ytringsfrihed - pressefrihed

Ytringsfrihed i medierne er retten til at bringe meddelelser eller opinionsytringer til offentligheden uden sanktioner. Denne ret er fastslået i Danmarks Riges Grundlov samt i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder. Formålet er i begge tilfælde at sikre borgerne retten til frit at modtage informationer og deltage i debatten om offentlige anliggender.

Før Grundloven af 1849 var trykkefriheden begrænset af så mange indbyggede censurbestemmelser, at ytringsfrihed reelt ikke kan siges at have eksisteret. Den første regulerende lov var Lov om Pressens Brug af 1851, der blev revideret i 1938 og erstattet med Loven om medieansvar fra 1991. Denne lov placerer det retlige ansvar for ytringer hos i første række den direkte ophavsmand, dvs. forfatteren, og i tilfælde af anonyme bidrag hos mediets redaktør (se redaktøransvar).

Medieansvarsloven inkorporerer desuden regler for god presseskik, Pressenævnets behandling af klager over pressen og regler for genmæle over for ytringer i medierne. Disse bestemmelser var tidligere vedtaget af Danske Dagblades Fællesrepræsentation i 1960, men fik her lovmæssig status i næsten uændret form.

I 2000-tallets begyndelse begrænses ytringsfriheden primært på to områder, og begge er omfattet af Straffeloven. Den ene er krænkelse af privatlivets fred, som er ubetinget sanktioneret dog med den tilføjelse, at personer, der selv har givet oplysninger til massemedierne, ikke kan påberåbe sig disse bestemmelser.

Den anden er injurieparagrafferne, der ikke tillader brug af ærekrænkende ytringer, idet dog selve indholdet af ytringerne er straffrit, hvis der kan føres sandhedsbevis af den, der har fremsat det (se ærekrænkelse). I denne forbindelse er det også fastsat, at nedværdigende omtale pga. nationalitet eller tro og fra 1970 tillige på grund af race ikke er tilladt.

Ytringsfriheden indebærer dog ret for medierne til straffrit at referere både injurierende og racistiske ytringer ud fra hensynet til orientering af offentligheden. En kendelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 1994 fik her betydning for dansk retspraksis, da en journalist fra DR fik medhold i, at danske domstole havde krænket hans ytringsfrihed ved at dømme ham for at have formidlet racistiske ytringer ("grønjakkesagen").