Mesopotamien

Det vigtigste område i denne tidlige periode var det sydlige Mesopotamien, som senere kilder kalder Sumer efter områdets befolkning, sumererne. En egentlig central sumerisk stat var der ikke tale om, men en række store byer som Kish, Uruk, Nippur og Ur fungerede som selvstændige bystater. Den politiske organisation af den enkelte bystat kendes ikke i detaljer. Meget tyder på, at hver by oprindelig havde to ledere, en administrativ og religiøs leder en og en leder med titlen lugal, der varetog udførelsen af de praktiske opgaver og fungerede som general i tilfælde af krig. Disse to funktioner smeltede senere sammen til én, og hver bystat blev derefter regeret af en slags konge. Man har ment, at disse tidlige bystater var en form for tempelstater, hvori templerne har været de eneste jordbesiddere. Da de eneste skriftlige kilder netop stammer fra templerne, kan det dog ikke afvises, at der også har været private jordbesiddere, hvis arkiver man blot ikke har fundet.

En af de vigtigste kilder til denne periode er den såkaldte sumeriske kongeliste, som er overleveret fra en senere periode. Ifølge den havde guderne givet menneskeheden kongemagten, som kun kunne besiddes af én konge ad gangen. Listen opregner de forskellige byer og kongedynastier, der på forskellige tidspunkter havde denne kongemagt. Måske refererer listen reelt til den stadige politiske og økonomiske konkurrence, som fandt sted mellem de forskellige bystater om overherredømmet i Sumer. Den første konge, der kendes ikke bare fra kongelisten, men også fra samtidige skriftlige kilder, er Enmebaragesi, kongen af Kish (ca. 2700 f.v.t.). Hans søn Agga kæmpede ifølge en myte mod Gilgamesh, konge af Uruk). Det er dog først fra ca. 2520 f.v.t., at kildematerialet er så detaljeret, at det muliggør en delvis rekonstruktion af Sumers historie. Kilderne fortæller om to bystater, Lagash og Umma, der i flere generationer kæmpede om magten over det samme frugtbare landbrugsområde. Denne strid endte dog brat, da kongen af Umma, Lugalzaggesi, erobrede og ødelagde store dele af Lagash. En situation som denne kan ikke have været unik, og man aner i Sumers historie da også et vist mønster af skiftende politiske koalitioner og kortlivede alliancer mellem de forskellige sumeriske bystater.

Perioden har fået sit navn efter byen Akkade, der blev centrum for det første egentlige imperium i Mesopotamien. Akkades nøjagtige beliggenhed er ukendt, men byen har formodentlig ligget i det nordlige Sumer mellem Sippar og Kish. Akkaderne var et semitisktalende folk, der tilsyneladende gradvis er indvandret i Sumer; allerede fra 2700 f.v.t. finder man højt placerede embedsmænd af akkadisk afstamning i det sumeriske bureaukrati. Sargon 1. regnes for grundlæggeren af Det Akkadiske Imperium. Hans vej til magten kendes ikke, men ifølge en senere myte var han mundskænk hos kongen af Kish og benyttede denne høje position til at tilrane sig magten og udråbe sig til konge over hele Sumer. Sargon nedkæmpede al sumerisk modstand og indsatte akkadiske embedsmænd som ledere i de sumeriske byer. Det Akkadiske Imperium fik handelsforbindelser til så fjerne steder som Oman, Bahrain og Indusområdet. Sargons efterfølgere på tronen nedkæmpede det ene oprør efter det andet i de tidligere sumeriske bystater. Især Sargons barnebarn Naram-Sin måtte kæmpe hårdt for at bevare magten. De sumeriske byer forsøgte én gang for alle at frigøre sig fra det akkadiske overherredømme. De sluttede sig sammen i et fælles oprør og planlagde det sådan, at Naram-Sin måtte udkæmpe ni slag på et år. Naram-Sin vandt alle disse kampe, og som anerkendelse af denne næsten umenneskelige kraftpræstation blev han af præsteskabet i Sumer ophøjet til gud.

I hele Mesopotamiens historie blev kongerne anset for at være gudernes tjenere eller forvaltere, så Naram-Sins status som gudekonge er et klart brud med disse traditioner. Nogle få senere konger lod sig på samme måde guddommeliggøre, men skikken forsvandt snart igen.

I Naram-Sins regeringsperiode strakte Det Akkadiske Imperium sig fra det sydligste Mesopotamien til Tell Brak ved floden Khabur (i det nordlige Syrien). Under Naram-Sins efterfølgere smuldrede riget som følge af tronstridigheder, og den akkadiske magt svækkedes stærkt. I det magtvakuum, der dermed opstod, blev det muligt for den fremmede befolkningsgruppe gutæerne at trænge ind i Mesopotamien. Gutæerne, der kom østfra, erobrede magten i Sydmesopotamien og bevarede den i ca. 100 år.

Gutæerne blev dog fordrevet af Utu-khegal, kongen af Uruk. Derefter var de tidligere sumeriske bystater nu endelig fri for fremmed herredømme. Dette udnyttede Ur-Nammu, kongen af Kish, som gjorde sig til konge over hele Sumer med hovedsæde i Ur. Han og hans efterfølgere opbyggede et stærkt bureaukrati og en meget effektiv administration. I 2004 f.v.t. var byen Ur dog så svækket af hungersnød, at den ikke kunne modstå en elamitisk belejring. Ur blev erobret og ødelagt, og Ibbi-Sin, dens sidste konge, blev fanget og ført bort af Elams hær.

Skriftlige kilder fra byen Isin (ca. 30 kilometer syd for Nippur) viser, at en af Ibbi-Sins generaler, Ishbi-Erra, flere år før hans fald havde udnævnt sig selv til konge af Isin. Få år efter Urs fald lykkedes det Ishbi-Erra at uddrive elamitterne. Derefter havde han magten i både det centrale og det sydlige Mesopotamien. De følgende 80 år var tilsyneladende en periode med økonomisk fremgang og fred. Kunst og litteratur var i højsædet, og nogle af Mesopotamiens største litterære og historiske værker er nedskrevet i denne periode. Derpå fulgte en kort tid med social og økonomisk ustabilitet. Disse problemer løste kong Ishme-Dagan (1953-1935 f.v.t.) ved at indføre forskellige reformer, men et andet problem under hans regering var tilsyneladende indtrængende grupper af amoritter.

Disse nomadestammer indvandrede vestfra og nævnes i kilderne helt tilbage fra ca. 2100 f.v.t. De vandt gradvis større og større indflydelse, og i 1932 f.v.t. grundlagdes det første egentlige amoritiske kongedynasti i byen Larsa i Sydmesopotamien af Gungunum. En af hans største bedrifter var at fravriste Isin herredømmet over Ur, hvorved Gungunum fik kontrollen med handelen med kobber, som kom til Mesopotamien fra Bahrain via byen Ur. Isin havde nu udspillet sin rolle som magtfaktor, og de dominerende byer i Mesopotamien var herefter Larsa, Eshnunna og Shubat-Enlil (nuv. Tell Leilan i Khabur-området). Fra 1894 f.v.t. opstod endnu et amoritisk kongedynasti, som grundlagdes i byen Babylon. Forud for dette havde Babylon hverken spillet nogen politisk eller økonomisk rolle i Mesopotamiens historie. Dette billede ændredes dog kraftigt under dynastiets sjette konge, Hammurapi (1848-1806 f.v.t.), som blev dynastiets mest fremtrædende. Mesopotamien blev i denne periode domineret af Rimsin, konge i Larsa (1822-1763 f.v.t.), som kontrollerede hele det sydlige Mesopotamien, mens det nordlige blev regeret af Shamshi-Adad (ca. 1813-1781 f.v.t.), som var en dygtig militær og administrativ leder. Hovedstaden for Shamsi-Adads rige var Shubat-Enlil, hvor han selv residerede, mens hans to sønner var indsat som vicekonger i byerne Ekallatum (nordøst for byen Assur) og Mari (i det nordlige Syrien). Efter Shamshi-Adads død var sønnerne ikke i stand til at holde riget samlet, og i byen Mari kom Zimrilim, søn af en tidligere konge, til magten (1782-1759 f.v.t.).

Herefter var den politiske scene i Mesopotamien præget af flere småstater i skiftende alliancer. Tilsyneladende var der en generel politisk svækkelse i området, hvor ingen af de forskellige småkonger var i stand til at opnå overherredømmet. Dette ændredes dog i Hammurapis 29. regeringsår, da han efter mange års defensivt diplomati pludselig optog en mere aggressiv militær politik. Inden for en kort årrække havde han ikke alene underlagt sig hele det sydlige Mesopotamien, heriblandt Larsa og Eshnunna, men også opnået sejre i det nordlige Mesopotamien (det senere Assyrien). Herefter vendte han sig mod sin gamle allierede Zimrilim, og i 1815 f.v.t. rapporterede Hammurapi, at han havde erobret Mari. Skabelsen af dette rige, som senere kilder kalder Babylonien efter dets hovedstad Babylon, markerer på flere områder et vendepunkt i Mesopotamiens historie. Byen Babylon blev med et slag Sydmesopotamiens vigtigste politiske og religiøse center.

Hammurapis efterfølgere på tronen var ikke i stand til at holde sammen på riget. Allerede få år efter hans død var der oprør i den sydligste del, som herefter blev selvstændig. Desuden øvede ikke-semitisktalende folkeslag (hurritterne og hittitterne) et stadig større pres mod Babyloniens grænser nordfra. Den sidste rest af riget forsvandt definitivt, da den hittitiske kong Mursilis i spidsen for sin hær foretog et lynangreb på Babylon. Byen blev erobret og ødelagt i 1595 f.v.t. Dette markerede ikke blot enden på Hammurapis rige, men også på den oldbabyloniske periode.

Sammen med det oldbabyloniske rige forsvinder også de skriftlige kilder, og de følgende ca. 150 års historie er meget usikker. Man kan dog med sikkerhed sige, at den babyloniske kongemagt faldt i hænderne på et kassitisk dynasti i løbet af denne periode. Det kassitiske folk stammede formodentlig fra Zagrosbjergene, og deres tilstedeværelse i Babylonien kan attesteres allerede tilbage i 1731 f.v.t. Kassitterne har formodentlig udnyttet chancen for at gribe magten i det magtvakuum, der opstod efter det oldbabyloniske riges kollaps. De kassitiske konger kendes bedst fra deres byggearbejder. De restaurerede ikke blot de eksisterende babyloniske templer, men grundlagde også en ny hovedstad, Dur-Kurigalzu, nær det nuværende Baghdad. Det kassitiske dynasti i Babylonien gik til grunde i 1158 f.v.t., da Babylonien blev angrebet og erobret af en hær fra Elam. Rent storpolitisk ville denne periodes historie være så godt som ukendt, hvis ikke der i Egypten var fundet et meget vigtigt arkiv i byen al-Amarna. Arkivet tilhørte den egyptiske kong Akhnaton og dækker perioden ca. 1385-1355 f.v.t. Arkivet består af international korrespondance mellem områdets stormagter: Egypten, Hittitterriget i Anatolien, Mitanni i det nordlige Mesopotamien og Babylonien. Arkivet afslører et avanceret og sofistikeret diplomatisk system, som bl.a. involverede politiske ægteskaber.

I Amarnakorrespondancen kan man ligeledes følge skabelsen af en ny politisk magtfaktor i Mesopotamien. Det nordlige Mesopotamiens tidlige historie er ikke særlig godt kendt pga. mangel på kilder. Vi ved dog, at der omkring 1900 f.v.t. var en livlig handel med tekstiler mellem byen Assur og forskellige store byer i Anatolien. Noget tyder på, at Nordmesopotamien rent politisk har været løst organiseret og bestået af forskellige bystater. I ca. 1362 f.v.t. blev Assur-uballit 1. konge i byen Assur, og dette blev begyndelsen til skabelsen af territorialstaten Assyrien. Assur-uballits vedvarende angreb på Mitanni svækkede dette rige i en sådan grad, at størstedelen af Mitanni faldt i hænderne på henholdsvis Hittitterriget og Assyrien. Denne aggressive militære indsats fortsatte også efter Assur-uballits død. Under en af hans efterfølgere, Salmanassar 1. (1274-1245 f.v.t.), kontrollerede Assyrien ikke bare hele det nordlige Mesopotamien, men også store dele af det nuværende Syrien. Assyriens militære ekspansion kulminerede i 1235 f.v.t., da den assyriske konge Tukulti-Ninurta 1. (1244-1208 f.v.t.) blev angrebet af den babyloniske kassitterkonge Kashtiliash. Tukulti-Ninurta erobrede Babylon og fangede den babyloniske konge. Efter denne store sejr vendte han tilbage til Assyrien, hvor han planlagde og byggede en ny hovedstad. Tukulti-Ninurta blev dræbt under en paladsrevolution 1208 f.v.t., og de følgende årtier blev Assyriens kongemagt tydeligt svækket.

I begyndelsen af 1100-tallet f.v.t. begyndte en massiv folkeindvandring i hele Mellemøsten. Kystområderne blev angrebet og ødelagt af de såkaldte havfolk, hvis oprindelse er ukendt. Flere store og rige kystbyer gik til grunde, bl.a. Ugarit. I Babylonien foretog aramæere en regulær invasion. Dette nomadefolk slog sig gradvis ned i babyloniske byer og skabte små, lokale kongedømmer. Disse grænsede ofte op til store gamle babyloniske byer som Babylon og Nippur. Skriftlige kilder er særdeles sparsomme fra denne periode. Dette skyldes, at det aramæiske sprog gradvis blev dominerende i Babylonien. Aramæisk er det første sprog i Mesopotamien, der benyttede en alfabetskrift, og man skrev formodentlig med blæk på enten papyrus eller pergament. Sådanne materialer er pga. klimaet ikke bevaret, og de vigtigste skriftlige kilder til denne periode er de assyriske kongeindskrifter.

Efter en længerevarende svaghedsperiode begyndte de assyriske konger i 900-tallet f.v.t. at genskabe det assyriske storrige. Denne udvikling tog gradvis fart under Adad-Nirari 2. (911-891 f.v.t.) og hans efterfølger Tukulti-Ninurta 2. (890-884 f.v.t.). Disse to konger generobrede og genetablerede det tabte land, men grundlaget for Assyriens videre udvikling blev for alvor lagt, da Assurnasirpal 2. (883-859 f.v.t.) blev konge. Ifølge sine egne indskrifter drog han hvert år i spidsen for sine hære på felttog. Her nedkæmpede han oprørerne med den yderste brutalitet. I sine indskrifter nærmest svælger han i blodige beskrivelser af straffemetoder over for oprørske byer. Det kan derfor ikke undre, at Assyriens hær blev mødt med stor frygt, og mange småkonger valgte da også at overgive sig uden kamp. Assurnasirpal koncentrerede en stor del af sin militære indsats mod vest, således at hans hære til slut nåede Middelhavet. Dette gav Assyrien kontrollen over de rige fønikiske kystbyer og dermed over handelsruterne. I selve Assyrien grundlagde Assurnasirpal en ny hovedstad ved Kalkhu (nuv. Nimrud), hvis storhed tydeligt viser hans umådelige magt. Byen dækkede et areal på 36 hektarer, som omkransedes af en 7 kilometer lang mur. Moderne beregninger har vist, at det ville tage en arbejdsstyrke på 7000 mand tre år alene at bygge muren.

Assurnasirpals efterfølger på tronen, Salmanassar 3. (858-823 f.v.t.), fortsatte den militære indsats mod vest og sydvest. Her stødte han flere gange på stærk modstand fra mindre syriske og palæstinensiske stater. Denne strid kulminerede i 853 f.v.t., da 12 mindre kongedømmer under ledelse af kongen af Damaskus sendte deres hære mod Salmanassar. Selv hævdede han, at han sejrede stort. Det er dog tvivlsomt, for han måtte sende sine hære af sted til det samme område mindst fem gange mere.

Disse to magtfulde kongers regering blev efterfulgt af en meget problematisk periode for Assyrien. Paladsrevolter medførte en indre politisk svækkelse i staten, der blev forstærket af ydre militære trusler fra bl.a. Urartu, der truede Assyriens nordlige grænser. Der opstod sporadiske oprør mod kongemagten i selve Assyrien, og med få års mellemrum blev flere store assyriske byer lagt øde. Denne svaghedsperiode endte brat, da Tiglat-Pileser 3. (744-727 f.v.t.) kom på tronen. Han besejrede hurtigt både Urartu og Syrien, som han derefter gjorde til assyriske provinser. For at sikre sig ro i sine nye provinser benyttede han sig af massedeportation og flyttede store befolkningsgrupper fra den ene ende af riget til den anden. Formodentlig var mindst 80.000 mennesker blevet tvangsforflyttet allerede i 743 f.v.t. I 729 f.v.t. gjorde Tiglat-Pileser sig ligeledes til konge af Babylonien. Han blev efterfulgt på tronen af sin søn, hvis regeringsperiode kun varede fem år.

Derefter greb Sargon 2. (722-705 f.v.t.) magten. En af Sargons største krigsbedrifter var hans store felttog mod Urartu, hvor han trængte dybt ind i landet og bl.a. ødelagde Urartus vigtigste helligdomme. I Babylonien var situationen imidlertid problematisk for Assyrien. Her havde kaldæerne under ledelse af Marodach-Baladan taget magten kort efter Tiglat-Pilesers død. Sargon udnyttede, at kaldæerne ikke var vellidte af babylonierne, og i 707 f.v.t. nedkæmpede han den samlede kaldæiske og aramæiske hær. Herefter deporterede han mere end 100.000 af disse to befolkningsgrupper til andre områder. Sargon grundlagde også en ny hovedstad ved navn Dur-Sharrukin (nuv. Khorsabad). Han nåede dog ikke at fuldføre den, før han blev dræbt under et felttog i Taurusbjergene. Sargon blev efterfulgt på den assyriske trone af Sankerib (704-681 f.v.t.). Hans bestræbelser på at bevare magten i Babylonien medførte, at han indsatte sin søn og tronarving, Assur-nadin-shumi, som konge over Babylonien. Dette medførte for en tid rolige tilstande i riget. Efter fem år udleverede babylonierne dog Assur-nadin-shumi til Elam, og her blev han formodentlig henrettet. Sankeribs hævn var grusom. Han angreb Elam med utrolig styrke, og byen Babylon kom ligeledes til at undgælde for sit forræderi. Efter 15 måneders belejring blev den i 689 f.v.t. systematisk ødelagt, og templerne blev tømt for værdier.

Da den assyriske kronprins nu var død, måtte Sankerib finde en ny efterfølger. Han valgte en af sine yngre sønner og forbigik dermed den ældste søn. Dette medførte en paladsrevolte, hvorunder Sankerib blev myrdet. Efter seks års regulær borgerkrig lykkedes det dog Sankeribs udvalgte søn, Assarhaddon (680-669 f.v.t.), at få kontrollen over Assyrien. Han påbegyndte straks genopbygningen af Babylon, som nu gik ind i en rolig og fremgangsrig periode. Assarhaddon førte massive felttog mod Syrien og nåede endda ned til Egypten, som delvis blev erobret i 671 f.v.t. Allerede to år efter havde egypterne dog restitueret sig i en sådan grad, at Assarhaddon atter måtte drage i felttog mod dem. Han nåede aldrig at fuldføre dette, men døde af sygdom på vejen dertil.

Arvefølgen i Assyrien og Babylonien havde Assarhaddon dog fastlagt flere år før sin død. Assurbanipal (668-627 f.v.t.) skulle være konge i Assyrien, mens hans bror Shamash-shum-ukin skulle være konge i Babylonien. Assurbanipal blev den længst regerende konge i Assyriens historie. I de første ca. 16 år af hans regeringstid var hans militære og politiske indsats koncentreret om Egypten. Han gjorde to felttog, men i 653 f.v.t. opgav assyrerne at kæmpe med egypterne. Dette skete sikkert i erkendelsen af, at afstanden var for stor, til at en hær kunne nå hurtigt frem. Umiddelbart efter fik Assurbanipal problemer på en anden front, idet hans bror, kongen af Babylonien, forsøgte at løsrive sig fra det assyriske overherredømme. Efter flere års strid lykkedes det dog Assurbanipal at nedkæmpe oprøret; blandt det bytte, han førte med sig til Assyrien, var talrige videnskabelige og litterære tekster. Efter hans død var der tronstridigheder mellem to af hans sønner. Assyriens fjender var ikke sene til at udnytte dette. Egypten udvidede gradvis sit magtområde til at inkludere Syrien. Babylonien var ligeledes tabt for Assyrien, idet kaldæeren Nabopolassar var blevet konge her i 626 f.v.t. Den alvorligste trussel mod Assyrien kom dog fra øst. Her havde mederne og perserne forenet sig under kong Kyaxares. Han indledte et massivt angreb mod det assyriske kerneområde, og i 612 f.v.t. faldt byen Ninive. Dermed udslettede Kyaxares staten Assyrien for altid.

I 605 f.v.t. blev Nabopolassar efterfulgt på den babyloniske trone af den navnkundige Nebukadnesar 2. Denne konge kendes måske bedst fra Bibelens beretninger om hans ødelæggelse af Jerusalem i 586 f.v.t. og hans deportation af tusindvis af israelitter til Babylon. Nebukadnesar forestod dog også en spektakulær genopbygning af byen Babylon. Han efterfulgtes af Nabu-naid (555-539 f.v.t.), som er en historisk gådefuld og kontroversiel person. Han var afskyet af det babyloniske præsteskab, formodentlig fordi han forsøgte at indføre måneguden Sin som hovedgud i Babylonien. Nabu-naids regering endte brat, da Babylonien i 539 f.v.t. blev erobret af den persiske kong Kyros 2. den Store. Han gjorde Babylonien til en provins i sit rige, og fra dette tidspunkt var ikke blot Babylonien, men hele Mesopotamien under fremmed herredømme.

For områdets historie, se også Assyrien, Babylonien og sumerer. For den senere historie, se Irak og Iran.

I alle udgravede byer i Mesopotamien findes templer, som generelt tilhører en af to forskellige traditioner. Den sydmesopotamiske har et aflangt kultrum (en såkaldt langrumscella). I denne tempeltype er indgangen i den ene, korte ende af rummet, og i den modsatte ende findes et alter. I nordmesopotamiske templer er kultrummet stadig aflangt, men indgangen findes midt på den ene langvæg. Alteret er placeret direkte overfor ved den anden langvæg (en såkaldt bredrumscella). Direkte i forbindelse med et tempel var der ofte andre bygninger, der fungerede som lagre, arkiver og boliger for det gejstlige personale. Muren uden om et sådant tempelkompleks var som regel nicheudsmykket.

De bedst kendte paladser kan dateres til den nyassyriske periode (883-626 f.v.t.) Der er fundet talrige paladser i både Nimrud, Ninive og Khorsabad, som er bygget efter næsten ens principper. En stor monumental port førte ind til en åben gård. Herfra bevægede man sig ind i paladsets officielle del, der indeholdt et tronrum og mange modtagelsesgemakker. Bag tronrummet førte en trappe op til første sal. Længere inde i paladset fandtes endnu en åben gård, og rummene omkring denne kan karakteriseres som den private del af paladset. Her var formodentlig kongefamiliens boliger og det kongelige harem. I forbindelse med paladset var der også templer til forskellige guder. Hele paladskomplekset var omkranset af en nicheudsmykket mur.

Statuer kendes helt tilbage fra den sumeriske periode (ca. 3000-2350 f.v.t.). I templerne er fundet en række votivstatuer af sten. De tidligste eksempler er meget stiliserede repræsentationer af både mænd og kvinder. Karakteristisk for dem er deres meget store øjne. Statuerne kan være enten stående eller siddende, men de holder altid armene foran kroppen og har ofte foldede hænder. I senere perioder udviklede rundskulpturerne dog en lidt mere naturalistisk stil. Kroppe og ansigter fik de rette proportioner, men igennem hele Mesopotamiens historie følger skulpturerne dog de noget stive sumeriske konventioner. Alle bevarede skulpturer er af sten på nær en, et bronzehoved, der kan dateres til den akkadiske periode (2350-2000 f.v.t.). Der har formodentligt eksisteret andre lignende statuer af metal, som er blevet smeltet om allerede i oldtiden.

I modsætning til skulpturkunsten gennemløb reliefkunsten en betydelig udvikling. Den sumeriske reliefkunst findes på steler. De viser oftest kongelige banket- eller byggescener. Alle figurerne har samme størrelse, og scenerne er adskilt af horisontale linjer (såkaldte registre). Der er intet forsøg på at skabe perspektiv i billedfladen. På de nyassyriske relieffer er motiverne oftest krigs- eller jagtscener. Man begyndte nu at udfylde hele billedfladen, således at man i baggrunden ser bjerglandskaber. Herved blev skabt et indtryk af dybde i billedet. Mennesker, dyr og planter er meget naturtro gengivet, og reliefkunsten nåede sit kunstneriske højdepunkt i denne periode.