arabisk-israelske krige

Den Første Arabisk-israelske Krig 1948-49 blev bragt til ophør af FN. Der blev ikke sluttet egentlige fredsaftaler, men kun våbenhvileaftaler, hvorfor de grænser, der blev etableret efter krigen, ikke blev betragtet som folkeretligt gældende af de arabiske stater.

Den palæstinensiske befolkning kom som følge af krigen under vidt forskelligt politisk styre. En del arabiske palæstinensere blev efter 1949 indbyggere i staten Israel, mens befolkningen bosat på Vestbredden af Jordanfloden kom under transjordansk administration, idet Transjordaniens kong Abdallah ibn Husayn i 1950 annekterede Vestbredden. Gaza blev efter våbenhvileaftalerne i 1949 administreret af Egypten.

Den selvstændige palæstinensiske stat, der var forudset i FN's delingsforslag af 1947, blev således ikke omsat til virkelighed.

Den Anden Arabisk-israelske Krig fandt sted i oktober-november 1956, hvor Israel angreb Egypten. Storbritannien og Frankrig stillede de krigsførende parter et ultimatum gående ud på, at de skulle trække deres styrker væk fra Kanalzonen ved Suezkanalen. Storbritannien og Frankrig invaderede umiddelbart efter Egypten. Disse landes mål var egentlig at imødegå den egyptiske nationalisering af Suezkanalen, som præsident Nasser havde gennemført i juli samme år; Israel ville straffe Egypten for støtte til palæstinensiske guerillaangreb på staten Israel fra det egyptisk kontrollerede Gaza. Det lykkedes den israelske hær at besætte næsten hele Sinaihalvøen, men Israel måtte i 1957 efter pres fra FN og USA trække sig helt ud af Sinai og Gaza. Den Anden Arabisk-israelske Krig ændrede derfor ikke ved 1949-grænsedragningen.

Allerede mens krigen var i gang, blev der indsat en fredsbevarende FN-styrke i området omkring Port Said, med det formål at holde parterne adskilt, mens de britiske og franske styrker blev trukket tilbage. FN-styrken blev bagefter stationeret på den egyptiske side af grænsen mellem Egypten og Israel, indtil den i sommeren 1967 blev udvist af den egyptiske regering. Se også Suezkrisen.

Den Tredje Arabisk-israelske Krig blev udkæmpet på seks dage i juni 1967, hvorfor den ofte kaldes Seksdageskrigen. Krigen, der blev indledt med et israelsk præventivt overraskelsesangreb mod Egypten, resulterede i et knusende militært og politisk nederlag for de arabiske stater, idet Israel besatte både Sinaihalvøen, Gaza, Vestbredden og dele af Golanhøjderne. Den ændrede afgørende ved den grænsedragning, der var blevet resultatet af Den Første Arabisk-israelske Krig. Af de i 1967 besatte områder har Israel kontrol over Gaza (indtil 1994), Vestbredden og Golanhøjderne. Israel annekterede i 1980 Østjerusalem og i 1981 dele af Golanhøjderne.

Egypten og Israel udkæmpede i 1969-70 den såkaldte Udmattelseskrig langs Suezkanalen. Kampene blev i 1970 bragt til ophør efter amerikansk mægling.

Den Femte Arabisk-israelske Krig, Oktoberkrigen eller Yom Kippur-krigen, blev udkæmpet i oktober 1973. Et fælles egyptisk-syrisk angreb overraskede fuldstændig Israel. Det lykkedes Israel at bremse den arabiske offensiv og selv sætte en modoffensiv i gang. Krigen blev bragt til ophør gennem FN. Supermagterne blev for første gang direkte involveret i de militære kampe mellem de arabiske stater, der var støttet af USSR, og Israel, der var støttet af USA, idet de to supermagter etablerede luftbroer med militærforsyninger til de stridende parter. Supermagterne inviterede efter våbenhvilen parterne til fredsforhandlinger i Genève, der endte uden resultat. Det lykkedes dog USA i de følgende år at få etableret troppeadskillelsesaftaler mellem både Israel og Syrien (maj 1974) og Israel og Egypten (1974-75).

Aftalerne mellem Israel og Egypten førte i november 1977 til den egyptiske præsident Sadats overraskende besøg i Israel og dermed til nye og direkte forhandlinger mellem de to stater, hvad der i 1979 førte til Camp David-aftalen.

Israel invaderede i 1978 Libanon, men blev efter voldsomt amerikansk pres nødt til at opgive sit forehavende. Det var Israels ønske militært at knuse de palæstinensiske baser i de områder af det sydlige Libanon, der var kontrolleret af palæstinensere og havde været udgangspunkt for stadige angreb mod det nordlige Israel. Under henvisning til en sådan invasions ødelæggende konsekvenser for fredsforhandlingerne mellem Israel og Egypten accepterede Israel at indstille operationen. Den blev i stedet gennemført i sommeren 1982, da Israel foretog en egentlig invasion af Libanon, der resulterede i PLO's fordrivelse fra Libanon og overflytning af PLO's hovedkvarter til Tunis. Efter den endelige israelske tilbagetrækning i 1985 etablerede Israel i samarbejde med proisraelske libanesiske militser i det sydlige Libanon en såkaldt sikkerhedszone inde på libanesisk territorium som værn mod palæstinensiske angreb på Israel.

Det lykkedes i oktober 1991 USA at få alle involverede parter til fredsforhandlinger i Madrid, der de følgende år er fortsat med direkte forhandlinger parterne imellem. Madridmødet var skelsættende, fordi alle parter accepterede direkte forhandlinger, og fordi også palæstinenserne deltog med egne repræsentanter — ganske vist som associerede til den jordanske delegation.

Parallelt med de forhandlinger, der siden 1991 blev ført mellem Israel og araberne, havde PLO og Israel hemmelige forhandlinger gennem foråret og sommeren 1993. Forhandlingerne førte i september 1993 til indgåelsen af en principaftale, hvor PLO og Israel gensidigt anerkendte hinanden som legitime repræsentanter og ved samme lejlighed lovede, at uoverensstemmelserne mellem de to parter skulle løses gennem dialog. PLO og Israel forhandlede efterfølgende en aftale på plads, der førte til etableringen af delvis palæstinensisk kontrol med Vestbredden og Gaza. PLO's accept af etableringen af en fremtidig palæstinensisk stat omfattende Vestbredden og Gaza med Jerusalem som hovedstad blev voldsomt kritiseret, og de islamistiske grupperinger Hamas og Islamisk Jihad afviste som flere andre PLO's ret til at indgå sådanne aftaler. Det bragte Det Palæstinensiske Selvstyre på kollisionskurs med islamisterne. Selvstyrets manglende evne til at knække Hamas og Islamisk Jihad, der var fortalere for at fortsætte kampen mod Israel, førte til, at fredsprocessen ikke blev gennemført som oprindeligt aftalt. Israel gennemførte efter 2000 en række militære operationer mod Det Palæstinensiske Selvstyre samt Hamas og Islamisk Jihad, enten som regelrette militære operationer, som tilfældet var det i marts-april 2002, eller som angreb mod mål på jorden fra kamphelikoptere. Flere Hamas-ledere er blevet dræbt på denne måde.

I 2005 valgte Israel at trække sig helt ud af Gaza og rømme de jødiske bosættelser her. Ved det palæstinensiske valg i 2007 vandt det islamistiske parti Hamas imidlertid en stor sejr i Gaza, og efter en magtkamp med al-Fatah overtog Hamas magten i Gaza, mens PLO fortsat styrede Vestbredden. Efter Hamas' sejr iværksatte Israel en blokade af Gaza, ikke mindst fordi et stort antal missiler blev affyret fra Gaza mod Israel. I december 2008-januar 2009 gennenmførte det israelske militær omfattende bombardementer samt en invasion af Gaza med henvisning til missilangrebene. Det medførte store ødelæggelser og mere end 1000 dræbte palæstinensere samt 13 dræbte israelere. I slutningen af maj 2010 forsøgte en konvoj af skibe at bryde den israelske blokade af Gaza og sejle nødhjælp ind til området. Fartøjerne blev opbragt af israelske fartøjer og adskillige aktivister dræbt. I 2014 førte en række episoder til at Israel indledte endnu en kampagne mod Gaza, først bombardementer, som siden blev fulgt op med landtropper. Krigen varede i syv uger og førte til omfattende ødelæggelser. Mere end 2100 palæstinensere, heraf mange civile, samt 66 israelske soldater og fem civile omkom. Konflikten endte med en våbenhvile. Israel havde tilføjet Hamas alvorlig skade, men fik på ingen måde nedkæmpet bevægelsen.

I juli-august 2006 medførte flere mindre angreb fra Hizbollah i Sydlibanon ind over den israelske grænse omfattende israelske bombardementer af hele Libanon og en invasion af den sydlige del af landet. Israel forsøgte at stække Hizbollah, der under hele den månedlange konflikt sendte raketter ind over Israel, men forsøget mislykkedes. Godt nok led bevægelsen militært nederlag, men den blev ikke knækket og vandt stor opbakning i Libanon. Krigen kostede omkring 1200 libanesere og 160 israelere livet.