Faktaboks

Karl R. Popper

Sir Karl Raimund Popper

Født
1902, Wien, Østrig
Død
17. september 1994

Karl R. Popper som 90-årig i 1992.

.

Karl R. Popper var en østrigsk-britisk filosof. Han var professor ved London School of Economics 1946-69. Som antinazist og jøde flygtede Popper fra Østrig og slog sig ned i New Zealand 1937-45, hvorefter han resten af sit liv opholdt sig i England.

I sin ungdom i Wien stod Karl R. Popper Wienerkredsen nær, men var også kritisk over for dennes logiske positivisme. I sit første værk, Logik der Forschung (1934; eng. udg. The Logic of Scientific Discovery, 1959), lagde han skarp afstand til såvel Wienerkredsens forsvar for induktion som videnskabelig metode som dens verifikationsprincip for mening, dvs. påstanden om, at sætninger kun har mening, hvis de i princippet vil kunne be- eller afkræftes ved iagttagelse.

Ifølge Popper er diskussionen om et kriterium for (kognitiv) mening futil, idet hverken metafysiske eller pseudovidenskabelige påstande nødvendigvis er meningsløse, som Wienerkredsen hævdede. Det er heller ikke en principiel mulighed for verifikation, som skiller videnskab fra pseudovidenskab (fx nogle former for psykoanalyse eller marxisme).

Det er nemlig aldrig muligt at verificere eller blot bekræfte en universel teori med nogen grad af sandsynlighed (jf. induktion). For Popper er det muligheden for falsifikation, dvs. at et muligt testresultat ville kunne stride mod teorien, der er karakteristisk for videnskab. Han erstatter således den logiske positivismes distinktion mellem meningsfulde og meningsløse udtryk med en distinktion mellem videnskabelige og uvidenskabelige påstande.

Karl R. Poppers beskrivelse af den videnskabelige metode er den første fremstilling af den hypotetisk-deduktive metode. I Conjectures and Refutations (1963) og Objective Knowledge (1972) videreudvikler han sin videnskabsteori i evolutionistisk retning. En teori, der har modstået mange og grundige falsifikationsforsøg, kaldes befæstet og accepteres, så længe den overlever (corroboration).

Popper anvender også sin kritiske rationalisme på politiske problemstillinger. I The Open Society and Its Enemies (1945) kritiserer han bl.a. Platon, Hegel og Marx for deres tro på, at historiens gang er styret af love. Det skjulte formål med denne historicisme er nemlig at tillade en elite at planlægge revolutioner og på totalitær og diktatorisk måde styre samfundet i detaljer.

Popper forsvarer det åbne samfund, hvor man udvikler samfundet ved reformer, har mulighed for at kritisere regeringen og skaffe sig af med den på fredelig vis (jf. det civile samfund). I The Poverty of Historicism (1957, da. Historicismens elendighed, 1996) udbygger han kritikken af historicismen på et mere videnskabsteoretisk grundlag.

Karl R. Popper modtog Sonningprisen i 1973; i den anledning udkom et udvalg af hans tekster på dansk, Kritisk rationalisme (1973).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig