Aftalerne mellem Israel og Egypten førte i november 1977 til den egyptiske præsident Sadats overraskende besøg i Israel og dermed til nye og direkte forhandlinger mellem de to stater, hvad der i 1979 førte til Camp David-aftalen.
Israel invaderede i 1978 Libanon, men blev efter voldsomt amerikansk pres nødt til at opgive sit forehavende. Det var Israels ønske militært at knuse de palæstinensiske baser i de områder af det sydlige Libanon, der var kontrolleret af palæstinensere og havde været udgangspunkt for stadige angreb mod det nordlige Israel. Under henvisning til en sådan invasions ødelæggende konsekvenser for fredsforhandlingerne mellem Israel og Egypten accepterede Israel at indstille operationen. Den blev i stedet gennemført i sommeren 1982, da Israel foretog en egentlig invasion af Libanon, der resulterede i PLO's fordrivelse fra Libanon og overflytning af PLO's hovedkvarter til Tunis. Efter den endelige israelske tilbagetrækning i 1985 etablerede Israel i samarbejde med proisraelske libanesiske militser i det sydlige Libanon en såkaldt sikkerhedszone inde på libanesisk territorium som værn mod palæstinensiske angreb på Israel.
Det lykkedes i oktober 1991 USA at få alle involverede parter til fredsforhandlinger i Madrid, der de følgende år er fortsat med direkte forhandlinger parterne imellem. Madridmødet var skelsættende, fordi alle parter accepterede direkte forhandlinger, og fordi også palæstinenserne deltog med egne repræsentanter — ganske vist som associerede til den jordanske delegation.
Parallelt med de forhandlinger, der siden 1991 blev ført mellem Israel og araberne, havde PLO og Israel hemmelige forhandlinger gennem foråret og sommeren 1993. Forhandlingerne førte i september 1993 til indgåelsen af en principaftale, hvor PLO og Israel gensidigt anerkendte hinanden som legitime repræsentanter og ved samme lejlighed lovede, at uoverensstemmelserne mellem de to parter skulle løses gennem dialog. PLO og Israel forhandlede efterfølgende en aftale på plads, der førte til etableringen af delvis palæstinensisk kontrol med Vestbredden og Gaza. PLO's accept af etableringen af en fremtidig palæstinensisk stat omfattende Vestbredden og Gaza med Jerusalem som hovedstad blev voldsomt kritiseret, og de islamistiske grupperinger Hamas og Islamisk Jihad afviste som flere andre PLO's ret til at indgå sådanne aftaler. Det bragte Det Palæstinensiske Selvstyre på kollisionskurs med islamisterne. Selvstyrets manglende evne til at knække Hamas og Islamisk Jihad, der var fortalere for at fortsætte kampen mod Israel, førte til, at fredsprocessen ikke blev gennemført som oprindeligt aftalt. Israel gennemførte efter 2000 en række militære operationer mod Det Palæstinensiske Selvstyre samt Hamas og Islamisk Jihad, enten som regelrette militære operationer, som tilfældet var det i marts-april 2002, eller som angreb mod mål på jorden fra kamphelikoptere. Flere Hamas-ledere er blevet dræbt på denne måde.
I 2005 valgte Israel at trække sig helt ud af Gaza og rømme de jødiske bosættelser her. Ved det palæstinensiske valg i 2007 vandt det islamistiske parti Hamas imidlertid en stor sejr i Gaza, og efter en magtkamp med al-Fatah overtog Hamas magten i Gaza, mens PLO fortsat styrede Vestbredden. Efter Hamas' sejr iværksatte Israel en blokade af Gaza, ikke mindst fordi et stort antal missiler blev affyret fra Gaza mod Israel. I december 2008-januar 2009 gennenmførte det israelske militær omfattende bombardementer samt en invasion af Gaza med henvisning til missilangrebene. Det medførte store ødelæggelser og mere end 1000 dræbte palæstinensere samt 13 dræbte israelere. I slutningen af maj 2010 forsøgte en konvoj af skibe at bryde den israelske blokade af Gaza og sejle nødhjælp ind til området. Fartøjerne blev opbragt af israelske fartøjer og adskillige aktivister dræbt. I 2014 førte en række episoder til at Israel indledte endnu en kampagne mod Gaza, først bombardementer, som siden blev fulgt op med landtropper. Krigen varede i syv uger og førte til omfattende ødelæggelser. Mere end 2100 palæstinensere, heraf mange civile, samt 66 israelske soldater og fem civile omkom. Konflikten endte med en våbenhvile. Israel havde tilføjet Hamas alvorlig skade, men fik på ingen måde nedkæmpet bevægelsen.
I juli-august 2006 medførte flere mindre angreb fra Hizbollah i Sydlibanon ind over den israelske grænse omfattende israelske bombardementer af hele Libanon og en invasion af den sydlige del af landet. Israel forsøgte at stække Hizbollah, der under hele den månedlange konflikt sendte raketter ind over Israel, men forsøget mislykkedes. Godt nok led bevægelsen militært nederlag, men den blev ikke knækket og vandt stor opbakning i Libanon. Krigen kostede omkring 1200 libanesere og 160 israelere livet.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.