ytringsfrihed

Ytringsfrihed er et fundamentalt element i de klassiske menneskerettigheder, der før i tiden blev kaldt de borgerlige frihedsrettigheder. Ytringsfriheden omfattede i mange år det, som man tidligere kaldte åndsfrihed, nemlig tanke-, tale-, trykke- og religionsfrihed.

Trykkefriheden var før 1900-tallet ytringsfrihedens centrale element, fordi bøger og tryksager var de enerådende massemedier. I nutiden regnes ytringsfriheden for at omfatte alle slags massemedier (radio, tv og alle former for informationsteknologi) samt kunstneriske ytringer, f.eks. maleri og skulptur, og informationsfrihed, dvs. retten til at modtage alle disse ytringer.

Idéhistorisk er ytringsfriheden et barn af den europæiske oplysningstid og dennes krav om tolerance. Oplysningsfilosofferne (heriblandt Spinoza, Locke, Hume, Diderot, Voltaire og Kant) har spillet en central rolle for ytringsfrihedens gennemførelse. I 1800-tallet var Stuart Mill med On Liberty (1859, Om friheden) og i 1900-tallet Karl Popper blandt ytringsfrihedens førende ideologer.

Et berømt citat, som en engelsk bog fra 1906 har lagt i munden på Voltaire, udtrykker ytringsfrihedens og demokratiets essens: "Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den". Det er ikke de "stuerene" og politisk korrekte meninger, som har behov for beskyttelse af princippet om ytringsfrihed. Beskyttelsen er i sig selv ikke ensbetydende med en slap og holdningsløs tolerance.

Kampen mod censuren var første skridt i retning af at indføre ytringsfrihed. I England afskaffedes censur i 1695 ved beslutning i Parlamentet, men pga. hårde straffe for afvigende meninger førte det i mere end 100 år ikke til en reel ytringsfrihed.

Som det første land i verden indførte Sverige en trykkefrihed i 1766. I Danmark-Norge fandt noget tilsvarende sted, da Struensee ved en forordning i sept. 1770 indførte trykkefrihed: Den indskrænkedes imidlertid i oktober 1771 og endnu mere ved hans fald i januar 1772; forholdene lempedes under A.P. Bernstorff, men skærpedes atter i 1799. Trykkefrihedsordninger indførtes også i Frankrig (1789) og USA (1791); efter få år blev trykkefriheden atter afskaffet i såvel Sverige som Frankrig, men i 1810 genindført i Sverige, hvor den uantastet har bestået lige siden.

I sig selv sikrer fraværet af censur kun en formel ytringsfrihed. Hvis kontroversielle ytringer og offentlige meningstilkendegivelser, der er uønskede af magthaverne, efterfølgende straffes hårdt, fx ved som i Sovjetunionen at systemkritikere sendes til GULag, så findes der ikke nogen materiel eller reel ytringsfrihed.

Enhver form for frihed må have sine grænser, bl.a. af hensyn til andres liv og frihed; således er friheden til at opfordre til at bruge vold stærkt begrænset i alle retssamfund. Ytringsfriheden må ligeledes begrænses af hensyn til andre personers privatliv eller ære (injurier). Det afgørende er derfor ikke, at ytringsfriheden har sine grænser, men derimod hvilke typer af begrænsninger der findes. Hvis det fx er strafbart at kritisere myndighederne, findes der ingen ytringsfrihed.

Pornografi, såvel litterær som billedmæssig, har udgjort et kontroversielt problem for mange tilhængere af ytringsfrihed. Ytringsfriheden er til for borgerne, dvs. voksne personer, og det er derfor ikke i modstrid med denne, hvis man forbyder børn adgang til voldsfilm og pornografi. Uanset hvad man ud fra en moralsk synsvinkel måtte mene om pornografi, så sikrer ytringsfriheden netop retten til at ytre meninger, som opfattes som umoralske.

Den del af pornografien, som beskæftiger sig med forholdet mellem voksne, frivillige og kompetente personer, kan næppe siges at udgøre en kriminel aktivitet. Derimod er pædofili og specielt den billedmæssige børnepornografi ikke beskyttet af ytringsfrihedens principper. Forudsætningen for at kunne fremstille billedmæssig børnepornografi er grove kriminelle overgreb på børn.