sumerer

Sumerisk historie er først kendt i detaljer fra ca. 2500 f.v.t., men man kan rekonstruere en del af, hvad der gik forud. Ca. 3200-2900 f.v.t. var Uruk den største by i verden. Der blev anlagt sumeriske kolonier i Iran og Syrien, som blev opgivet efter 3000 f.v.t. Denne periode er genstand for den sumeriske digtning om Lugalbanda, Enmerkar og Gilgamesh, alle konger af Uruk, som vi kun kender fra nedskrifter, der er over tusinde år yngre, men som i sagaens form fastholder mindet om Uruks tidlige glans og vælde. Også andre byer gjorde sig tidligt gældende. Nippurs bygud Enlil var senest ca. 2600 f.v.t. anerkendt som gudernes leder, der fordelte bystaterne til de øvrige guder. Litteraturen, som vi kender i nedskrifter fra ca. 2600 f.v.t., antyder intet andet end harmoni imellem de lokale bystater og deres templer og guder.

Tiden omkring 3000 f.v.t. var utvivlsomt sumerernes glansperiode; herefter gik det langsomt tilbage. Fra ca. 2500 f.vt. er der fyldige samtidige kilder om bystaten Lagash. De fortæller udførligt om en permanent grænsestrid med nabostaten Umma. Ca. 2330 f.v.t. blev hele det sumeriske land erobret af akkaderkongen Sargon. Mange af de sumeriske bystater gjorde oprør mod akkaderne, men blev brutalt nedkæmpet. Under Sharkalisharri, den femte konge af Akkade (ca. 2205-2180 f.Kr.), faldt det akkadiske rige fra hinanden, og de sumeriske bystater genvandt dermed deres frihed. Ca. 2113 f.v.t. grundlagde Ur-nammu et nyt imperium med Ur som hovedstad. Imperiet, der bestod i ca. 100 år, er nok det mest veldokumenterede fra hele oldtiden. Op mod 100.000 tavler vidner bl.a. om et højt udviklet bureaukrati. Kongerne af Ur fremmede bevidst den gamle sumeriske kultur, men den sumeriske renæssance overtog meget fra akkaderne, ikke mindst den centralt administrerede territorialstat. De selvstændige bystaters tid var forbi.

Sumererne var efter alt at dømme stærkt religiøse. De var fast overbevist om, at mennesket kun var skabt for at være gudernes trækdyr; og de anså historien for at handle mere om guder end om mennesker. Der var mange guder, store og små, som havde hver sit virkefelt. Selvom de var anerkendt overalt, havde hver gud sin hjemby, hvor hovedtemplet lå. De vigtigste guder var himmelguden An, der var bygud i Uruk; Inanna, Ans datter, gudinde for krig og kærlighed og ligeledes hjemmehørende i Uruk, selvom hun havde store templer i en lang række byer; Enlil, stormguden, med hjemby Nippur; Enki, den snilde gud for kilder og floder, med hjemby i Eridu; Ninmakh eller Ninhursanga, en modergudinde, der hørte hjemme flere steder; måneguden Nanna eller Suen, med hjemby i Ur; og Ninurta, Enlils søn, en krigs- og frugtbarhedsgud, der boede sammen med sin far i Nippur. Se også Mesopotamien (religion).

Sumerisk billedhuggerarbejde udviklede sig betydeligt i løbet af 3. årtusinde f.v.t. Man arbejdede hovedsagelig i de forholdsvis bløde sorter af kalksten og alabast, der forekom i landet; først efter 2200 f.Kr. benyttede man sig efter akkadisk forbillede af den hårde importerede diorit. Ud over billedhuggerarbejder findes der en del mosaikarbejder, hvor stykker af perlemor, skifer eller lapis lazuli er indlagt i en jordbeg, fæstnet på en træplade. Den kendteste form for arkitektur er utvivlsomt zigguraten, en rektangulær trappepyramide, der formentlig har haft en tempelbygning på det øverste trin. Zigguraten var altid en del af et større tempelkompleks.

• sumerisk
• sumerologi
• Mesopotamien
• nærorientalske oldtidskulturer