Mesopotamien. Dette bronzehoved med en højde på 36 centimeter forestiller formodentlig Naram-sin. Hovedet er fundet i nærheden af Ishtartemplet i Ninive. Det kan dateres til den akkadiske periode, 2350-2000 f.v.t., men er fundet i lag fra den nyassyriske periode, 883-626 f.v.t., hvilket tyder på, at det allerede i oldtiden er blevet værdsat som museumsgenstand. Øjne og ører er bevidst ødelagt allerede i oldtiden. Efter alt at dømme er denne meget symbolske ødelæggelse sket i forbindelse med Ninives fald i 612. Hovedet findes på Det Irakiske Museum i Baghdad.

.

Mesopotamien er den historiske betegnelse for det store område i Syrien og Irak, som fra nordøst til sydvest gennemløbes af floderne Eufrat og Tigris.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Mesopotamien kommer af græsk Mesopotamia, egentlig '(landet) mellem floderne', af meso- og potamos 'flod'.

Mod øst afgrænses Mesopotamien af Zagrosbjergene, mod nord af Anatoliens bjerge og mod vest af Den Syriske Ørken. Her udvikledes for ca. 9000 år siden nogle af verdens første egentlige landbrugssamfund og 3000-4000 år senere nogle af de første bydannelser.

Grundlaget for agerbrug i det tørre steppeområde var flodernes årlige højvander, som i lighed med Nilen, om end med mindre regelmæssighed, oversvømmede store områder og efterlod frugtbare aflejringer.

Siden 1920 har Mesopotamien udgjort den største del af staten Irak. Den sydligste del af området, de enorme sumpområder i floddeltaet, bebos af etniske grupper med en ældgammel kultur; deres eksistens trues af den irakiske stats bestræbelser på at afvande området.

Forhistorie

Det nordlige Mesopotamien er et bjergland og omfatter det sydøstlige Tyrkiet. Det mellemste løb omfatter slette- og bakkelandet, Assyrien, og det nedre løb er en flodslette, som er dannet af flodernes aflejringer af ler og silt gennem tusinder af år. Det sydlige Mesopotamien svarer i dag til området syd for Baghdad, Babylonien. Ikke mindst gennem forhistorien var de forskellige geografiske forhold afgørende for de kulturer, som opstod.

De første levn fra mennesker stammer fra den ældste jægerstenalder (mellem palæolitikum) og er fundet i Shanidarhulen i bjergene nord for Mosul i Irak. Fundet omfatter også begravelser af neandertalmennesket. Med en alder på mere end 100.000 år er skeletresterne blandt de ældste i Vestasien.

For 10.000 år siden begyndte mennesket at eksperimentere med kornavl og dyrehold. Arkæologer har i den forbindelse undersøgt de områder i Mesopotamien og Levanten, som ligger mellem Den Syriske og Den Arabiske Ørken og Zagros- og Taurusbjergene. Her fandtes de fleste af de dyre- og plantearter, som siden blev opdrættet og anvendt i landbruget: får, ged, okse, svin, hvede og byg.

På et kort over Vestasien ligner området en halvmåne, og det kaldes derfor også den frugtbare halvmåne. Her har arkæologerne ihærdigt søgt efter levn fra de tidligste bondekulturer, og det lykkedes i Irakisk Kurdistan at finde tidlige kulturer af fastboende bønder, fx i Jarmo. Kulturen dateres til ca. 7000 f.v.t. og var i sine første faser endnu uden keramik.

Med overgangen til bondekultur (neolitikum) tog udviklingen i den yngre stenalder fart. Omkring 6000 f.v.t. eksisterede mindre landsbyer i Assyrien tilhørende Hassuna-kulturen. Landsbykulturen udvikles hurtigt, og samtidig med Hassuna i nord finder man de ældste bosættelser på flodsletten i det sydlige Mesopotamien ved Tell el Oueili. Her var kornavl afhængig af kunstvanding, men det er først i de følgende perioder, Samarra og Ubaid, at man med sikkerhed kan konstatere brug af kunstvandingskanaler.

Ubaid-kulturen opstod i det sydlige Mesopotamien, hvor den vigtigste udgravning fra perioden er Eridu ved Ur. Her udvikledes i løbet af Ubaid-perioden det typiske tredelte sumeriske tempel, anlagt på en platform. Ubaid-kulturens begyndelse kan føres tilbage til 6000-tallet, og den fortsatte indtil ca. 4500 f.v.t. Samtidig var Samarra-kulturen i området mellem Baghdad og Mosul i Irak, som også benyttede sig af kunstvanding. Den er kendetegnet ved en højtudviklet keramisk stil samt en bygningstype, som tyder på større familieenheder end i den forudgående tid. Vigtigste fund kommer fra Tell al-Sawwan. Samarra-kulturen dateres til 5000-tallet f.v.t.

Mod nord i Assyrien og i det nordlige Syrien var bondekulturerne stadig afhængige af nedbør, og det ser ud til, at der ikke var den samme samfundsmæssige udvikling mod større enheder og centralisering som i syd. Kulturen hedder Halaf efter det første fundsted i Syrien, men de vigtigste udgravninger er Arpachiyah og Yarim Tepe i Assyrien. Her har man foruden den karakteristiske keramik med glanspoleret bemaling også fundet runde huse, såkaldte tholoi. Halaf-perioden er samtidig med Samarra-kulturen.

Ubaid-, Samarra- og Halaf-kulturerne i Mesopotamien omtales også som kalkolitikum, dvs. kobberstenalderen, men fund af metalredskaber er dog stadig sparsomme.

Omkring 5000 f.v.t. begyndte den sydmesopotamiske Ubaid-kultur at sprede sig mod nordvest og syd. Fra 4000-tallet finder man derfor Ubaid-beslægtede kulturer i et geografisk område, der strækker sig fra den syriske Middelhavskyst til Oman i Den Persiske Golf. Årsagen til denne kulturspredning er imidlertid ikke kendt, men der synes at være en sammenhæng med forekomsten af kobber i det sydøstlige Anatolien.

I 4000-tallet f.v.t. udvikledes den sidste store forhistoriske kultur i Mesopotamien, Uruk-kulturen. Uruk, en af de største ruinhøje i Mesopotamien, voksede til en byagtig bebyggelse med monumentale templer; i de sidste faser, ca. 3200 f.v.t., opstod skriftsproget. Uruk, der måske udgjorde et af de ældste kongedømmer i Mesopotamien, anlagde kolonier i de områder, hvorfra man importerede råmaterialer. Fx har man fundet en Uruk-by, Habuba Kabira, i Syrien ved Eufrat på vejen til de sydøstanatoliske kobberminer.

Mesopotamiens forhistorie omfatter to afgørende samfundsmæssige udviklinger: Først overgangen til bondekultur og dernæst udvikling af bysamfund og kongedømmer, hhv. neolitiserings- og urbaniseringsprocessen. Efter de foreliggende arkæologiske fund var det herfra, disse traditioner spredte sig til den vestlige verden og Egypten.

Historie

Mesopotamien er hjemsted for de tidligste kulturer, hvis historie kan belægges med skriftlige kilder. De ældste eksempler på denne skrift, kileskriften, kan dateres til ca. 3200 f.v.t. Oprindelig var den en ren billedskrift, som udelukkende blev brugt til regnskabsføring. Fra ca. 2300 f.v.t. blev skriften dog også brugt til andre formål, fx kongelige indskrifter, juridiske dokumenter, breve og litterære værker.

Kileskrift blev næsten altid prentet på tavler af vådt ler med en bambusgriffel; når teksten var færdig, blev den tørret i solen. Sådanne lertavler er bevaret i hundredtusindvis og udgør den vigtigste kilde til den nutidige viden om Mesopotamiens historie.

I næsten 3000 år, indtil Mesopotamien blev erobret af perserne, udvikledes politiske og religiøse institutioner, administration og lovgivning i avancerede bysamfund. Det skete under skiftende dynastier og riger, som af historikerne benævnes efter folkeslag eller politiske centre, som bruges til at inddele mesopotamisk historie i perioder.

Den tidlig-dynastiske periode (ca. 3000-2350 f.v.t.)

Det vigtigste område i denne tidlige periode var det sydlige Mesopotamien, som senere kilder kalder Sumer efter områdets befolkning, sumererne. En egentlig central sumerisk stat var der ikke tale om, men en række store byer som Kish, Uruk, Nippur og Ur fungerede som selvstændige bystater. Den politiske organisation af den enkelte bystat kendes ikke i detaljer. Meget tyder på, at hver by oprindelig havde to ledere, en administrativ og religiøs leder med titlen en og en leder med titlen lugal, der varetog udførelsen af de praktiske opgaver og fungerede som general i tilfælde af krig. Disse to funktioner smeltede senere sammen til én, og hver bystat blev derefter regeret af en slags konge. Man har ment, at disse tidlige bystater var en form for tempelstater, hvori templerne har været de eneste jordbesiddere. Da de eneste skriftlige kilder netop stammer fra templerne, kan det dog ikke afvises, at der også har været private jordbesiddere, hvis arkiver man blot ikke har fundet.

En af de vigtigste kilder til denne periode er den såkaldte sumeriske kongeliste, som er overleveret fra en senere periode. Ifølge den havde guderne givet menneskeheden kongemagten, som kun kunne besiddes af én konge ad gangen. Listen opregner de forskellige byer og kongedynastier, der på forskellige tidspunkter havde denne kongemagt. Måske refererer listen reelt til den stadige politiske og økonomiske konkurrence, som fandt sted mellem de forskellige bystater om overherredømmet i Sumer. Den første konge, der kendes ikke bare fra kongelisten, men også fra samtidige skriftlige kilder, er Enmebaragesi, kongen af Kish (ca. 2700 f.v.t.). Hans søn Agga kæmpede ifølge en myte mod Gilgamesh, konge af Uruk). Det er dog først fra ca. 2520 f.v.t., at kildematerialet er så detaljeret, at det muliggør en delvis rekonstruktion af Sumers historie. Kilderne fortæller om to bystater, Lagash og Umma, der i flere generationer kæmpede om magten over det samme frugtbare landbrugsområde. Denne strid endte dog brat, da kongen af Umma, Lugalzaggesi, erobrede og ødelagde store dele af Lagash. En situation som denne kan ikke have været unik, og man aner i Sumers historie da også et vist mønster af skiftende politiske koalitioner og kortlivede alliancer mellem de forskellige sumeriske bystater.

Blandt de vigtigste fund fra den tidlig-dynastiske periode bør nævnes gravene fra den kongelige gravplads i Ur, med deres rige gravgaver såsom våben og smykker, men også ofrede dyr og tjenere. Det er uklart, om disse tjenere fulgte herskerne frivilligt i døden.

Den akkadiske periode (ca. 2350-2000 f.v.t.)

Perioden har fået sit navn efter byen Akkade, der blev centrum for den første territorialstat i Mesopotamien. Akkades nøjagtige beliggenhed er ukendt, men byen har formodentlig ligget i det nordlige Sumer mellem Sippar og Kish. Akkaderne var et semitisktalende folk, der tilsyneladende gradvis er indvandret i Sumer; allerede fra 2700 f.v.t. finder man højt placerede embedsmænd af akkadisk afstamning i det sumeriske bureaukrati. Sargon 1. regnes for grundlæggeren af Det Akkadiske Rige. Hans vej til magten kendes ikke, men ifølge en senere myte var han mundskænk hos kongen af Kish og benyttede denne høje position til at tilrane sig magten og udråbe sig til konge over hele Sumer. Sargon nedkæmpede al sumerisk modstand og indsatte akkadiske embedsmænd som ledere i de sumeriske byer. Det Akkadiske Rige fik handelsforbindelser til så fjerne steder som Oman, Bahrain og Induskulturen. Sargons efterfølgere på tronen nedkæmpede det ene oprør efter det andet i de tidligere sumeriske bystater. Især Sargons barnebarn Naram-Sin måtte kæmpe hårdt for at bevare magten. Bystaterne forsøgte én gang for alle at frigøre sig fra det akkadiske overherredømme. De sluttede sig sammen i et fælles oprør og planlagde det sådan, at Naram-Sin måtte udkæmpe ni slag på et år. Naram-Sin vandt alle disse kampe, og som anerkendelse af denne næsten umenneskelige kraftpræstation blev han af præsteskabet i Sumer ophøjet til gud.

I hele Mesopotamiens historie blev kongerne anset for at være gudernes tjenere eller forvaltere, så Naram-Sins status som gudekonge er et klart brud med disse traditioner. Nogle få senere konger lod sig på samme måde guddommeliggøre, men skikken forsvandt snart igen.

I Naram-Sins regeringsperiode strakte Det Akkadiske Rige sig fra det sydligste Mesopotamien til Tell Brak ved floden Khabur (i det nordlige Syrien). Under Naram-Sins efterfølgere smuldrede riget som følge af tronstridigheder, og den akkadiske magt svækkedes stærkt. I det magtvakuum, der dermed opstod, blev det muligt for den fremmede befolkningsgruppe gutæerne at trænge ind i Mesopotamien. Gutæerne, der kom østfra, erobrede magten i Sydmesopotamien og bevarede den i ca. 100 år.

Den nysumeriske periode (ca. 2112-2004 f.v.t.)

Gutæerne blev dog fordrevet af Utu-khegal, kongen af Uruk. Efter hans død blev kongen af Kish, Ur-Nammu, konge over hele Sumer med hovedsæde i Ur.

Mere end 100.000 kileskrifttavler fra denne tid giver et meget detaljeret indblik i økonomien og administrationen under Ur-Nammus dynasti, hvor administrationen i Sumer blev centraliseret og omfattende reformer af vægt- og målesystemet, kalenderen, skattesystemet og skriftsystemet blev gennemført. Det er også i denne periode, at vi finder det første lovkodeks, Ur-Nammus Love. Kongerne gennemførte tillige store byggeprojekter, herunder den første klassiske ziggurat, et tempeltårn, for måneguden Nanna i byen Ur.

I 2004 f.v.t. var byen Ur dog så svækket af hungersnød og interne konflikter, at den ikke kunne modstå en elamitisk belejring. Ur blev erobret og ødelagt, og Ibbi-Sin, dens sidste konge, blev fanget og ført bort af Elams hær.

Den oldbabyloniske periode (ca. 2000-1595 f.v.t.)

Skriftlige kilder fra byen Isin (ca. 30 kilometer syd for Nippur) viser, at en af Ibbi-Sins generaler, Ishbi-Erra, flere år før hans fald havde udnævnt sig selv til konge af Isin. Få år efter Urs fald lykkedes det Ishbi-Erra at uddrive elamitterne. Derefter havde han magten i både det centrale og det sydlige Mesopotamien. De følgende 80 år var tilsyneladende en periode med økonomisk fremgang og fred. Kunst og litteratur var i højsædet, og nogle af Mesopotamiens største litterære og historiske værker er nedskrevet i denne periode. Derpå fulgte en kort tid med social og økonomisk ustabilitet. Disse problemer løste kong Ishme-Dagan (1953-1935 f.v.t.) ved at indføre forskellige reformer, men et andet problem under hans regering var tilsyneladende indtrængende grupper af amoritter.

Disse nomadestammer indvandrede vestfra og nævnes i kilderne helt tilbage fra ca. 2100 f.v.t. De vandt gradvis større og større indflydelse, og i 1932 f.v.t. grundlagdes det første egentlige amoritiske kongedynasti i byen Larsa i Sydmesopotamien af Gungunum. En af hans største bedrifter var at fravriste Isin herredømmet over Ur, hvorved Gungunum fik kontrollen med handelen med kobber, som kom til Mesopotamien fra Bahrain via byen Ur. Isin havde nu udspillet sin rolle som magtfaktor, og de dominerende byer i Mesopotamien var herefter Larsa, Eshnunna og Shubat-Enlil (nuv. Tell Leilan i Khabur-området). Fra 1894 f.v.t. opstod endnu et amoritisk kongedynasti, som grundlagdes i byen Babylon. Forud for dette havde Babylon hverken spillet nogen politisk eller økonomisk rolle i Mesopotamiens historie. Dette billede ændredes dog kraftigt under dynastiets sjette konge, Hammurapi (1848-1806 f.v.t.), som blev dynastiets mest fremtrædende. Mesopotamien blev i denne periode domineret af Rimsin, konge i Larsa (1822-1763 f.v.t.), som kontrollerede hele det sydlige Mesopotamien, mens det nordlige blev regeret af Shamshi-Adad (ca. 1813-1781 f.v.t.), som var en dygtig militær og administrativ leder. Hovedstaden for Shamsi-Adads rige var Shubat-Enlil, hvor han selv residerede, mens hans to sønner var indsat som vicekonger i byerne Ekallatum (nordøst for byen Assur) og Mari (i det nordlige Syrien). Efter Shamshi-Adads død var sønnerne ikke i stand til at holde riget samlet, og i byen Mari kom Zimrilim, søn af en tidligere konge, til magten (1782-1759 f.v.t.).

Herefter var den politiske scene i Mesopotamien præget af flere småstater i skiftende alliancer. Tilsyneladende var der en generel politisk svækkelse i området, hvor ingen af de forskellige småkonger var i stand til at opnå overherredømmet. Dette ændredes dog i Hammurapis 29. regeringsår, da han efter mange års defensivt diplomati pludselig optog en mere aggressiv militær politik. Inden for en kort årrække havde han ikke alene underlagt sig hele det sydlige Mesopotamien, heriblandt Larsa og Eshnunna, men også opnået sejre i det nordlige Mesopotamien (det senere Assyrien). Herefter vendte han sig mod sin gamle allierede Zimrilim, og i 1815 f.v.t. rapporterede Hammurapi, at han havde erobret Mari. Skabelsen af dette rige, som senere kilder kalder Babylonien efter dets hovedstad Babylon, markerer på flere områder et vendepunkt i Mesopotamiens historie. Byen Babylon blev med et slag Sydmesopotamiens vigtigste politiske og religiøse center.

Hammurapis efterfølgere på tronen var ikke i stand til at holde sammen på riget. Allerede få år efter hans død var der oprør i den sydligste del, som herefter blev selvstændig. Desuden øvede ikke-semitisktalende folkeslag (hurritterne og hittitterne) et stadig større pres mod Babyloniens grænser nordfra. Den sidste rest af riget forsvandt definitivt, da den hittitiske kong Mursilis i spidsen for sin hær foretog et lynangreb på Babylon. Byen blev erobret og ødelagt i 1595 f.v.t. Dette markerede ikke blot enden på Hammurapis rige, men også på den oldbabyloniske periode.

Den middelbabyloniske periode (ca. 1570-1158 f.v.t.)

Sammen med det oldbabyloniske rige forsvinder også de skriftlige kilder, og de følgende ca. 150 års historie er meget usikker. Man kan dog med sikkerhed sige, at den babyloniske kongemagt faldt i hænderne på et kassitisk dynasti i løbet af denne periode. Det kassitiske folk stammede formodentlig fra Zagrosbjergene, og deres tilstedeværelse i Babylonien kan attesteres allerede tilbage i 1731 f.v.t. Kassitterne har formodentlig udnyttet chancen for at gribe magten i det magtvakuum, der opstod efter det oldbabyloniske riges kollaps. De kassitiske konger kendes bedst fra deres byggearbejder. De restaurerede ikke blot de eksisterende babyloniske templer, men grundlagde også en ny hovedstad, Dur-Kurigalzu, nær det nuværende Baghdad. Det kassitiske dynasti i Babylonien gik til grunde i 1158 f.v.t., da Babylonien blev angrebet og erobret af en hær fra Elam. Rent storpolitisk ville denne periodes historie være så godt som ukendt, hvis ikke der i Egypten var fundet et meget vigtigt arkiv i byen al-Amarna. Arkivet tilhørte den egyptiske kong Akhnaton og dækker perioden ca. 1385-1355 f.v.t. Arkivet består af international korrespondance mellem områdets stormagter: Egypten, Hittitterriget i Anatolien, Mitanni i det nordlige Mesopotamien og Babylonien. Arkivet afslører et avanceret og sofistikeret diplomatisk system, som bl.a. involverede politiske ægteskaber.

Den middelassyriske periode (1362-1208 f.v.t.)

I Amarnakorrespondancen kan man ligeledes følge skabelsen af en ny politisk magtfaktor i Mesopotamien. Det nordlige Mesopotamiens tidlige historie er ikke særlig godt kendt pga. mangel på kilder. Vi ved dog, at der omkring 1900 f.v.t. var en livlig handel med tekstiler mellem byen Assur og forskellige store byer i Anatolien. Noget tyder på, at Nordmesopotamien rent politisk har været løst organiseret og bestået af forskellige bystater. I ca. 1362 f.v.t. blev Assur-uballit 1. konge i byen Assur, og dette blev begyndelsen til skabelsen af territorialstaten Assyrien. Assur-uballits vedvarende angreb på Mitanni svækkede dette rige i en sådan grad, at størstedelen af Mitanni faldt i hænderne på henholdsvis Hittitterriget og Assyrien. Denne aggressive militære indsats fortsatte også efter Assur-uballits død. Under en af hans efterfølgere, Salmanassar 1. (1274-1245 f.v.t.), kontrollerede Assyrien ikke bare hele det nordlige Mesopotamien, men også store dele af det nuværende Syrien. Assyriens militære ekspansion kulminerede i 1235 f.v.t., da den assyriske konge Tukulti-Ninurta 1. (1244-1208 f.v.t.) blev angrebet af den babyloniske kassitterkonge Kashtiliash. Tukulti-Ninurta erobrede Babylon og fangede den babyloniske konge. Efter denne store sejr vendte han tilbage til Assyrien, hvor han planlagde og byggede en ny hovedstad. Tukulti-Ninurta blev dræbt under en paladsrevolution 1208 f.v.t., og de følgende årtier blev Assyriens kongemagt tydeligt svækket.

I begyndelsen af 1100-tallet f.v.t. begyndte en massiv folkeindvandring i hele Mellemøsten. Kystområderne blev angrebet og ødelagt af de såkaldte havfolk, hvis oprindelse er ukendt. Flere store og rige kystbyer gik til grunde, bl.a. Ugarit. I Babylonien foretog aramæere en regulær invasion. Dette nomadefolk slog sig gradvis ned i babyloniske byer og skabte små, lokale kongedømmer. Disse grænsede ofte op til store gamle babyloniske byer som Babylon og Nippur. Skriftlige kilder er særdeles sparsomme fra denne periode. Dette skyldes, at det aramæiske sprog gradvis blev dominerende i Babylonien. Aramæisk er det første sprog i Mesopotamien, der benyttede en alfabetskrift, og man skrev formodentlig med blæk på enten papyrus eller pergament. Sådanne materialer er pga. klimaet ikke bevaret, og de vigtigste skriftlige kilder til denne periode er de assyriske kongeindskrifter.

Den nyassyriske periode (883-626 f.v.t.)

Efter en længerevarende svaghedsperiode begyndte de assyriske konger i 900-tallet f.v.t. at genskabe det assyriske storrige. Denne udvikling tog gradvis fart under Adad-Nirari 2. (911-891 f.v.t.) og hans efterfølger Tukulti-Ninurta 2. (890-884 f.v.t.). Disse to konger generobrede og genetablerede det tabte land, men grundlaget for Assyriens videre udvikling blev for alvor lagt, da Assurnasirpal 2. (883-859 f.v.t.) blev konge. Ifølge sine egne indskrifter drog han hvert år i spidsen for sine hære på felttog. Her nedkæmpede han oprørerne med den yderste brutalitet. I sine indskrifter nærmest svælger han i blodige beskrivelser af straffemetoder over for oprørske byer. Det kan derfor ikke undre, at Assyriens hær blev mødt med stor frygt, og mange småkonger valgte da også at overgive sig uden kamp. Assurnasirpal koncentrerede en stor del af sin militære indsats mod vest, således at hans hære til slut nåede Middelhavet. Dette gav Assyrien kontrollen over de rige fønikiske kystbyer og dermed over handelsruterne. I selve Assyrien grundlagde Assurnasirpal en ny hovedstad ved Kalkhu (nuv. Nimrud), hvis storhed tydeligt viser hans umådelige magt. Byen dækkede et areal på 36 hektarer, som omkransedes af en 7 kilometer lang mur. Moderne beregninger har vist, at det ville tage en arbejdsstyrke på 7000 mand tre år alene at bygge muren.

Assurnasirpals efterfølger på tronen, Salmanassar 3. (858-823 f.v.t.), fortsatte den militære indsats mod vest og sydvest. Her stødte han flere gange på stærk modstand fra mindre syriske og palæstinensiske stater. Denne strid kulminerede i 853 f.v.t., da 12 mindre kongedømmer under ledelse af kongen af Damaskus sendte deres hære mod Salmanassar. Selv hævdede han, at han sejrede stort. Det er dog tvivlsomt, for han måtte sende sine hære af sted til det samme område mindst fem gange mere.

Disse to magtfulde kongers regering blev efterfulgt af en meget problematisk periode for Assyrien. Paladsrevolter medførte en indre politisk svækkelse i staten, der blev forstærket af ydre militære trusler fra bl.a. Urartu, der truede Assyriens nordlige grænser. Der opstod sporadiske oprør mod kongemagten i selve Assyrien, og med få års mellemrum blev flere store assyriske byer lagt øde. Denne svaghedsperiode endte brat, da Tiglat-Pileser 3. (744-727 f.v.t.) kom på tronen. Han besejrede hurtigt både Urartu og Syrien, som han derefter gjorde til assyriske provinser. For at sikre sig ro i sine nye provinser benyttede han sig af massedeportation og flyttede store befolkningsgrupper fra den ene ende af riget til den anden. Formodentlig var mindst 80.000 mennesker blevet tvangsforflyttet allerede i 743 f.v.t. I 729 f.v.t. gjorde Tiglat-Pileser sig ligeledes til konge af Babylonien. Han blev efterfulgt på tronen af sin søn, hvis regeringsperiode kun varede fem år.

Derefter greb Sargon 2. (722-705 f.v.t.) magten. En af Sargons største krigsbedrifter var hans store felttog mod Urartu, hvor han trængte dybt ind i landet og bl.a. ødelagde Urartus vigtigste helligdomme. I Babylonien var situationen imidlertid problematisk for Assyrien. Her havde kaldæerne under ledelse af Marodach-Baladan taget magten kort efter Tiglat-Pilesers død. Sargon udnyttede, at kaldæerne ikke var vellidte af babylonierne, og i 707 f.v.t. nedkæmpede han den samlede kaldæiske og aramæiske hær. Herefter deporterede han mere end 100.000 af disse to befolkningsgrupper til andre områder. Sargon grundlagde også en ny hovedstad ved navn Dur-Sharrukin (nuv. Khorsabad). Han nåede dog ikke at fuldføre den, før han blev dræbt under et felttog i Taurusbjergene. Sargon blev efterfulgt på den assyriske trone af Sankerib (704-681 f.v.t.). Hans bestræbelser på at bevare magten i Babylonien medførte, at han indsatte sin søn og tronarving, Assur-nadin-shumi, som konge over Babylonien. Dette medførte for en tid rolige tilstande i riget. Efter fem år udleverede babylonierne dog Assur-nadin-shumi til Elam, og her blev han formodentlig henrettet. Sankeribs hævn var grusom. Han angreb Elam med utrolig styrke, og byen Babylon kom ligeledes til at undgælde for sit forræderi. Efter 15 måneders belejring blev den i 689 f.v.t. systematisk ødelagt, og templerne blev tømt for værdier.

Da den assyriske kronprins nu var død, måtte Sankerib finde en ny efterfølger. Han valgte en af sine yngre sønner og forbigik dermed den ældste søn. Dette medførte en paladsrevolte, hvorunder Sankerib blev myrdet. Efter seks års regulær borgerkrig lykkedes det dog Sankeribs udvalgte søn, Assarhaddon (680-669 f.v.t.), at få kontrollen over Assyrien. Han påbegyndte straks genopbygningen af Babylon, som nu gik ind i en rolig og fremgangsrig periode. Assarhaddon førte massive felttog mod Syrien og nåede endda ned til Egypten, som delvis blev erobret i 671 f.v.t. Allerede to år efter havde egypterne dog restitueret sig i en sådan grad, at Assarhaddon atter måtte drage i felttog mod dem. Han nåede aldrig at fuldføre dette, men døde af sygdom på vejen dertil.

Arvefølgen i Assyrien og Babylonien havde Assarhaddon dog fastlagt flere år før sin død. Assurbanipal (668-627 f.v.t.) skulle være konge i Assyrien, mens hans bror Shamash-shum-ukin skulle være konge i Babylonien. Assurbanipal blev den længst regerende konge i Assyriens historie. I de første ca. 16 år af hans regeringstid var hans militære og politiske indsats koncentreret om Egypten. Han gjorde to felttog, men i 653 f.v.t. opgav assyrerne at kæmpe med egypterne. Dette skete sikkert i erkendelsen af, at afstanden var for stor, til at en hær kunne nå hurtigt frem. Umiddelbart efter fik Assurbanipal problemer på en anden front, idet hans bror, kongen af Babylonien, forsøgte at løsrive sig fra det assyriske overherredømme. Efter flere års strid lykkedes det dog Assurbanipal at nedkæmpe oprøret; blandt det bytte, han førte med sig til Assyrien, var talrige videnskabelige og litterære tekster. Efter hans død var der tronstridigheder mellem to af hans sønner. Assyriens fjender var ikke sene til at udnytte dette. Egypten udvidede gradvis sit magtområde til at inkludere Syrien. Babylonien var ligeledes tabt for Assyrien, idet kaldæeren Nabopolassar var blevet konge her i 626 f.v.t. Den alvorligste trussel mod Assyrien kom dog fra øst. Her havde mederne og perserne forenet sig under kong Kyaxares. Han indledte et massivt angreb mod det assyriske kerneområde, og i 612 f.v.t. faldt byen Ninive. Dermed udslettede Kyaxares staten Assyrien for altid.

Den nybabyloniske periode (626-539 f.v.t.)

I 605 f.v.t. blev Nabopolassar efterfulgt på den babyloniske trone af den navnkundige Nebukadnesar 2. Denne konge kendes måske bedst fra Bibelens beretninger om hans ødelæggelse af Jerusalem i 586 f.v.t. og hans deportation af tusindvis af israelitter til Babylon. Nebukadnesar forestod dog også en spektakulær genopbygning af byen Babylon. Han efterfulgtes af Nabu-naid (555-539 f.v.t.), som er en historisk gådefuld og kontroversiel person. Han var afskyet af det babyloniske præsteskab, formodentlig fordi han forsøgte at indføre måneguden Sin som hovedgud i Babylonien. Nabu-naids regering endte brat, da Babylonien i 539 f.v.t. blev erobret af den persiske kong Kyros 2. den Store. Han gjorde Babylonien til en provins i sit rige, og fra dette tidspunkt var ikke blot Babylonien, men hele Mesopotamien under fremmed herredømme.

For områdets historie, se også Assyrien, Babylonien og sumerer. For den senere historie, se Irak og Iran.

Lov og ret

Det mesopotamiske retssystem er ikke kendt i detaljer på trods af mange skriftlige kilder, som traditionelt opdeles i to grupper, de kongelige lovsamlinger og de juridiske dokumenter.

Der kendes flere kongelige lovsamlinger fra Mesopotamien, den kendteste og mest komplette er Hammurapis lovstele. I epilogen til lovsamlingen fastslår Hammurapi formålet med sine love: De skal anvendes til at beskytte de svage i samfundet, således at guderne og fremtidige konger vil anerkende Hammurapi som retfærdighedens konge. Disse love har i en årrække dannet grundlaget for den moderne forskning af Mesopotamiens juridiske system. Det er dog i slutningen af 1900-tallet blevet mere og mere klart, at de mesopotamiske lovsamlinger ikke kan sidestilles med de nutidige love. Der findes ingen eksempler på, at disse love har været anvendt i praksis; og man skal måske snarere opfatte disse kongelige lovsamlinger som et udtryk for den daværende kongeideologi, der krævede, at kongen skulle sørge for retfærdighed i landet. Lovsamlingerne kan derfor ikke umiddelbart bruges som kilde til Mesopotamiens retssystem. Kongens rolle som fungerende lovgiver kommer til udtryk i de såkaldte kongelige edikter. Disse var tilsyneladende mundtlige proklamationer, der skulle afhjælpe og regulere akutte sociale og økonomiske problemer i samfundet. Kongen kunne således beslutte, at alle, der på det givne tidspunkt var gældsslaver, skulle frigives. Kongen afskaffede dermed ikke gældsslaveriet, og folk kunne stadig efter denne kongelige amnestis udløb blive gældsslaver.

Retssystemet kan i hovedtræk rekonstrueres på baggrund af de regulære juridiske dokumenter — sagsakter. Disse dokumenter er referater af retssager, og de kan omhandle alt fra manglende betaling for leje af trækdyr til mord. Hvis en strid mellem to parter ikke kunne bilægges på anden vis, endte den med en retssag. De stridende parter blev indkaldt i et forum, der tilsyneladende bestod af personer fra lokalsamfundet. Disse har fungeret dels som vidner, dels som dommere. I denne forsamling har de stridende parter kunnet fremlægge deres versioner af den pågældende sag og eventuelt forskellige vidneudsagn. Derefter har dommerne i de fleste tilfælde kunnet afgive en kendelse.

I mange tilfælde kunne sagens parter ikke bevise deres påstande ved hjælp af vidneudsagn. Sådanne "ord mod ord" sager blev løst ved, at de stridende parter foran et gudesymbol skulle sværge på, at de talte sandt. Denne ed til guderne tog man særdeles alvorligt; man indrømmede hellere en løgn frem for at sværge falsk foran guderne. Når man derefter havde fået klarhed over sagens natur, kunne dommerne afgive deres kendelse. I mindre stridigheder kunne man fx pålægge den skyldige at betale en erstatning. Hvis retssagen derimod omhandlede alvorlige forbrydelser, kunne man dømme den eller de skyldige til døden. En sådan dom skulle dog verificeres og eksekveres foran kongen, som var samfundets øverste dommer. Hvis en af de stridende parter var kvinde, skulle hun repræsenteres af en mand. Kvinder kunne altså ikke selvstændigt føre retssag, men de anerkendtes på lige fod med mænd som vidner. Frihedsberøvelse som straf blev tilsyneladende ikke anvendt. Man har ganske få referencer til en slags fængsler, men disse har formodentlig kun været anvendt til at opbevare forbrydere for at hindre dem i at flygte, inden de blev dømt. I et helt unikt privat brev fra den oldbabyloniske periode fortæller en mand, hvordan han med nød og næppe undslap en veritabel massemorder. Efter at have myrdet flere mennesker blev morderen overmandet og sat i forvaring. Her har formålet nok ikke kun været at forhindre ham i at flygte, men også at forhindre ham i at begå flere forbrydelser.

Kunst og arkitektur

Mesopotamiens historie dækker en periode på omkring 3000 år, men visse traditioner og konventioner inden for både kunst og arkitektur kan følges gennem hele denne periode. Byggematerialet har til alle tider været soltørrede lersten. Der findes ingen naturlige forekomster af træ i Mesopotamien, og derfor har træ til fx tagkonstruktioner måttet importeres.

Tempelarkitektur

I alle udgravede byer i Mesopotamien findes templer, som generelt tilhører en af to forskellige traditioner. Den sydmesopotamiske har et aflangt kultrum (en såkaldt langrumscella). I denne tempeltype er indgangen i den ene, korte ende af rummet, og i den modsatte ende findes et alter. I nordmesopotamiske templer er kultrummet stadig aflangt, men indgangen findes midt på den ene langvæg. Alteret er placeret direkte overfor ved den anden langvæg (en såkaldt bredrumscella). Direkte i forbindelse med et tempel var der ofte andre bygninger, der fungerede som lagre, arkiver og boliger for det gejstlige personale. Muren uden om et sådant tempelkompleks var som regel nicheudsmykket.

Paladsarkitektur

De bedst kendte paladser kan dateres til den nyassyriske periode (883-626 f.v.t.) Der er fundet talrige paladser i både Nimrud, Ninive og Khorsabad, som er bygget efter næsten ens principper. En stor monumental port førte ind til en åben gård. Herfra bevægede man sig ind i paladsets officielle del, der indeholdt et tronrum og mange modtagelsesgemakker. Bag tronrummet førte en trappe op til første sal. Længere inde i paladset fandtes endnu en åben gård, og rummene omkring denne kan karakteriseres som den private del af paladset. Her var formodentlig kongefamiliens boliger og det kongelige harem. I forbindelse med paladset var der også templer til forskellige guder. Hele paladskomplekset var omkranset af en nicheudsmykket mur.

Skulpturer

Statuer kendes helt tilbage fra den sumeriske periode (ca. 3000-2350 f.v.t.). I templerne er fundet en række votivstatuer af sten. De tidligste eksempler er meget stiliserede repræsentationer af både mænd og kvinder. Karakteristisk for dem er deres meget store øjne. Statuerne kan være enten stående eller siddende, men de holder altid armene foran kroppen og har ofte foldede hænder. I senere perioder udviklede rundskulpturerne dog en lidt mere naturalistisk stil. Kroppe og ansigter fik de rette proportioner, men igennem hele Mesopotamiens historie følger skulpturerne dog de noget stive sumeriske konventioner. Alle bevarede skulpturer er af sten på nær en, et bronzehoved, der kan dateres til den akkadiske periode (2350-2000 f.v.t.). Der har formodentligt eksisteret andre lignende statuer af metal, som er blevet smeltet om allerede i oldtiden.

Relieffer

I modsætning til skulpturkunsten gennemløb reliefkunsten en betydelig udvikling. Den sumeriske reliefkunst findes på steler. De viser oftest kongelige banket- eller byggescener. Alle figurerne har samme størrelse, og scenerne er adskilt af horisontale linjer (såkaldte registre). Der er intet forsøg på at skabe perspektiv i billedfladen. På de nyassyriske relieffer er motiverne oftest krigs- eller jagtscener. Man begyndte nu at udfylde hele billedfladen, således at man i baggrunden ser bjerglandskaber. Herved blev skabt et indtryk af dybde i billedet. Mennesker, dyr og planter er meget naturtro gengivet, og reliefkunsten nåede sit kunstneriske højdepunkt i denne periode.

Religion

Mesopotamien. Statuette af alabast, der formodentlig forestiller en gudinde. Øjnene er indlagt med karneol, og statuettens smykker er af guld. Den stammer fra Babylon og dateres til 200-tallet f.v.t. Den 25 centimeter høje statuette findes på Louvre.

.

Gennem Mesopotamiens lange og omskiftelige historie ændrede det religiøse liv sig naturligt nok drastisk, men der var dog også en grad af kontinuitet. De forskellige tilvandrende folkeslag overtog nemlig store dele af de sumeriske religiøse forestillinger og institutioner og forenede dem med deres egne.

Allerede fra den tidligste kontakt mellem akkader og sumerer blev akkadiske guddomme identificeret med sumeriske, selvom de forskellige guder ikke altid oprindelig havde haft samme virkefelt eller karakter. Enkelte sumeriske guddomme undgik denne skæbne, fx Enlil, der spillede en rolle som overgud i både sumerisk og babylonisk mytologi. Hver gud havde sit ansvarsområde, fx var Nanaja gudinde for sex og børnefødsler.

Samtidig med deres plads i det fælles panteon var de vigtigste guder også byguder i en eller flere byer, som indeholdt deres vigtigste helligdom, tempel og tempeltårn (ziggurat), og hvor de øvrige guder kunne komme på besøg. Byguden var hovedperson i byens offentlige religiøse liv, dens årlig tilbagevendende ceremonier og processioner. Den offentlige kult involverede også kongen, der deltog i væsentlige ritualer året rundt.

Ud over de store guder havde hvert menneske eller familie to personlige, unavngivne guder, en gud og en gudinde, der beskyttede og bistod i nødens stund, men som også kunne blive vrede og overlade mennesket til dæmoner og andre onder.

Menneskene og guderne var indbyrdes afhængige: Uden gudernes beskyttelse var mennesket forsvarsløst, og uden menneskets ofre og omsorg måtte guderne sulte og selv slide i det, sådan som det berettes i den oldbabyloniske myte om Atrahasis.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig