oplysningstiden

John Lockes erkendelsesteoretiske empirisme og hans tro på fornuften som et kritisk redskab vandt tilhængere i både England, Skotland, Tyskland og Frankrig. Det er især i disse lande, at der er tale om en filosofisk oplysningstid.

Fælles for udformningen af oplysningsfilosofien var overbevisningen om, at en nøgtern og kritisk erhvervelse af viden og en formidling af den indvundne erkendelse ville muliggøre en strålende fremtid for menneskeheden, som Jean Antoine Condorcet formulerede det.

Også en empiristisk grundholdning var karakteristisk for tiden. Det videnskabelige forbillede var ikke længere den matematiske fysik, som den havde været det i 1600-tallets filosofiske rationalisme, men snarere naturvidenskaber som zoologi.

I overensstemmelse med empirismens antropologi blev opdragelse tillagt afgørende betydning hos tænkere som Locke, Jean-Jacques Rousseau, Claude Adrien Helvétius, idet mennesket ansås for at blive dannet ud fra de påvirkninger, det udsættes for.

Etikkens totale løsrivelse fra religion og teologi, der var begyndt i renæssancen, fuldbyrdedes hos fx David Hume og Adam Smith i rent naturalistiske moralopfattelser, der ikke nødvendigvis havde front imod religionen.

På trods af dette fællespræg udformedes oplysningsfilosofien forskelligt i England, Skotland, Tyskland og Frankrig. I England og Skotland (Locke, George Berkeley, Hume, Adam Smith, Adam Ferguson) var oplysningsfilosofien præget af interesse for historie og samfundsvidenskab, af deisme og af liberalisme uden af den grund at fremtræde som samfunds- eller religionskritik.

Hvor den engelske oplysningsfilosofi stort set udvikledes uden for universiteterne, havde den skotske oplysningsfilosofi både tilknytning til universiteter og kirke. I Frankrig vendte oplysningsfilosofferne (fx Voltaire, Helvetius, Holbach) sig imod enevælden og så adgangen til viden som en dynamisk faktor i samfundsudviklingen.

Filosofiens opgave var at bekæmpe fordomme, som blev holdt i hævd af både verdslige og kirkelige magthavere med det formål at undertrykke borgerne. Også universiteter måtte stå for skud.

Den franske oplysningsfilosofi rummer rent materialistiske opfattelser (fx La Mettrie, Denis Diderot) og har udtalte ateistiske træk (fx Holbach). Allerede Pierre Bayle havde sidst i 1600-tallet sat spørgsmålstegn ved en række af kristendommens dogmer.

Den store franske Encyclopédie er det mest håndgribelige resultat af tidens tro på oplysningens og den kritiske fornufts betydning. Den franske oplysnings drøm om et bedre og mere demokratisk samfund kulminerede med og perverteredes i Den Franske Revolutions forestilling om et samfund baseret på videnskab og fornuft, men allerede tidligere havde Rousseau kritiseret tanken om, at øget viden og oplysning skaber et bedre samfund.

Den tyske oplysningsfilosofi var stort set en skole- og universitetsfilosofi og var hverken religions- eller samfundskritisk. Dens største skikkelse er Christian Wolff, hvis omfattende lærebogssystem, brugt over hele Tyskland, omfattede alle videnskaber.

Wolffs filosofi er præget af den opfattelse, at hvis man lærer mennesker at tænke rigtigt og at anvende den rette metode, kan de blive gode og nyttige samfundsborgere.

En tilsvarende tro på fornuftens formåen i æstetiske anliggender kom til udtryk hos eksempelvis J.C. Gottsched og G.E. Lessing. Oplysningstidens fornuftstro fik sit grundskud med Kants kritiske filosofi, ifølge hvilken der må trækkes grænser for den menneskelige fornufts formåen.

I 1700-tallet befriede litteraturen sig mere og mere fra sine traditionelle opgaver som kirke- og fyrstetjener og for sin afhængighed af mæcener. Nysgerrighed, refleksion og diskussionslyst trådte frem, mens hellig gysen, tiljubling og heroisering, men også højere tragiske følelser var på tilbagetog. I tidsskrifter og på teatret, også i det alvorlige drama, behandledes smag og moral i det voksende borgerskabs ånd.

Karakteristiske genrer i oplysningslitteraturen er essayet, læredigtet, satiren; ved siden af teatret blev det store nye underholdningsmedium romanen, som kunne rumme livserfaring, kritik og filosofi.

Oplysningstidens litteratur udgår fra England med digtere som Alexander Pope og prosaister som Jonathan Swift og Joseph Addison. I Frankrig står Voltaire og kredsen omkring Encyclopédie som de centrale og i Tyskland dramatikeren G.E. Lessing.

I Norden er vigtige og karakteristiske navne i første halvdel af 1700-tallet Ludvig Holberg og svenskeren Olof Dalin, senere i Danmark bl.a. J.S. Sneedorff og P.A. Heiberg.

Imod rationalismen og nyttemoralen hævdedes følelses- og passionssiden i Rousseaus følge, og imod litteraturens præg af snævert borgerlig opdragelsesanstalt rejstes forestillingen om digtningens autonomi: Århundredet endte med romantikken.

• Høiris, Ole og Thomas Ledet (2007). Oplysningstidens verden: idé, historie, videnskab og kunst. Aarhus: Aarhus universitetsforlag.
• Pedersen, John (1981). Kritik og kærlighed i franske tekster fra oplysningstiden: bidrag til det 18. århundredes litterære historie. København: Rhodos.