Gallipolikampagnen

Gallipolikampagnen udsprang af et russisk ønske om støtte mod osmannerne: en offensiv mod Osmannerriget fra vest ville aflaste de russiske styrker, der kæmpede mod osmannerne i Kaukasus. Den russiske anmodning appellerede til den britiske flådeminister Winston Churchill, der så muligheden for at få den britiske krigsflåde til at spille en mere aktiv rolle i krigen, og blandt britiske beslutningstagere opstod et håb om, at et angreb mod osmannerne gennem Dardanellerstrædet kunne føre til erobringen af Istanbul og presse Osmannerriget ud af krigen. Derfor besluttede briterne midt i januar 1915 at gennemføre en offensiv i samarbejde med Frankrig.

Offensiven var tænkt som en flådeoperation med støtte af landstyrker. Den 19. februar 1915 indledte britiske og franske flådeenheder et bombardament af de osmanniske forter, der beskyttede indsejlingen til Dardanellerstrædet. Det lykkedes, men de allierede flådeenheder havde langt større problemer med at lamme forterne langs strædet og forcere de udlagte minespærringer. Et forsøg på at forcere strædet 18. marts mislykkedes med store tab for angriberne. I stedet besluttede de allierede sig for at angribe over land.

Den 25. april blev der landsat 60.000 allierede tropper på Gallipolihalvøen (tyrkisk Gelibolu). Australske og newzealandske tropper fra ANZAC-korpset udgjorde en vigtig del af den allierede styrke. Det lykkedes dem at etablere beskedne brohoveder, men ikke mere end det. Naturforholdene begunstigede forsvaret, og de osmanniske styrker forsvarede sig dygtigt under ledelse af Otto Liman von Sanders og Mustafa Kemal (Kemal Atatürk). Efter et par ugers hårde kampe, stivnede krigshandlinger i en stillingskrig ligesom ved vestfronten. En ny allieret offensiv i august formåede heller ikke at besejre de osmanniske tropper. På den baggrund konkluderede den franske regering i september at opgive kampagnen, og et par måneder senere drog britiske beslutningstagere samme konklusion. I december 1915 indledte briterne og franskmændene en tilbagetrækning, som var fuldført i januar 1916.

Omkring 800.000 soldater fra Storbritannien, Det britiske Imperium, Frankrig og Osmannerkrigen blev inddraget i kampene på Gallipoli. Kampagnens menneskelige omkostninger var store. De samlede tabstal løb op i over en halv mio., heraf mere end 140.000 døde.

Set med britiske og franske øjne var kampagnen en total fiasko, og den britiske marineminister, Winston Churchill, der havde været en varm tilhænger af operationen, trak sig i 1915 tilbage som følge af den mislykkede kampagne. Fra osmannisk perspektiv var billedet modsat en vellykket afvisning af et invasionsforsøg, og det succesrige forsvar lagde grunden til Kemals heltestatus og blev en af forudsætningerne for hans senere politiske karriere.

De store tabstal betød, at der i efterkrigsårene blev anlagt talrige krigskirkegårde på Gallipolihalvøens sydlige og sydvestlige del. Dette mindelandskab blev fra 1960 udbygget med tyrkiske monumenter som det 42 meter høje Martyrernes Monument (Çanakkale Sehitleri Aniti), der blev indviet i 1960. Monumenterne afspejlede, at sejren på Gallipoli fra 1950’erne fik tildelt en central rolle i den tyrkisk-nationale selvforståelse (med betoning af soldaternes heltemod, men ikke mindst Kemals rolle som leder af forsvaret).

Efter Recep Tayyip Erdoğans overtagelse af regeringsmagten i 2003 har den tyrkiske tolkning ændret sig til betone de menige soldater og deres muslimske tro.

Gallipolikampagnen stor også betydning for australsk og newzealandsk nationalfølelse; den var ilddåben for det australsk-newzealandske ANZAC-korps, og deres indsats blev hurtigt status som et afgørende øjeblik for etableringen af nationale identiteter. Årsdagen for landgangen blev således national helligdage i begge dominions fra 1916. Allerede i mellemkrigstiden kom australiere og newzealændere til Gallipoli på minderejser, og med fremkomsten af billige flyrejser fra 1980’erne fik minderejserne efterhånden karakter af en masseskyttegravsturisme.