men alene i form af politimyndighed med lette våben.
• Zone B uden for byerne var landområder, hvor selvstyret kun havde civil kontrol, mens Israel i samarbejde med selvstyret skulle opretholde sikkerhed.
• I zone C, det største område (60 %), havde Israel fuld kontrol og selvstyret ingen myndighed.

En fuld realisering af selvstyret og dermed af zonerne på Vestbredden blev aldrig realiseret, fordi Israel ikke trak sig ud af Hebron. Samtidig er status i både B og C zonerne blevet kraftigt forandret på grund af opførelsen af israelske sikkerhedsforanstaltninger samt etableringen at et stort antal bosættelser.

Derudover indeholdt den færdige aftale, der blev kaldt Oslo 2-aftalen og blev underskrevet i september 1995, en drejebog for afholdelse af palæstinensiske valg til selvstyreparlament, såkaldt præsident samt til lokale byråd. Valgene fandt sted i januar 1996, hvor Arafat blev valgt som den første præsident, og Fatah vandt flertal, mens Hamas boykottede valget.

Bill Clinton, for hvem fredsprocessen havde været en mærkesag, pressede på for at få en aftale. Den israelske premierminister Ehud Barak insisterede på en endelig aftale i stedet for en proces som i Osloaftalerne, og i sommeren 2000 gik Yassir Arafat med til forhandlinger i Camp David.

Trods store forhåbninger førte de reelt ikke til noget. Da Israel kun ville give palæstinenserne en lille landsby, Abu Dis, uden for Jerusalem til erstatning for Østjerusalem, brød forhandlingerne sammen uden resultat.

Som en kommentar til, at Jerusalem i det hele taget havde været på forhandlingsbordet, organiserede den israelske oppositionsleder Ariel Sharon et besøg på Tempelbjerget i september 2000. Under en stor international mediebevågenhed erklærede han Jerusalem som en til evig tid udelt israelsk by. Dagen efter udbrød en ny palæstinensisk opstand, kaldet den anden Intifada. Det førte til voldsom konflikt mellem Israel og palæstinensiske grupper med store tab på begge sider.

Bill Clinton havde ikke opgivet at få en fredsaftale og præsenterede i december 2000 de såkaldte Clinton-parametre, der udgjorde rammen for en fredsplan.

Israels fungerende premierminister Ehud Barak sagde "ja med forbehold" til planen. Det gjorde han vel vidende, at han stod til at tabe det israelske valg til Ariel Sharon, som under ingen omstændigheder ville acceptere Clinton-parametrene.

Arafat afviste planen, fordi han ikke igen kunne svigte 1948-flygtningene. For konsekvensen af Clintonplanen ville være, at man opgav principperne fra Resolution 194 om 'Retten til at vende tilbage'.

I foråret 2002 gennemførte Israel en omfattende invasion af Vestbredden. Begrundelsen var anklager mod palæstinenserne for under Yassir Arafats ledelse at have udnyttet selvstyret til at opbygge, hvad Israel kaldte ”terrorismens infrastruktur”. Samtidig med invasionen gennemførte Israel såkaldte målrettede drab i Gaza, hvor Hamas-ledere blev likvideret.

Både invasionen og de målrettede drab skulle dog ses i sammenhæng med udbruddet af den anden Intifada efter Ariel Sharons vandring på Tempelpladsen i september 2000. De skulle også ses i sammenhæng med terrorangrebet 11. september 2001 udført af globale jihadister fra al-Qaeda. Ariel Sharon insisterede på, at også Hamas og andre palæstinensiske grupper skulle defineres som globale terrorister i modsætning til, hvad USA først havde gjort, nemlig defineret dem som nationalister. Det blev nu ændret.

Invasionen inkluderede byer, som var blevet overgivet til selvstyre, herunder Jenin, der blev voldsomt ødelagt. Store dele af byen blev skudt i grus og jævnet af bulldozere angiveligt for, at israelerne kunne lede efter beviser på palæstinensernes terrorisme.

Samtidig med den israelske invasion mødtes repræsentanter for USA, EU, FN og Rusland i Madrid i 2002 og opfordrede til våbenhvile i Palæstina. Initiativet var kommet i stand som reaktion på den anden Intifada, og i Madrid etablerede de fire parter den såkaldte Mellemøstkvartet.

Udover at opfordre til våbenhvile var målet at genetablere en forhandlingsproces. Kvartetten foreslog den såkaldte Køreplan for Fred. I tre faser skulle planen føre til etablering af en palæstinensisk stat i 2005. Køreplan for Fred blev allerede i sin første fase bremset af en ny konflikt i 2003.

Fra 2002 var Arafats hovedkvarter i Ramallah omringet af israelske styrker, og hans reelle politiske betydning var minimal. Efter længere tids sygdom døde Arafat i november 2004; han efterfulgtes som leder af selvstyret af Mahmoud Abbas, som blev valgt til præsident i januar 2005.

Under Abbas fortsatte de mange problemer med selvstyret, hvilket førte til, at Hamas blev yderligere styrket.

Angiveligt for at forhindre fx selvmordsbombere i at trænge ind i Israel fra Vestbredden indledte Israel i 2002 et mere end 700 km langt byggeri langs den såkaldte grønne linje (grænsen), men placeret inde på Vestbredden. Israel kalder konstruktionen en sikkerhedsbarriere, mens mange kalder den en mur. Den løber gennem marker og byer og har hegnet Vestbredden ind på samme måde, som Gaza er det.

I 2005 nedlagde Israel alle jødiske bosættelser i Gaza og trak deres militær ud. I stedet befæstede de grænsen rundt om striben, så Israel kontrollerer Gazas trafik med omverdenen både til lands, til vands og fra luften.

Byggeriet af muren om Vestbredden stod færdigt i 2012.

Imod Israels vilje insisterede USA på, at Hamas kunne stille op til valg til det palæstinensiske selvstyreparlament og til selvstyrepræsident. Hamas vandt overraskende, men overbevisende valgene i 2006, der af observatører blev vurderet som frie og fair. USA, EU og Israel insisterede på, at Hamas skulle anerkende staten Israel, hvilket blev afvist. Derfor blev Hamas boykottet.

Israel og Egypten reagerede med at etablere en blokering af grænseovergange i 2007 således, at transport af varer og personer ud og ind af Gaza blev særdeles vanskelig. Blokaden er blevet opretholdt lige siden.

Trods stor støtte fra EU og USA tabte Mahmoud Abbas og Fatah samlet set valgene. I nogle af byerne på Vestbredden vandt Fatahs kandidater, men ikke nok til at de kunne få flertal i parlamentet. Valgene blev af internationale observatører vurderet frit og fair, men Fatah ville ikke afgive magten til Hamas. Det kom til voldelige sammenstød og en kortvarig samlingsregering efter forhandlinger i Mekka i foråret 2007.

Allerede få måneder senere kom Fatah og Hamas igen i konflikt. Det endte med, at Hamas pressede Mahmoud Abbas' folk ud af Gaza.

Dermed fik Hamas magten i Gaza, mens Mahmoud Abbas fortsatte som leder af selvstyret i Ramallah på Vestbredden. Flere gange har parterne forsøgt sig med forsoningsaftaler, men hver gang er det endt i fornyet konflikt.

I 2021 var der omsider planlagt nye valg, efter at de var blevet udskudt adskillige gange. Da Israel nægtede palæstinensere i Jerusalem at deltage i valgene, besluttede Mahmoud Abbas igen at udskyde dem. Ifølge Hamas var den virkelige grund til udskydelsen, at Abbas stod til at tabe stort.

På Vestbredden bliver forholdene stadig mere forværrede. Det skyldes et inkompetent og korrupt palæstinensisk selvstyre. Men det skyldes især Israels konstante udvidelse af sit territorium i form af nye bosættelser.

På Oliebjerget og i den gamle by i Jerusalem sætter Israel palæstinensere ud af boliger og overgiver dem til israelske jøder. Det førte i foråret 2021 til konflikter i Jerusalem primært i form af demonstrationer og strejker, indtil Hamas blandede sig i konflikten og fra Gaza sendte tusindvis af raketter ind over Israel mod Jerusalem. Efter en stor international indsats blev der etableret våbenhvile.

Imidlertid er der konstante sammenstød mellem bosættere og palæstinensere på Vestbredden. I 2022 boede der 670.000 bosættere på Vestbredden. Den israelske regering, der trådte til i december 2022, har igangsat opførelsen af et rekordstort antal nye bosættelser. Bosættere har desuden begået omfattende vold mod palæstinensiske bønder og hyrder, som de vil fortrænge fra den jord, hvor de især dyrker oliven.

De største og mest voldelige konflikter har dog udspillet sig i Gaza, hvor der har været krige i 2008-2009, 2012, 2014, 2021 og senest i 2023. Indtil den seneste var den mest voldsomme krig den i 2014, hvor Israel i over en måned bombede i Gaza og tillige invaderede med landtropper.

Ødelæggelserne af beboelser, skoler, sundhedsklinikker og infrastruktur var enorme. 2251 palæstinensere, heraf ifølge FN 1462 civile, mistede livet, mens tabstallene på israelsk side lød på 67 soldater og seks civile.

Der er ingen tvivl om, at ødelæggelserne i Gaza som følge af krigen er enorme, ligesom antallet af døde, herunder af børn, er voldsomt. Et overblik fås dog først, når en uvildig undersøgelse efter krigens ophør kan dokumentere omfanget. De vestlige lande reagerede med fordømmelse af Hamas og terrorangrebet den 7. oktober og krævede frigivelse af gidsler. Samtidig fastlog de "at Israel har ret til at forsvare sig mod Hamas' terrorisme".

Da krigen udviklede sig med store civile tab i Gaza til følge, kom der stadig flere opfordringer fra USA, der støttede Israels krig politisk og økonomisk, at der blev holdt nogle "humanitære pauser" i krigen, så der kunne komme nødhjælp ind. Samtidig opfordrede amerikanerne til, at Israel beskyttede Gazas civile. FN krævede, at krigens love blev overholdt, og at der blev åbnet for mad, medicin og brændsel ind i Gaza.

Den 27. oktober stemte 120 lande i FN's Generalforsamling for en resolution, der opfordrede til, at der blev indgået øjeblikkelig våbenhvile for at beskytte civile. 14 lande inklusive USA og Israel stemte imod; Danmark sammen med 44 andre stater undlod at stemme med den begrundelse, at resolutionen ikke fordømte Hamas' terrorangreb og den igangværende gidselaffære i Gaza.

Stadig flere begyndte at anklage Israel for krigsforbrydelser, således den norske regering og Storting. Den 11. november holdt Den Arabiske Liga og Organisationen af Islamiske Stater topmøde i Saudi-Arabien. Her beskyldte de ligeledes Israel for krigsforbrydelser i Gaza og opfordrede til våbenhvile samt til, at der blev iværksat en uvildig international undersøgelse af krigen. Mange af de arabiske og muslimske stater tilføjede, at den eneste løsning på Palæstinakonflikten er en tostatsmodel.

Også i EU's og USA's politik på området er tostatsmodellen målet. Men mange eksperter tror ikke på dens mulighed for at blive realiseret. Det skyldes ikke mindst de mange israelske bosættelser på Vestbredden og Israels erklærede modstand mod oprettelsen af en palæstinensisk stat.

Perspektiverne for en afslutning på Palæstinakonflikten synes derfor længere væk end nogensinde tidligere. Dermed er en løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem, som blev skabt med Israels etablering i 1948, ikke i sigte.